at skylde noget

At skylde noget er det kit, som holder sammen

Skyldfølelse

Samfund bygges på at skylde noget. Det kit som holder parforhold, familier eller hele samfund uanset størrelse sammen – kalder jeg for skyldfølelse.

At skylde noget til nogen, betyder at stå i gæld til dem. Gæld skal betales, som det er aftalt. Sker det ikke mister man sin ret. Friheden er allerede tabt ved gældens indgåelse.

Hvis jeg “gør noget for dig”, så tænker vi i skyld og gæld. Det hænger sammen med, at kongen/staten har ret til en del af den værdi, som skabes i det land, som er kongens. Enhver tjeneste eller leverance, fra en borger til en anden – udløste automatisk gæld til kongen. Du og jeg fødes ind i pligt og skyld.

Penge er at skylde noget

Penge skabes som gældsbeviser. Låner jeg 200.000 kr i banken til at købe en bil for, så udsteder Banken et gældsdokument. Det betyder at de øger pengemængden i samfundet med 200.000 kr.

Penge blev opfundet, for at kunne betale konger denne skat. Fremfor at blive ved med at aflevere får, kvæg, korn eller børn (som arbejdskraft og soldater) som betalingen på at “have lov/ret til at leve i et bestemt afgrænset område. “Kongens” eller “Herremandens” land – skulle man aflevere “penge”. Symboler blev stemplet på metaller, og udtrykte forskellig “værdi” ..dvs. skyld.

Du har retten til at leve, hvis du betaler for det igennem det, du leverer til samfundet. Hvis du ikke kan det, opfattes du som en byrde. Du er ikke i stand til at bidrage til de fælles omkostninger OG det, det koster at passe på dig.

Vi satte grænser for at holde naturen ude

Det hele opstår ud fra en ide om at hegne en del af naturen/universet ind og kalde det for “mit”. Det, som er udenfor hegnet gøres til “natur”. Det, som er indenfor til “kultur”: “Min ejendom – min ret”. Et ejerskab der kun kan opretholdes i det omfang, jeg formår at passe på det.

Det betyder på den ene side at holde naturen udenfor hegnet, og på den anden side at forhindre, at en anden kan tage det fra mig, og kalde det for “sit”. Måden det kan tages fra mig på kan være igennem vold, eller ved at gøre mig skyldig til at betale med det, jeg har gjort til mit.

Jo mere eftertragtet dette, jeg kalder for “mit” er, jo mere antages det at være “værd”. Altså: Jo mere gæld og skyld kan der betales med det.

På den måde gøres Naturen udenfor grænsen til en modstander. Den kan dybest set ikke holdes ude. Hvem kan styre regnen, blæsten, solen, dyrene, frø som blæser i vinden, kulde og varme og alt det uordentlige spontane liv?

Ejendomsret og kultur

Alle andre, som kunne være mægtige nok til at overtage det område, som bag grænsen var kultiveret igennem umådelige mange timers møje og besvær, blev også til fjender. Ejendomsretten blev skabt på den måde. Den som havde magt fik også ret.

Hvordan forsvarer man sig bag sine hegn mod både natur og andre mennesker? Ved at bygge hegnene stærkere og højere. Ved at gøre kulturen mere rigtig end naturen, og den ene kultur bedre end den anden. Kultur skabes om det, som gøres “fælles”: Sprog, vaner, fortællinger, og forestillinger om “orden”: En GUD eller flere Guder… Igennem illusionen om det “guddommelige” kunne skyld og gæld forlænges til at vare ud over fødsel og død.

Man kunne fødes i synd (gæld) – arve synd (gæld) – og stå i evig skyld og gæld.

At skylde noget, frihed og grænser

Med skyld kommer angst for at miste frihed: Ikke længere at kunne handle impulsivt og spontant for at passe på sige selv. At være fri betyder at kunne bevæge sig i integritet. Hvis nogen gives en “ret” til at tage denne integritet fra dig igennem “skyld”, så følger angsten med.

