at behandle

At behandle? Nej! Mødes og spejle.

Hvis to mennesker er gledet fra hinanden, er det sidste de skal lære “at behandle hinanden”.

Den bedste måde, jeg lærer på, er ved af få mulighed for at imitere. “At gøre som…”
Denne evne til at spejle hinanden er et kendetegn ved det levende. Altså også for os mennesker.

Igennem fælles sprog og -adfærd opstår fællesskaber og kultur.

Vi lærer godt i gensidig interaktion.

Det er meget vanskeligt at imitere et andet menneske, hvis jeg sidder stille og kigger på. Hvem kan lære at danse blot ved at se på at nogle danser? Der fungerer kun, ved selv at danse.

Måske er det også derfor, at jeg i skolen lærte mest af de lærere, jeg godt kunne lide. Der var simpelthen lyst til at “gøre som dem..”

Mødet som ramme

På Mahamudrainstitut er “mødet” rammen omkring det “at iagttage sindets og kroppens natur”.

For os der mødes på retreats hver 2. måned for at undersøge elskovens kunst – bliver kropslig kommunikation helt centralt – altså bevægelse.

At behandle har intet med at elske at gøre.

Vi har løbende optag af nye deltagere og i den forbindelse har Karin og jeg iagttaget, hvordan mennesker med en “behandlende” baggrund og tilgang til Tantra i udgangspunktet har et stort handikap. De bringer ganske enkelt på forhånd en distance ind i mødet. Ambitionen om “at gøre noget dejligt for den anden” stiller sig imellem.

At stå ved siden af en massagebriks og selv være påklædt, imens et nøgent menneske ligger sårbart og skal “modtage” berøring, inviterer ind i kontrol. Med kontrollen følger spænding i sind og krop.

Med at elske har det at behandle absolut intet at gøre.

Vi mødes i sårbarhed hos os begge.

Det bliver så tydeligt både at se for os, og at sanse for den, som den behandlende mødes kropsligt med. Vi fyldes af medfølelse, når vi iagttager, hvordan de bedste intentioner om at “give”, som regel fører til, at den, der er udset til “at skulle modtage”, flytter sig , går ud af mødet eller verbalt siger nej.

I elskov mødes vi i gensidig sanselighed og dermed sårbarhed. Berøringer kan jeg ikke give eller modtage. Vi kan mødes i at berøre. Det er som med kærlighed.

Kærlighed er ingen færdighed

Ingen har kærlighed, som var det en færdighed, en følelse eller en ting, man kan besidde. Vi kan mødes i kontakt til “det, som er” hinsides betingelser og domme… Se hinanden, når der ikke længere stilles noget imellem.

Vi hører om behandlere, der f.eks finder mænd “ækle”, hvis ikke de har “lært at kontrollere deres udløsning”.
Hvilket et krav at blive mødt med?! Det sender tanker til den fordømmende mor, som skælder sin søn ud og håner ham for at have “griset sig selv til”.

Hvem har lyst til at mødes med et menneske, der finder det naturlige grimt eller ulækkert?

Kan vi lære at elske?

Det store spørgsmål, vi bliver ved med at stille, er: “Om man kan lære at elske?” – både i sin generelle betydning, og i forhold til at elske – som i elskov?

Et er helt sikkert. Vi kan ikke behandles til det…

Måske er det i stedet muligt at få øje på noget andet end at skulle præstere, hvis man mødes i bevægelse og kropslig dialog med et menneske, der elsker?

Et menneske der ikke VIL noget, med hverken sig eller mig.

Et menneske der er tilstede, fuldstændigt uden grund eller ide om, at der “skal komme noget UD af det”.

Et menneske der har set, at “den anden” ikke er “derude” men “derinde”. I den indsigt at: “Som jeg berører og bevæger mig, berører og bevæges du”..og vice versa.

Et menneske der IKKE er bundet i kontrol og angst – men kan bevæge sig kompetent og frit og dermed også ansvarligt.

Lad os falde sammen!

Et står lysende klart for mig.

Hvis to mennesker oplever, at de er gledet fra hinanden – Har skabt kropslig og følelsesmæssig afstand. Så er det sidste, jeg vil anbefale dem at lære: At mødes i noget, der handler om “at behandle”!

At behandle betyder, at (den professionelle) afstand er ønsket. Den behandlende skal blive i kontrol.

“Lad dig nu bare falde!” siger han til hende.

Nej i elskoven “falder” vi sammen. Vi opløses i hinanden og alt, hvad der er…

Cupisofi og elskovskunst