Er lidelse knyttet til ikke at anerkende forgængelighed og dermed ikke at føle sig levende?

Hvis jeg skulle dø om en uge?

Hvad ville fylde i mit sind, hvis jeg med sikkerhed vidste,
at jeg skulle dø om en uge?

… om en måned?

… om et år?

Altså ikke, hvad jeg ville gøre, men hvad mine tanker vil beskæftige sig med?

Er det berømmelse?
At være eller blive “noget” eller “nogen”?
Penge?
Bogen der ikke blev skrevet?
At blive husket?
Den næste film der kan streames?
Det nye job?
Den sidste konflikt?
Håbet om at kunne forhindre det, som er uafvendeligt?

Hvad mon?…

Angst ville det ikke være for mig
Heller ikke om jeg har penge nok til min alderdom.
“Om det hele kan løbe rundt?” – vil intet fylde!

Jeg funderer over, om blot en eneste af de spekulationer der ind imellem kan opstå, overhovedet ville få den mindste vægt i den situation?

Kan jeg anerkende forgængelighed ?

Jeg ved ikke om jeg dør om en uge, en måned eller et år? Det gør ingen af os.
Kan det tænkes at den meste psykologiske lidelse er knyttet til “tid”?

Ikke tid forstået som: Før, nu, og senere, men “tid” set som “forgængelighed”.

Er det vanskeligheden ved at anerkende forgængelighed: At alt vil høre op? – Og forsøget på at kontrollere den i stort og småt hvert eneste minut, time og dag, der skaber lidelse? ..Og for nogen: Psykologisk lidelse der i den grad inviterer i både stress og angst?

Hvor, der er angst, vil der opstå kontrol!

Det levende er fælles om forgængelighed som et allesteds-værende vilkår. Universet ER forgængelighed …

Forgængelighed og Tantra

De fleste klassiske Tantra kredser også om at anerkende forgængelighed. En almen kendt praksis er at lægge store Mandalaer kunstfærdigt op med små farvede sten. En arbejde der fordrer omhyggelighed og stor opmærksomhed. Når den er færdig destrueres den med en bevægelse.

I Japansk Zen tradition, der bla. henter sine rødder også i Tao og hos Zhuangzi, ses eksempelvis den korte blomstring af kirsebærtræet som en vidunderlig metafor på forgængelighed.

At gå ind i et møde med et menneske, et “jeg kender dig ikke”, og afslutte det i erkendelsen af at forgængelighed er et udtryk af kærligheden og det levende selv. Ser jeg/vi som en vigtig praksis at øve.

Cupisofi og elskovskunst – Sammen at undersøge naturen af det levende