Er det virkeligt kun relevant for bøsser og lesbiske at springe ud med sin seksualitet , eller kunne det gælde lige så meget for andre også?

At springe ud

Jeg fik tilfældigvis åbnet for et radioprogram på SWR og lyttede opmærksomt til en talsperson for den tyske pendant til Landsforeningen af Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner, som talte om vigtigheden af at kunne være åben omkring sin seksualitet, uden at skulle frygte for repressalier eller afstandtagen på sin arbejdsplads.

Han var velformuleret og interessant at lytte til. Da interviewet var færdigt, reflekterede jeg over udtrykket: “at springe ud” – der ofte benyttes om Bøsser og Lesbiskes første åbenlyse tilkendegivelse af den seksuelle tiltrækning til eget køn.

Min umiddelbare tanke var, at ALLE måske kan have brug for at “springe ud med sin seksualitet”. Dvs også såkaldte “heteroseksuelle”.

Jamen er det da behov for det? Er heteroseksuelle ikke frie? DE diskrimineres vel ikke, eller forfølges for deres seksualitet?

Skyld, skam og blufærdighed

Når jeg ser efter en ekstra gang både indad og udad – og tænker på de mange møder jeg har med mennesker igennem Mahamudrainstitut, så slår det mig at meget få føler sig “frie” i deres seksualitet eller kontakten til lyst. De ligger under for skam, skyld og blufærdighed.

Det er SÅ svært at stå ved sin seksuelle lyst, kropslighed og naturlige liderlighed. Samfundet sætter kollektivt meget stramme normer op for seksuel acceptabel adfærd – og her taler jeg ikke om ekstreme tilbøjeligheder – men om helt almindelige følelser og lyst hos flertallet.

Når mennesker f.eks. kan afpresses med truslen om at onani- eller elskovs-billeder offentliggøres, med angst for at få ødelagt sit “ry” – og det vel at mærke er en så naturlig del af vores liv både at masturbere, onanere og elske, hvor er der så frihed i os?

Ja der skal ikke mere end et nøgenbillede til i offentligheden, for at nogen føler “at livet er ødelagt”.

Seksuel ensretning

Kirkens og højre- /venstre-fløjens strenge moral er i spil.

Ja! Den seksuelle ensretning og moral er meget lig kirkens på begge de politiske fløje. Det ligger i det forhold, at mennesker der lever i fri kontakt til lyst, ikke kan styres.

Kontrol fordrer angst. De to betinger hinanden.

Det gennemsnitlige parforhold (hvis der findes sådan et) sætter ret snævre grænser for, hvad der er acceptabelt at partneren gør. Seksualiteten skal helst være “ens” hos to, som vil leve sammen.

Den er blevet gjort til en “pant” eller betingelse for tosomheden. En studehandel der erstatter anerkendelse og åbenhed for forskellighed.

Sex med hinanden i dette parforhold, gøres til en målestok for, “om vi vil være sammen” og forbindes med angst, hvis den udebliver for længe, eller ikke er “lysten nok”.

Effekten af det er, at det bliver til “bekræftigelses-sex” og ikke elskov i kontakt til kærlighed. Sex gøres til et middel til at fremme harmoni. Sex “bruges” til noget.

Hvor bliver kærligheden af i denne fortælling?

Kærlighed “retter sig ikke imod nogen” – den er en tilstand.

Det er for mig meget tankevækkende, at hverken Jesus eller Buddha på noget tidspunkt forbinder kærlighed og parforhold med hinanden?
De bygger begge på tanker og indsigter der er meget ældre end dem selv.

Kærlighed er i deres invitationer, ikke noget der hverken “retter sig mod nogen eller noget, eller som kan betinges. Vi kan i følge deres fortællinger måske leve i kontakt til den frihed, som kærlighed peger på i hengivelse, lyst, medfølelse og ansvarlighed?

En ansvarlighed der KUN findes, hvor der er frihed og ingen pligt. Igen og igen lyder budskabet, at det ikke er “loven”, moralen, eller normen der skal være grundlaget for vores handlinger, men medfølelsen og anerkendelse af det, der er.

SE! og indse at min bedømmelse gør blid, hvis jeg gør den sand.

Det romantiske forhold

At der så i de religioner, som fulgte efter begge, opstod regler og påbud om det hellige ægteskab, hvor troskab blev ensbetydende med ejerskab til kvinden, og derfor blev straffet lige så hårdt som det at stjæle en andens ejendom og kvæg. Har absolut intet med “kærlighed” at gøre, men om magt.

At alle i dag sværmer for det “romantiske ægteskab” – på trods af at det typisk kun varer så længe de medvirkende kan holde masken som i en græsk tragikomedie, er af nyere dato. Det opstod med “romantikken” for godt 150 år siden, hvor “det kærlige blev set som noget helt unikt BETINGET af to mennesker, som var skabt for hinanden”.

At identificere sig med en relation

En ide der i dag har sin renæssance og i særdeleshed i hinduistisk inspirerede tantra kredse, med særlige kurser for at opretholde lykken imellem hinanden som “par”.

Nu kan det lyde som om jeg ikke går ind for “parforhold” eller “par-relationer”. På sin vis er det rigtigt. Jeg ser hvad det at identificere sig med en “relation” gør ved mennesker.

En relation, om den så puttes i en form som at være venner, slyngveninder, et par, ægtefolk, søskende, poly-partnere,  “et åbent forhold” etc… rummer et særligt socialt understøttet “regelsæt”. En række normer og forventninger der end ikke behøver at blive udtalt, fordi de simpelthen er en del af et kollektiv skema.

Når vi “går ind i en relation” vil vores bevægelse med hinanden uvilkårligt betinges af disse regler.
Skyldfølelsen bliver det “kit” som knytter mange par sammen i årevis. Og da det er det mønster mennesker kender, bringer de det med ind i de næste forhold.

Naturligt at tage hånd om hinanden

Hvad, jeg derimod ser som sundt og naturligt, er impulsen til at leve sammen og tage hånd om hinanden:

At relatere nært i frihed og dermed i ansvarlighed og medfølelse.

Danse sammen, hvor den, der forstår at danse, har indset, at det dybest set handler om at flytte sig sådan MED hinanden, at der åbnes rum FOR hinanden og i sig selv – i fuld opmærksomhed på på det, der sker i og imellem os, og så sandelig også i forhold til alt omkring os.

Danse og når vi kommer til at træde hinanden over tæerne, flytte sig uden at gå væk. Måske trække vejret i en pause, og så mødes igen i et “jeg kender dig ikke”.

Kærlighed betinges ikke af nogens “kendskab” til en anden. Kontakten til kærlighed er, hvor den bevidste opmærksomhed i det, der sker lige her og nu, lever. Hvor fortid, betydning, fremtid og ambition er erkendt som illusion.

At springe ud med sin seksualitet

Jeg ser et behov for “ at springe ud med sin seksualitet ” for “Skabs-seksuelle” som overalt – uanset køns-præferencer – lever i skyldfølelse og skam.

Hatten af for de mange bøsser og lesbiske der har taget turen. … eller en del af den. Jeg tror mange bøsse-par og lesbiske-par også kan nikke genkendende til ovenstående?

Jeg vil gerne undersøge sammen med mennesker, der sanser behovet for at åbne skabet og ikke ved hvordan. Der er ingen “formel” for at springe ud med sin seksualitet og uendeligt meget at undersøge og undres over: At se!

Hvor der ses, forvandles der. Det er sådan opmærksomhed fungerer.

Når identifikation med historierne om os slippes, forvandles og transcenderes … hinsides erfaring og beskrivelse.