Når vi taler om “at tænke”, hvad betyder det så? Altså ikke hvad vi tænker på, men hvordan vi tænker?

Spørgsmålet har alle dage været super relevant. I vores tid, hvor såkaldt “kunstig intelligens” vinder frem, har det måske fået en særlig aktualitet? Kan de store konstruerede neurale netværk (LLM) tænke?
Hvis de ikke gør det, hvad får så mange mennesker til at opfatte dem som “tænkende maskiner”?

I forhold til “Tantra” – som i tusinder af år – har inviteret til at iagttage naturen af det, som er – og altså dermed også til at betragte naturen af det, VI er, er der en direkte sammenhæng.

Fødes vi som tænkende?

Et spædbarn fødes med evnen til at tænke. I første omgang ved, at det som organisme eller som et “organisk system”, kan bevæge sig, sanse, og dermed også skelne.

Noget meget interessant i den sammenhæng er, at det IKKE kan skelne imellem, hvad der hører til sig selv, og hvad der hører til omgivelserne. Dets verden er ganske enkelt at skelne.

Meget hurtigt opdager det, at der tilsyneladende er forskel på noget, indenfor, og det som synes at være udenfor? I modsætning til livet i livmoderen, må al føde nu ind igennem munden. Med ilten i luften fungerer det på tilsvarende vis. Vi skal ovenikøbet selv gøre noget for det!

Det bliver temmelig betydende i forhold til, at barnet kan skabe en forbindelse imellem det, det gør, og AT det tilfredsstilles igennem at få noget næring. Parallelt forholder det sig med vejrtrækningen.

At skabe mønstre som gentagne måder at forbinde og relatere på

Jeg kan beskrive det på en anden måde: Barnet erfarer, at når det handler i verden, svarer verden på det. Vel at mærke sådan, at det er ikke ligegyldigt, hvordan det handler?

Det belønnes igennem tilfredsstillelse, det vil sige at smerte og ubehag f.eks. fra sult og manglen på luft forsvinder, når det gør noget på en bestemt måde, hver gang det optræder.

Hver gang det gentager de bevægelser, der skal til for at få noget at spise, bliver han/hun bedre til det. Hver eneste gentagelse skaber en variation, som forandrer både måden, den gøres på, altså barnet selv, og beder omkring det. Gentagelser er således ikke kopier af sig selv, men reproduktioner med variationer. Præcis som alt levende også formerer og bevæger sig på.

Gentagelsen bliver på den måde også til det, som reducerer den anstrengelse, der kan være forbundet med handlingen.

Gentagelser belønnes med andre ord af sig selv!

Børn begejstres i det hele taget over noget, der gentager sig.

Se f.eks. Hvordan små børn i den grad fryder sig over at iagttage, hvordan deres fødder og hænder bevæger sig! Igennem det åbenbares, at der er sammenhæng imellem det de gør, og det de ser ske. At kunne skabe sådanne sammenhænge, er helt afgørende for evnen til at lære at tænke.

Gentagelser betyder også for små børn GENKENDELSE… Og derigennem: at anerkende sig selv som “fornemmelse” …og ikke som det senere erstattes af: igennem bedømmelse.

Begyndelsen på hvordan vi tænker?

Det bliver begyndelsen på at tænke:

Igennem gentagelser at skabe mønstre, der er nyttige i forhold til at bevare integritet? Altså at holde sig selv i live i mødet med bevægelse omkring sig.

At tænke bliver en måde at udvikle handle-kompetence på. Ved at genkende noget, som ligner, lærer vi at gentage handlinger, der var nyttige i tidligere situationer.

Hver gang vi overraskes over, at det, vi møder i den konkrete situation, måske alligevel ikke svarer til de mønstre, vi indledningsvist gentog? Så opstår der muligheder for at udvide- og finde- nye og flere muligheder for at skabe mønstre.

Sådanne overraskelser kan også føre til, at vi igen og igen præsenteres for et overordnet “meta-mønster”, som mange lærer: Nemlig, “at vi har gjort noget forkert”.

Det finurlige ved det hele, er, at måden vi reagerer på, når vi oplever henholdsvis belønning, bekræftelse, afvigelse, fejl eller sågar straf, også virker som mønstre, der opstår som gentagelser!

I takt med at vi bliver ældre, vokser kravene og forventningerne til vores evne til at kunne tænke selv. Fra bare at blive set, oplever vi i højere grad at blive bedømt.

Hvordan virker det når anerkendelse og fornemmelse erstattes af bedømmelse og vurdering?

• Når det ikke længere er “nok” bare at iagttage og skabe- forbindelser imellem det ene og det andet. Ikke er tilstrækkeligt at erkende umiddelbare sammenhænge, men at de pludselig kan være “rigtige” eller “forkerte”. “Uønskede” eller “ønskede” …?

