At lære og forstå

Inden du læser videre, vil jeg bede dig om kort at reflektere over, om du nu læser for at “få noget ud af det” – dvs. opnå noget andet end det blot at læse teksten?

Da du sikkert fløj videre og med det samme læste videre ;-), vil jeg bede dig om kort at overveje om du er i stand til at læse, uden at vurdere, om det, der står skrevet, er hverken sandt eller falsk? Hvis denne vurdering foregår indeni dig imens dine øjne følger bogstaver og ord, har du så ikke allerede skabt en spænding, en kamp eller en konflikt i dig?

Måske kan du ikke lide det, der står i teksten? Måske er du ikke enig? Og handler det at lære og forstå om at føle sig enig og synes om? Og hvis du henter din enighed fra dine erfaringer, hvorledes vil du så bære dig ad med at forstå noget helt nyt?

……

Hvornår forvandler en invitation til “at undre sig” til at blive opfattet som “belæring”?

Hvorfor giver jeg overhovedet en sådan invitation? Kan invitationer overhovedet gives, eller vælger den som hører, at opfatte det, der siges, som enten en invitation eller som “en sandhed” der bare skal accepteres?

Kan jeg overhovedet lære noget af nogen, eller kommer al læring af, at jeg selv ønsker at undersøge det, som der skal “læres”?

Kan nogen form for forståelse overhovedet finde sted igennem beskrivelse? Hvis beskrivelser alene består af ord og symboler, som peger på det, der kan forstås, vil det at forveksle beskrivelsen med forståelsen så ikke gøre det umuligt at erfare åbent og frit?

Bliver forståelse dermed til det, jeg erfarer, og min erfaring til det, jeg beskriver?

De to sider må for altid være adskilt. I det øjeblik jeg lader min beskrivelse erstatte det jeg erfarer igennem mine sanser, min bevægelse og opmærksomhed, vil forståelsen høre op.

Måske handler invitationer om at indbyde til at tage kontakt til hinanden – hvilket vil sige at vi i mødet, må tage kontakt til os selv hver i sær – hinsides bedømmelse? Når kontakten er der, så vil det måske være muligt at bevæge sig sammen? Så længe kontakten opleves som fri – dvs at vi hver især oplever os som frie – vil vi kunne følge hinandens bevægelser.

En god metafor på dette er en dans, som danses og læres sammen. Hvis jeg er “ovre i dig”, mister jeg fornemmelsen for mig, og dermed taber jeg opmærksomheden og forbindelsen til det, der sker, imens det sker. Jeg erstatter det, som kunne foregå nærværende og opmærksomt, med det ideal jeg har for, hvordan du skal bevæge dig, for at dansen lykkes.

Kan forståelse finde sted, hvor den, som vil lære, ikke selv har ønsket kontakten, men lader sig drive af et “skal” eller “bør”? Eller bliver det som i bedste fald “læres” at repetere, gentage, eller spejle et udtryk eller en beskrivelse?

Vil det at “tro på noget”, indebære at dette “noget” udtrykkes i en beskrivelse? Jeg tror på min forestilling og fortælling om Gud, Kærligheden, Tantra, spiritualitet, visdomsord, eller nogens mening og holdning? Og KAN nogle af disse være deres egen beskrivelse?

Kan en beskrivelse nogensinde “være fuldstændig” eller vil den i sin natur altid være “mangelfuld”…dvs. grundliggende usand?

At jeg har lært at beskrive et træ, en hund, en bil, et kys, elskov eller tantra… Betyder det, at jeg behøver at have forstået nogen af delene?

Tænk hvis forståelsen netop ligger hinsides beskrivelsen, og beskrivelsen meget let kan stille sig i vejen for at erfare det, som der er at erfare? Vil det ikke føre til, at jeg i min forståelse må slippe behovet for at fortælle, beskrive og analysere?

At forstå det som er, må for mig indebære at slippe alle dogmer, normer, regler, trossætninger, guruer, mestre, moral, retninger og forestillinger om sandhed, lyst, kærlighed og bevidsthed.

Jeg vil se, høre, dufte, mærke, sanse……frit.

Hvor gør jeg så af alle ordene, tankerne og fortællingerne? Nyder dem, som det de er!

Kan jeg iagttage min praksis, når jeg beskriver? Vil denne praksis af sig selv udvikle sig til en kunst, som ingen ting vil, ingen steder skal hen, men som alene overlader til den som ser …bare at se?

Previous Article
Next Article