anerkendelse

Anerkendelse er livsgrundlaget

Intet levende væsen kan fungere alene. Ser jeg opmærksomt efter fungerer alt levende som “samfund”, der opretholder livet igennem kommunikation og interaktion inde i “sig selv” og med det, som er “udenfor”. For at det kan ske, må de ses og sanses. Den der ikke får opmærksomhed, vil f.eks. ikke kunne formere sig eller for den sags skyld få noget at spise. Anerkendelse er simpelthen livsgrundlaget.

Maskin-tænkning

På en nylig workshop var en deltager tydeligt og vedvarende uforstående overfor de fleste af de invitationer til at afprøve andre perspektiver, jeg formulerede.

“Jamen vi skal sku da vel fremad og finde en løsning?” sagde han gentagne gange.

Han udtrykte det, jeg møder så ofte: En rastløshed eller spænding der er indbygget i en særlig måde at tænke på. Jeg kalder det for “maskin-tænkning”.

Et mekanisk verdensbillede

Maskin-tænkning er præget af et mekanisk verdensbillede, som vi f.eks kender det fra Isaac Newtons “love” for fysikken. Vi har lært dem i skolen: Loven om inerti, den om kraft, masse og acceleration, og endelig loven om aktion og reaktion.

Maskiner konstrueres ud fra sådanne mekaniske antagelser med det sigte, at de skal producere noget, fungere i processer, “køre”, yde, skal fremad, og både slides og laver fejl i forhold til det, de er programmerede og konstruerede til samt deres formål og mål.

Det er så let med maskiner. Der skal blot tilføres ressourcer til dem i form af et eller andet medie, de kan “udnytte” energien bedst muligt fra. Energiformen skal “passe til dem. De skal have bestemte input og leverer forventelige output. Frem for alt så laver de ikke om på sig selv – af sig selv. Gjorde de det, ville vi blive bange for dem.

At, de ikke er “levende”, er trods alt nok klart for de fleste?

Der er overhovedet intet maskinelt ved levende organismer. Når den samme tænkning, som anvendes til at designe og konstruere maskiner og “ting”, anvendes til at beskrive det levende, så fører det uvilkårligt til at mange ender med helt ubevidst at forstå livet, som var det rent faktisk maskinelt skruet sammen?

Det levende

Lad mig komme med et eksempel:

Se på en æbletræ. Det står der i alt slags vejr og bærer år efter år blade, blomster og æbler. Det giver rum for millioner af små dyr, svampe, bakterier, mosser, lav og organismer i en mangfoldighed vi kun kan drømme om. Bevæger det sig “fremad”?

Nej – jeg vil beskrive det som at det lever i “puls”. En “puls” som harmonerer og er i kontinuerlig forandring med sine omgivelser – med solen og månen, jordens rotation og hældning, regnen, vinden, og alt hvad der er.

Det lever ved at blive set og sanset. Blomsterne, frugterne, rummet det skaber, skyggen, mikroklimaet etc. gør det muligt at opretholde denne dynamiske symbiose der kendetegner alt liv. Det bevæges og bevæger – uden at skulle nogen steder “hen”.

Det er der.

Selv når det er ældet og styrter om i en storm, lever det videre igennem de millioner og atter millioner af frø og frugter, det har båret.

Det bæres af det, jeg kalder for “ anerkendelse ”. Det er fundamentet for alt levende.

Anerkendelse – det vigtigste behov overhovedet

Hvis ikke vi SES og sanses – dør vi.

Dette bekymrer ikke en maskine det mindste.

Hvad ER denne anerkendelse så? Hvori består den?

At anerkende, betyder at se og sanse, hinsides betydning og bedømmelse. Jeg ser (og ses) ikke “fordi”, “på grund af” eller for at få noget ud af det.

Der ses AT det levende ER der. Det er simpelthen livsnødvendigt. Det udtrykker den stærkeste drift og vigtigste behov overhovedet!

Jeg ser, hvordan mennesker opdrages til at forveksle bedømmelse med anerkendelse. De forledes til at tro, at de ses, når de har gjort det rigtige, fundet løsningen, kommer fremad, vinder, er dygtige, hurtige, flittige etc. Når de som maskinerne leverer det, der forventes – eller overgår det.

De ses, når det er synd for dem, når de er ofre, syge, og skaber medynk og medlidenhed … når der i maskin-tankegangen er en “fejl”, der skal repareres.

Med andre ord: Du bedømmes på, hvordan du fungerer.

Opmærksomhed – Jeg ser og sanser dig

I virkeligheden er det ganske simpelt – og dog så svært ? At se og sanse er forbundet med opmærksomhed: At være bevidst og klart sansende. SÅ klart, at det erkendes, at jeg bevæges, når du bevæges. – At vi er et.

Der er ingen steder at komme “hen med det”. Der er intet at få ud af det. Jeg beskriver det som at erfare “kontakt”.

Dette enkle: “Jeg ser dig!“… og “jeg ser, at jeg ser dig” – hverken “positivt” eller negativt, rigtigt eller forkert, … bare ser…. er den magiske, forunderlige livs-eliksir.

Den er også pulsen, som gør al bevægelse mulig. Lytter en musiker ikke til takten, er det svært at spille sammen.

At få øje på sit væsen

Det er det, vi bl.a. undersøger når vi mødes i en Mahamudra tantra massage. Vi skal ingen steder hen “med det”, og der findes absolut ingen “begrundelse”, “undskyldning”, endsige “formål” med det.

Det er at få øje på sit væsen… igennem anerkendelse