• Når det, vi gentager, og hvor ofte vi gør det, bliver afgørende for, hvordan vi ses af det sociale fællesskab uden hvilket, vi ingen egen eksistens har som deltagere i det!?

Så forbindes det “at tænke” også med angst og kontrol. Vi lærer igennem sådanne gentagne vurderinger at identificere os med vores tænkning: Er “jeg” rigtig eller forkert?

At gentage det, andre gør?

Det at tænke udvikles igennem gentagen interaktion med alt omkring os, imellem de mange relaterende systemer, vi kan beskrive i vores krop, og frem for alt igennem de belønninger eller overraskelser, vi oplever, når vi gentager.

Til det hører i allerhøjeste grad, at vi bliver set af mennesker, vi er afhængige af, når vi gentager det, DE gør. Når vores måde at gøre noget på spejles af andre mennesker, føler vi os set og anerkendte. Det er med til at give os en følelse af at være forbundne.

Det er ganske enkelt gentagelsen, og evnen til at gentage, der er nødvendig for vores overlevelse fra helt tidlig alder.

Det er også evnen til at gentage og imitere, der udgør grundlaget for hvor, hurtigt og præcist vi lærer det, som andre forventer, at vi skal lære. Også den evne øges igennem gentagelse.

Hele vejen op igennem vores uddannelse og færden iblandt andre børn og unge, bliver det altså afgørende, at vi kan gentage det, andre også gør. Om det så er “kammerater”, idoler, eller undervisere.

Nogle opdager i den forbindelse, at “gode karakterer” ikke gives for evnen til “at tænke selvstændigt”: Altså at udvikle NYE måder og variationer i at gentage noget på, men netop ved at kunne gentage det, som lærerne vil, at de skal gentage, for at blive set som værende “dygtige”.

At tænke som social tilpasning

Hvordan vi tænker og hvad vi tænker, bliver til igennem bedømmelser og vurderinger til spørgsmål om social tilpasning og -nytte, mere end om hvorvidt det, vi tænker, spejler naturen af det, som er, udenfor denne sociale kontekst.

Det forholder sig i øvrigt sådan igennem hele livet for mange mennesker! Fællesskaber omkring religioner og ideologier er nogle af de mest stive og vedvarende sociale strukturer, vi kender.

Hvad skabes de af? Af imiterede gentagelser! Ritualer, bønner, trosbekendelser, traditioner, helt bestemte faste forestillinger om, hvordan verden er blevet til og fungerer, og f.eks en gentagen adskillelse imellem “os og dem”..

Fra meget tidlig alder at blive konditioneret til at tilpasse sig sådanne socialt accepterede mønstre og måder at tænke på – vi gøre det utroligt vanskeligt at ændre.

I den forbindelse kan det at “stå alene” og igennem sin anderledeshed alligevel ikke at kunne hente anerkendelse ved at efterligne gruppens mønstre, blive netop til DET, som åbner for at opdage mangfoldigheden i andre måder at skabe mønstre på!

Afhængighed og bindinger

Hvad kan så få mennesker til at gentage handlinger, som åbenlyst også må kunne skade dem selv? Kan de ikke se, at det er det, som sker?

Hvis det fungerer sådan at gentagelsen i sig selv kan være belønning nok, så bliver det meget indlysende at se, hvordan afhængighed vedligeholder sig selv!

Hvis vi igennem stort set hele vores opvækst erfarer, hvordan det at gentage og reproducere noget “rigtigt”, fører til belønning og anerkendelse?

Hvad sker der så, hvis belønningen, der opleves ved en bestemt gentagen aktivitet der bedøver kroppen er: At SLIPPE for at tage bedømmelsen og vurderingerne så tungt?

Altså: At misbruget, set som gentagne handlinger, erfares som en flugt fra kravene til konformitet!?

Så kommer det gentagne misbrug og afhængigheden til at virke anerkendende i sig selv.

Vaner

At finde anerkendelse igennem gentagelserne selv gør vi alle.
Vi kalder dem for “vaner”

Vi siger: “Jamen det er sådan, jeg er!” Når nogen spørger til vores måske gentagne adfærd.

Det er i grunden let nok at se, at det vi “er” udtrykkes igennem gentagelser.

Læg blot mærke til, hvordan hjertets puls mere eller mindre styrer alle vitale funktioner. Det gør det ved at sende ilt og alt muligt andet rundt i kroppen.

En puls der iøvrigt ændrer sig alt efter, hvordan vi bevæger os i vores omgivelser, eller de bevæger os.

Det bliver for den opmærksomme et hint om, at vi ikke har nogen egentlig egen eksistens uafhængigt af det, vi har lært at være “afgrænsede” fra – altså alt det andet, som ikke er “mig”.