I disse kulturer, som blev skabt ved at sætte grænser op og give ret, blev børn opdraget med skyld, skam, straf og angst. “Det skylder du dine forældre! og din familie!” … Lyder stadig som et gennemgående mantra. Jeg kan føje “… dit land, Kongen og Gud” til… Omend “Konge” og “Gud” måske er faldet lidt i baggrunden i nogle samfund i dag?

Personlige grænser – som grænse-overskrides?

Grænse-tankegangen er så fremherskende, at vi taler om “personlige grænser”?
Som om du og jeg er små indhegnede enheder, der bevæger os rundt, og på den måde kan holde naturen og alt hvad der kan true os ude, og tillade alt, hvad der er godt for os at komme ind?

Tænk bare på de 2 år, hvor politikere fik milliarder af mennesker til at bære masker som en sådan grænseforanstaltning! At det så samtidig blev svært både at ånde ind OG UD… blev der ikke talt meget om.

Det er blevet så slemt, at hvis nogen siger noget til dig, som du ikke kan lide at høre, så kaldes det for “grænseoverskridende.”?

Trutter en elefant også grænseoverskridende i sin snabel?
Er det også grænseoverskridende hvis en måge skider på min skulder på sin vej ud over havet? Grænse-over-skidende måske?

Kærlighed kender ikke til at skylde noget – eller grænser

I kontakt til kærlighed og bevidst opmærksomhed til det, som er, findes der ingen virkelige grænser. Det ses at deres eksistens har illusorisk karakter. Vi gør som om, der er grænser.

At stille spørgsmål ved den illusion udgør en risiko for hele samfundet. Det bygges på “at have retten til” … At kunne forvente en ydelse. At skulle levere. At være privilegeret i kraft af den “man er” . Dvs. sin fortælling og den værdi den gives som en del af den kollektive fortælling. … Og ikke mindst den magt det giver, når tilstrækkeligt mange mennesker står i gæld til en: Magt igennem Skyld!

Pengenes magt – er at herske over skyld. At eje noget – betyder i vores samfund at kunne stille sikkerhed for at betale sin eventuelle skyld.

“Der går min grænse!”

Når nogen siger til mig: “der går min grænse!” –
Så hører jeg: “Det vil jeg ikke!” ..
Det finder jeg godt!

De passer på sig. Og det er ikke “den illusoriske grænse”, som gør det, men at de SIGER og tydeligt viser “stop”.

At blive mere og mere levekompetent i mødet med naturen, betyder at lære at bevæge sig med det, som er. Skridtvis at undersøge hvad- og hvordan jeg bevæger mig i opmærksom, bevidst kontakt med det jeg ser som noget, der er “omkring mig”. Det involverer alle sanser og hele mit intellekt

Børn gør det af sig selv. Og vi kan som voksne understøtte dem i HVORDAN de kan fornemme, hvad der går og, hvad der ikke går, når de vil udforske den både vidunderlige og nogle gange farlige natur.

Den læring er umulig i skyld og angst

Denne læring bliver næsten umulig, når den forbindes med skyld og angst. Fortællingen om “grænser” kan erstattes med fortællinger om “at undersøge det mulige” på en sådan måde, at vi passer på både os, hinanden og det som er imens.

… At vi IKKE er afgrænsede, men ET… at forbundenhed og samtidig fælles bevægelse måske bedre beskriver det, som er?

Gør jeg noget, bevæges du. Når du bevæges, bevæges jeg – og med os alt hvad der er? Den indsigt – ikke blot som en tanke – inviterer i medfølelse.

Det helt store evigtgyldige spørgsmål, som nok overhovedet ikke kan rummes i et sandt svar bliver: Hvordan?

Vær med i et af vores undersøgende praksisfællesskaber :

Cupisofi og elskovskunst

Systemisk arbejdsgruppe og relaesthetics