Det kom mig for øre, at der på et nyligt foredrag om tantra, blev talt om vigtigheden af at søge afstand fra hinanden efter den seksuelle forening. “Gerne mindst 10 km” lød opfordringen… Hensigten skulle være at det kunne medvirke til “at bevare gnisten”.

Jeg støder ind imellem på den samme formulering hos sexologer eller parterapeuter. “Gnisten” er vigtig!

Hvad mener vi med denne gnist?

For at der kan springe en gnist, må der være en spændingsforskel dvs. to poler, med mindre vi taler om “gnister” fra et bål, hvor der i så fald må være ild.

Vil vi med metaforen pege på, at vi skal bevare forskellene imellem os, således at “den anden” hele tiden forekommer os spændende? Betyder det, at jeg “tænder” mere på det ukendte, der hvor jeg ikke har kontrol?

Mange vil kunne nikke genkendende til dette. Fantasien som udløses af synet af kvinden i bikini på den anden side af hækken. Suset i mellemgulvet af det faste men kærlige blik som den mystiske attraktive mand sender tværs igennem lokalet. Det svært tilgængelige, måske uopnåelige har det med at pirre vores fantasi. Det kan være en vej til stor lidenskab og ophidselse at være i spændingen imellem det, som jeg længes efter og mit billede af alt det skønne, kærlige og liderlige, som jeg kan skabe på min nethinde. De fleste teenagere kan tale med om den sag. Jeg tror at langt de fleste mænd og kvinder skaber deres egen “gnist” hver gang de onanerer eller masturberer igennem sådanne film på nethinden.

Skal vi mærke en “gnist” for at få lyst?

Når manglende lyst bliver til et problem, skyldes det så, at “vi kender hinanden for godt”? Har den forbindelse til det forhold, “at du jo altid er til rådighed”, og der derfor ikke opstår nogen spænding?….eller skyldes den at vi taber kontakten til os selv?

“Kunne du ikke være noget mere spændende og fræk?…så er jeg sikker på at jeg ville tænde mere på dig!” Har et sådant udsagn, som jeg naturligvis sætter på spidsen her, noget med kærlighed at gøre? ..

Kærlighed kender ingen “gnist”.

Hvor spændingen skabes af en historie og en fantasi, kan der, hvor der er kærlighed, ikke være nogen “tiltrækning”. Det er præcis det, som kærligheden gør ved os. Du og jeg ophører med “at være”. Du er ikke “nogen” eller “noget”, som jeg skal tiltrækkes af.

Hvor kommer så lysten fra?

Du står midt i den!

I det øjeblik du slipper alle disse historier, opdager du, at du hele dit liv har måttet “hypnotisere” dig selv ind din egen liderlighed. Din krop har reageret som en robot. Den har så at sige automatisk kvitteret med en reaktion på din indlevelsesevne. Uden disse fantasier må du måske starte helt forfra? Der er intet til at tænde dig. Ingen gnist.

Det må gå op for dig, at du står lige midt i Lysten. Hver en lille celle i dig suser rundt og er fuldt beskæftiget med sex. Alt hvad du kan, er at begynde af sanse. Sans, sans, sans….!

Her kan vi hjælpes ad. Få steder sanser vi så godt, som i kontakten med hinanden. To nøgne kroppe, tre nøgne kroppe…fire eller fem… Kærligheden er ikke begrænset til to, den omslutter alt. …Og kontakten vi har, må ske hinsides betingelser, ambitioner og mål. Det sidste som kan lykkes er at sige til sig selv (eller andre): “Vær lysten!”. Lysten er der for dig at sanse, når du inviteres i kærlighed. …..Og her kan denne lyst opleves som den dybeste liderlighed, den voldsomste kraft og totale forening med alt, hvad der er.

Det lyder enkelt, og er det…. Sluk “gnisten” og bliv nærværende!