Puls

Hvad mener jeg med puls? Puls kan vi opfatte som rytme, takt og tempo, der kan varieres uendeligt. Naturen af Puls, er gentagelse.

Puls er det, som muliggør at, vi kan relatere. Puls er det der gør, at universet bevæger sig (eksisterer). Puls er fuldstændig grundlæggende for det, som er.

En anden måde at beskrive puls på, som jeg holder meget af, er: At se det som at åbne og lukke.

Vel at mærke således: at bevægelse, der åbner, også er bevægelse, der lukker. Om noget lukker eller åbner, handler udelukkende om perspektiv. Perspektiv udtrykker også blot et mønster: En måde at relatere igennem gentagelser på.

Puls består ikke af “bevægelser”. “Bevægelser” findes ikke i flertal, medmindre vi ser dem som “ting”. Bevægelse skaber illusionen om ting.

At tænke er at forbinde

At tænke kan også beskrives som at skabe mønstre. Et mønster opstår ved at forbinde. Det vil sige at relatere noget forskelligt til/med hinanden. Forskelligheden opstår ved, at den, der skaber mønstre, skelner i imellem det ene, og det andet.

At at gøre noget større end noget andet, udtrykker et mønster.
At gøre noget tungere end noget andet er udtryk af et mønster.
Kroppens evne til at skelne imellem hvordan lyset reflekteres, er det, der skaber oplevelsen af farve i intellektet hos den, som skelner.

Vores evne til at skelne er betinget af både hvad vi kan skelne, – det vil sige hvad vores sanser er i stand til at skelne – og vores kompetence til at bevæge os. Alle sanser fungerer kun når de bevæges. Enten af os selv, eller af omgivelserne.

Det er i princippet umuligt at fastlægge om skelnen opstår i igennem os eller igennem dem? Uden omgivelserne ville vi ikke være der, uden os ville de ikke være der, som de er.

Sådan fungerer det “at tænke” også.

Det er meget interessant at se, hvordan de nye neurale kunstige netværk, ved at blive trænet på meget store mængde data tilsyneladende kan give os en illusion om, at de er i stand til at tænke.

De trænes på mønstre, som er skabt af mennesker. Mønstre vi genkender. Når vi gør det, får vi en følelse af, at de næsten er som os. De er imidlertid meget langt fra overhovedet at være levende.

Det er interessant at iagttage, at når noget gentager på samme måde, som vi gør, så føler vi os spejlet i det, og fristes til at gøre det levende som os.

Vi genkender os selv i det.

Mennesker trænes ikke på datasæt. Vi forstyrres kontinuerligt af og igennem hver eneste kropslige interaktion med omgivelser, der forandrer sig.

Det svarer til for hver bevægelse at øge vores datasæt og dermed også de potentielle muligheder for at skabe nye forbindelser, der kan udvikle og ændre vores evne til at tilpasse vores forståelse, beskrivelser, erkendelser og adfærd.

Oven i det har vi lært og er blevet trænet i at se og gentage helt bestemte mønstre, som det forventes, at vi også benytter, når vi færdes i sociale sammenhænge. På den måde kan andre mennesker, i den adfærd, de ser hos os, genkende sig selv.

FOR afvigende adfærd, vil ofte føles truende alene i kraft af, at den udfordrer måden, vi selv skaber gentagelser og dermed mønstre på.

Det er naturligvis frygteligt anstrengende hele tiden at skabe nye forbindelser og opløse de, som vi tidligere havde oplevet som nyttige. Derfor tenderer vi også til at samle forstyrrelser i store kategorier, som vi groft beskrevet kalder for: “nåe det kender jeg godt!” eller: “Det er jo det samme som…” med variationen: “Det har jeg prøvet før”.

Med alderen opstår der en træghed og frem for alt dovenskab i forhold til at skabe nye mønstre, og øve nye måder at gentage på.

At tænke reaktivt og reducerende

Dette: “Det kender jeg godt” .. kombineres ofte med at reducere alt, hvad der kunne være nyt, ved at reducere antallet af detaljer, der skelnes, til de færrest mulige. Det kvæler hurtigt og sikkert både læring og kreativitet.

Reducerende tænkning genkender jeg f.eks når der anvendes koncepter og konceptuel undervisning. Et koncept udtrykker om noget en bestemt måde at ordne på, som gøres “sand”.

Når jeg møder sådanne koncepter, så vil graden af deres detaljeringsgrad og manglende villighed til at afprøve noget andet, spejle behovet for kontrol hos underviseren (-erne).

Kontrol udtrykker på samme måde som alle andre mønstre en gentagen måde skabe orden på. En illusion af orden i et kaotisk, uordentligt spontant og uforudsigeligt univers, som vedkommende gentagne gange har følt sig “angst” i?

