For nyligt læste jeg i en notits, “at det at udtrykke sine følelser, indebar at have kontakt til sig selv.” Dette udsagn giver mig anledning til at reflektere lidt over denne “kontakt”.

At føle eller sanse

At “føle noget” adskiller jeg fra “at sanse”. Min “følelse” opstår, idet jeg giver det, som jeg sanser en betydning. Følelsen udtrykkes med andre ord i en fortælling eller beskrivelse, om du vil. Mine sanser fungerer ved at mærke forskelle og ikke andet. Jeg beskriver disse forskelle med navne som f.eks. varme/kulde, tryk og træk, lys og mørke, Støj og stilhed..etc.. Jeg kan i princippet øge min sanselighed ved at blive blive mere og mere opmærksom. Dette betyder, at jeg sanser ved at bemærke eller bevidstgøre flere og flere – ja indtil i princippet uendeligt mange – nuancer af forskelle i min krop.

Bevidstgørelse

Med bevidstgørelse beskriver jeg her ikke den betydning, som jeg giver disse forskelle, men den rene registrering af at de opstår. Først i det øjeblik jeg vil tillægge dem en betydning og derved navngive dem, opstår det, som jeg vil kalde for en følelse.

At registrere på denne måde kan jeg også beskrive med udtrykket “at bevidne”.

Da enhver beskrivelse må udtrykkes i tanke og ord, vil konsekvensen af at tillægge min sansning en sådan betydning så ikke være, at jeg i samme øjeblik mister kontakten til det, der sanses? Min kontakt erstattes med en historie. Historien om: “Hvordan jeg føler det, eller har det”.

En måde at undersøge dette på kan jeg eksemplificere med følgende dialog:

En samtalepartner fortæller mig at “hun er ked af det”.

Jeg spørger: “Hvad sanser du og hvor”?

Hun svarer: “Det mærkes med en slags trykken i mit mellemgulv”

Jeg spørger: ”Kunne denne trykken også betyde noget andet, end at du er ked af det”?

Efter nogen eftertænksomhed kommer der et forslag fra hende: “Hmm… Ja det kan måske også betyde, at jeg er vred”.

Jeg spørger så: “Gør det en forskel for dig, om du er ked af det, eller om du er vred?”….

…og dialogen kan du selv fortsætte.

Mine følelser har jeg “lært at føle”?

At have “kontakt” til sig selv kan ikke være at have identificeret sig med nogen som helst fortælling, heller ikke med de beskrivelser som du har givet det, som du sanser.

Langt de fleste “følelser”, som jeg kan skabe i mig, er nogle som jeg har “lært”. Den første gang jeg slog mine fingre som barn og græd over det…var der en voksen som trøstende sagde til mig: “Nåå…Du skal ikke være ked af det mere! Kom! Så puster vi på det”. Tusindevis af sådanne konditionerende udsagn, har formet mine “følelser”. Efterhånden som jeg voksede op og blev sprogligt kompetent, kunne jeg mere nuanceret beskrive mine “følelser”, hvilket i min optik blot betyder, at jeg kunne skabe mere kunstfærdige historier om mig selv.

Hvis jeg vil have “kontakt” til mig selv, skal jeg ikke søge den i en eneste af de historier, som jeg fortæller om mig selv. Det er ikke fortællingen, der er mig.

I stedet for denne identifikation, kan jeg forsøge at erkende den, som fortæller fortællingen. Kan den eller dette være “nogen” eller “noget” der rummes i en beskrivelse? Eller vil en sådan beskrivelse ikke blot blive til endnu en historie?

“Vejen” eller måden at få kontakt på, må derfor blive at “se” igennem enhver historie – at forstå, at kontakten ligger i stilheden, dvs. der hvor der ikke er ord og tanker som igennem deres beskrivelse stiller sig imellem det, der er, og det som forstås.

Jeg vil aldrig ved “at kunne udtrykke mine følelser”, få blot den mindste kontakt. Hverken til mig selv eller til andre omkring mig.

Når meditation kommer til dig

Du kan have en ide om at søvnen begynder før drømmen?

Prøv at iagttage din egen “søvnighed” næste gang du sidder helt stille! Måske vil du få øje på, at søvnen indtræder når du begynder at drømme?

At være vågen og have kontakt betyder at enhver drøm er ophørt, enhver fortælling om dig eller om andre er forsvundet. Med andre ord at alle ambitioner, ønsker og længsler efter at “være nogen eller noget” ikke klæber til dig mere.

Dette er det, jeg beskriver, når jeg siger at “meditation” kommer til dig. Du kan ikke stræbe efter den. Ikke kæmpe for at opleve den. Den kommer i den fuldstændigt opmærksomme sansning i indre stilhed og hinsides tanke. DER opstår kontakten.