Fra vi fødes, til vi dør, relaterer vi os til verdenen omkring os. Det er vel noget af det mest grundlæggende ved det at leve, at vi interagerer, kommunikerer, og forholder os til både os selv og andre væsener omkring os? Intet levende kan leve uden denne færdighed?

Bliver så ikke måden, som vi relaterer os til andre, os selv (og andet) til noget af det vigtigste at undersøge overhovedet?

Hvis vi vil tale om frihed, kommer den samtale så ikke også til at handle om vores relationer og måden, vi skaber dem på?

Hvor ofte møder jeg ikke dette tema, både i mig selv og hos andre, at relationen til en anden er styret af normer og faste forventninger? For ikke at nævne den rolle som vores erfaringer og historier får.

Kærlighed

At tale om kærlighed handler også om at sætte en kvalitet på måden, som jeg tager kontakt på. Kan jeg overhovedet have kærlighed, hvis denne er betinget af en form eller en konvention? Noget som man skal, må eller bør? Eller fungerer kærlighed ikke netop kun i den totale frihed? I den frihed, hvor valget træffes ud af egen ansvarlighed og ikke igennem en regel?

Fungerer denne kærlighed så som noget, jeg kan gøre igennem mine tanker? Er det muligt at møde et andet menneske uden at lade sig belaste af det, som vi oplevede sidst vi var sammen, eller for 5 år siden, eller for en menneskealder siden? Kan jeg slippe den fornærmelse eller de skældsord og fordomme, som du konfronterede mig med i går? Hvad med rosen, de smukke ord, den udtrykte beundring og positive bedømmelse? Vil den ikke også påvirke vores relation på en måde, så friheden forsvinder? Kan jeg lægge al hukommelse om dette til side, i samme øjeblik, som jeg hører det?

Vil jeg det? Og må jeg ikke erkende, at hvis jeg ikke gør det – reflekteret eller ureflekteret – så vil disse erindringer betinge min måde at relatere til dig på?

Prøv at se på ægteskaber og parforhold, hvordan den ofte uudtalte form og forestilling om hvad der er tilladt og forbudt , sammen med smertelige erfaringer bringer kommunikationen imellem ægtefællerne ind i en skabelon. Kan man overhovedet handle frit i den sammenhæng og under de betingelser? Og kan kærligheden så trives?

Vil ikke bare det at benævne en relation som ”noget”: Min ven, min kone, mit barn? Fjerne friheden i måden, som vi relaterer til hinanden på? At give det vi gør med hinanden et navn, vil det ikke ”fryse” det, som kunne være i bevægelse til noget der er forudsigeligt, defineret og skemalagt?

Kan tanken nå kærligheden?

Vil ikke enhver tanke fungere sådan? Enhver tanke benævner? Og kan denne frihed så overhovedet opnås igennem tankens kraft? Kan vi tænke os til kærlighed, eller ligger kærligheden hinsides det, som foregår igennem ord, benævnelser og begreber? Vores forestilling om kærlighed som et bestemt mønster, der skaber fornøjelse, glæde, og tilfredsstillelse vil stille sig i vejen for kærligheden selv. Forlanges kærlighed – selv blot i den mindste spæde forventning eller ønske, lukker døren sig for den. Frihed opstår der, hvor vi begynder at give slip.

Tantra

Igennem tantra tages der fat her. Ikke som en religion, form, esoterisk fortælling eller tradition, men som at åbne et rum for at erfare. Erfare, at det er muligt at få virkelig kontakt. Ikke til de historier og etiketter som vi kunne hæfte på os hver især – som jo reelt set ikke skaber anden kontakt end til vores egen forestilling – men til den frihed og kærlighed som opstår hinsides fortællingerne. Forståelse for dette kan du kun opnå ved at erfare. Intet bogstav, heller ikke disse, kan bringe dig spor nærmere til kærlighed ud over måske at invitere til at give slip?

…og lad være med at tro på et ord af hvad jeg skriver.