Religioner er, som tidligere nævnt, eksempler på konceptuele gentagelser, der om noget kan binde mennesker i reducerende tænkning.

Form

Jeg kan naturligvis med en vis ret hævde, at de fleste af de begreber, vi anvender, også repræsenterer koncepter:

En brødrister, en bil, en skoleklasse, en familie osv. anvender vi som beskrivelser, der sammensættes af et utal af del-koncepter, der hver især også kan underopdeles.

Det hører med til mønsterdannelse, at et mønster sammensættes af del-mønstre, som igen består af mønstre etc. Hvis jeg f.eks. siger, at jeg er i gang med at lave faster Odas- traditionelle chokoladekage, så rummer disse ord i virkeligheden en meget høj kompleksitet.

På den måde bliver det meget praktisk at samle den i de tre ord, som repræsenterer og peger på disse komplekse handlinger.

Det kræver så en vis kompetence, hvis nogen ønsker at dykke ned i, hvem faster Oda var? Hvad var mine relationer til hende, hvis der overhovedet var nogen? Ud over, at hun måske var min fars søster? Og lige præcis hvordan og hvor, adskiller den chokoladekage sig fra andre chokoladekager?

Reducerende tænkning, vil komme til udtryk, hvis det ville være forbundet med et stort ubehag, at eksperimentere med faster Odas kage, og udvikle forskellige måder at lave chokoladekage på.

De kunne dermed alle sammen være varianter af faster Odas chokoladekage?.. Eller måske helt nye måder at se “chokoladekage” på?

Dette med at opløse form og koncepter, peger på det, jeg kalder for: Undersøgende tænkning.

At tænke undersøgende

Når, vi tænker undersøgende, så søger vi ikke efter et rigtige svar, men afprøver aktivt kropsligt mange forskellige parallelle og måske komplementære muligheder?

Igennem en sådan undersøgelse kan vi øge vores opmærksomhed på, hvornår vi gør noget kendt, og hvad vi opfatter som nye sammenhænge, vi måske ikke har set før, eller blot ikke har gentaget særlig ofte?

Jeg beskriver det, vi opfatter som det kendte, som “os selv,”. På den måde rummer den undersøgende tænkning på den ene side den udfordring, at vi må opgive at identificere os med et fast selv.

Det er netop det som både de klassiske Tantras og Den systemiske teori og praksis inviterer til: At få øje på at det vi ser som “vores selv” intet andet er end illusionen, der opstår igennem identifikation og gentagen selv-bekræftelse.

På den anden side belønner undersøgende tænkning os ved, at vi bliver i stand til – i kontinuerligt forskellige situationer – at udvikle- og øge- antallet af muligheder for at handle kompetent.

Der opstår nye muligheder, som måske er nyttige og måske ikke.

Det ikke-nyttige bliver lige så nyttigt som det nyttige. Begge understøtter bevægelseskompetent erkendelse.

Denne undersøgende tænkning minder på mange måder om børns leg, hvor det ikke handler om at vinde, eller at noget skal være rigtigt eller forkert, men simpelthen at undersøge forskellige muligheder for at forbinde sig med det, der er..

Det, som kendetegner det “at lege”, er, at vi mister os selv i legen. Vi bliver til “det legende”.

Det svarer f.eks. meget godt til at orgasme?

Den bedste måde at forhindre nogen i at orgasme på, er at spørge ind til deres selv. F.eks. ved på meget enkeltvis at spørge dem: “Kommer du nu?” Det vil næsten med garanti forhindre det i at det sker.

Er det muligt at træne mennesker til at tænke på anderledes måder?

Vores krop bliver ved med at være et lærende system igennem hele livet. Hvor let eller svært det er at opdage noget nyt, afhænger af, hvor meget vi har gentaget at identificere os med det, vi ved.

Det gælder i allerhøjeste grad i forhold til at ændre på måden, vi tænker på. En sådan ændring svarer på mange måder til at være villig til at stille spørgsmål til vores helt grundlæggende selvopfattelse. Med den også til vores erkendelse af naturen af det, som er.

Det er min optik ikke muligt at ændre måden at tænke på, uden at vi også ændrer måden, hvorpå vi i det hele taget bevæger os på.

Vi er ikke et tænkende intellekt. Vi er en tænkende krop!
Måden vi sanser og bevæger os på, og måden vi lader os blive bevæget på, er tæt forbundet med villigheden til at erfare nyt.

Det er det, de klassiske tantras inviterer til. Det er også centralt i systemisk tænkning og -handlen. De handler ikke så meget om at lære i traditionel forstand, men om at få øje på og afprøve nye måder at forbinde på.

Jeg finder mange muligheder for i et fællesskab at gøre det lettere end ellers. Det kan blive til et emne i en anden artikel.

Du kan også deltage i Cupisofi på Mahamudra-institut og erfare det direkte <3