Jeg mødte i går en kvinde på stien hen til Mahamudrainstitut i Baden-Baden, som hilste mig med en let bukken og et “namaste”. Jeg kunne ikke huske hende, og hun præsenterede sig med sit navn. Hun havde fulgt med i det, som jeg skriver, og fortalte om sine hyppige besøg hos sin Guru i Indien.

Pludseligt spurgte hun mig, om det jeg skrev, “var noget som jeg selv havde fundet på?”, om “hvem der havde initieret mig, og hos hvem jeg havde lært?

Dette spørgsmål inviterede mig til at fundere over dette behov for “at kunne trække en linie” tilbage i fortiden? og dermed at kunne pege på nogen som en autoritet?

Autoritet?

Hvad betyder “autoritet”? Selve ordet kommer af det Latinske: auctoritas, som betyder myndighed. Og slår jeg op i store Danske Leksikon henvises til to former for autoritet: “Magtautoritet” – som igennem magtmidler legitimt giver retten til at bestemme andres handlinger, opfattelser og tanker… og “kompetenceautoritet” der gør det samme igennem argumenter.

At ville give nogen eller noget autoritet, må med andre ord betyde: “at give slip på sin frihed”. Nu kan det jo være ganske praktisk at et samfund styres igennem en række regler, som vi beslutter os for at følge. Det adskiller sig vil i princippet ikke fra de regler, som et sprog følger – dvs. grammatikken? Uden en sådan fælles grammatik, vil det være meget svært at kommunikere forståeligt med hinanden. Jeg vælger altså når jeg skriver dansk, frivilligt at gøre mig forståelig igennem en bevidst omgang med reglerne – præcis som jeg vælger at køre i højre side af vejen i min bil, og standse for rødt i overensstemmelse med de vedtagne færdselsregler. Begge valg sker bevidst.

Reglers funktion er, ud over forsøge at styre adfærd, også at fratage mennesker et ansvar. Igennem reglen skabes der “pligt” og du gør dig “skyldig” såfremt du overtræder den.

Er det ikke altid “Autoritetens” middel at bruge regler? Nogle gange kamufleret som “overbevisende argumenter” eller sandheder?

Fri igennem intellektet?

For mig var det helt givet, at min frigørelse fra enhver identifikation med mit intellekt og de historier, den moral, de normer, og autoriteter som det har samlet sammen igennem årene, ikke kan ske igennem et regelsæt. Skulle jeg blive fri fra at have gjort mit intellekt til autoritet igennem en anden autoritet? Og ville denne nye autoritet så ikke også være skabt igennem intellektet?

Kan kærlighed på nogen måde forstås igennem autoritet – uanset om den udøves overfor mig, eller gives af mig? Vil kærligheden da ikke være blevet betinget, netop af denne autoritet?

Hvem kan initiere mig til noget som helst? Ja måske til at blive en del af en gruppe eller at et såkaldt “spirituelt fællesskab”? Og vil mit tilhørsforhold til denne gruppe ikke netop betinge min måde at relatere på? Altså stille sig imellem mig, frihed og kærlighed?

Var Buddha “Buddhist”? Var Jesus eller Kristus “Kristen”? … Det lyder absurd ikke?

Er Peter dum?

Jeg vil ikke “initieres” af nogen – Hvem mener sig i stand til at bedømme nogen som “egnede” eller “modne” til at blive medlemmer af “de indviede? Er det ikke blot sig selv, som de vurderer? Bliver Peter dum af at Søren siger, at “han er dum”? Eller siger det alene noget om Søren?

Alene ønsket om en sådan “initiering” vil i sig selv fungere som en ambition om at ville være “nogen” eller “noget”. Det er grundlaget for al lidelse i min beskrivelse.

Den rene undren?

Tantra fungerer som “den rene undren”. I den ER der ingen fortid og ingen linie tilbage til “den rigtige måde at undre sig på”. Min undren begynder når al ambition og autoritet ophører!

Prøv – hvis du har lyst – at iagttage det i dig selv!

Enhver ide om at blive “initieret”, at skulle følge ritualer, at være “seksuel kontinent”, at skulle trække vejret “rigtigt”, at sidde i Lotusstilling, at kunne sidde stille i 45 minutter, at følge bestemte ritualer når jeg dyrker sex…osv. skabes alt sammen i dit intellekt!

Alene ambitionen om at ville være “en tantriker” bærer bunkevis af brænde til dette bål af lidelse.

Skal jeg så have en ambition om at ville undre mig? Rummes denne undren overhovedet i min forestilling om den? Ved jeg overhovedet hvad det “er”?

Når jeg er til stede, fuldkommen uden viden, uden tro på noget som helst, helt vågen og opmærksom, hvilket indebærer at jeg også er uden anstrengelse og fuldkommen ubundet… Så ved jeg ikke, at jeg er det.

Noget intellektuelt bavl?

Da en for nyligt kommenterede et af mine indlæg som “noget intellektuelt bavl” og en anden fulgte op med, “at det jo ikke kunne bruges til noget”, måtte jeg inderligt le. Begge har fuldstændigt ret. Hvor opstår dette “intellektuelle ubrugelige bavl” ….her på din skærm, eller inde i hovedet på dig, som læser det?

Det er for mig så vidunderligt paradoksalt at gøre dette i ord, og du kan ikke “bruge dem” til noget som helst. For-undre-ligt… ikke?