At være total i mødet

udsigtdolomitter

Jeg kan ikke og vil ikke hjælpe nogen noget sted hen. Hvorledes skal jeg kunne vide, hvilken hjælp, som du behøver? Vidste jeg det, måtte det så ikke betyde, at der var en retning, en ambition eller et mål for min hjælp? Kan nogen hjælpe dig til at se, at du ser, eller høre, at du hører? Eller ville denne “hjælp” blive til en invitation til at se og høre “noget”? At lytte efter noget forhindrer at du har kontakt til den lyttende.

Hvis jeg fortæller dig, at du skal gøre “sådan og sådan”, ville dette råd vel pege på en sandhed? En sandhed, som ligger udenfor dig, og som er adskildt fra dig. Mit forslag ville altså spalte verden i “dig” og “sandheden”, som du kan nå eller stræbe efter? Denne “sandhed” ville blive til en fortælling, som ingen anden funktion havde, end at bringe dig ud af dig selv i det øjeblik du identificerede dig med den.

Jeg kan invitere dig til at være sammen med mig, og jeg vil ikke være “lærer” eller “vejleder”. I det øjeblik du ville gøre mig til “sådan en”, ville vores møde være umuliggjort. Du ville kun se dit ønske og egen projektion, og have inviteret dig selv til at vurdere og sammenligne “kvaliteten af det, som du lærer” med afsæt i din erfaring. Hvorledes vil du med brug af din erfaring kunne se det, som ligger hinsides enhver erfaring?

Hvis mødet finder sted, må du være total i dette møde. Hvis jeg mærker, at du med mødet har til hensigt at “afprøve”, “teste”, “sammenligne de forskellige tilbud” eller “selv ville sammensætte din oplæring” så må jeg melde fra. Jeg er intet produkt, intet tilbud og intet som du kan vurdere efter en eller anden målestok. Ingen vil nogensinde forstå tantra og kærlighed, hvis ønsket er at blive “oplært” i det. Og hvis du vil noget sted hen, kan jeg ikke følge dig, da jeg intet sted går hen.

Dette betyder, at du absolut intet skal tro eller håbe på i forhold til mig, eller det jeg siger. Enhver forestilling om, at du fra mig kan “hente” noget som helst, ville fungere på samme måde, som hvis du ville bruge mig til dig eget projekt. Alle krav og enhver form for forlangende vil få mig til at trække mig væk fra mødet med dig.

Denne totalitet eller hengivelse må fungere hinsides sentimentalitet. Hvis du overgiver dig til din egen historie – hvad enten den handler om lidelse eller om længsel – så har du stillet den imellem dig og mig. Jeg kan ikke nå dig. Hvis du ønsker at argumentere med mig, vil du altid få ret, da intet af det, som jeg siger, kan være sandt.

Vi kan undre os sammen. I min undren søger jeg ingen svar. At undres er for mig at se – bare at se. Hvis denne undren også er dig nok, så kan vi mødes.

Hvis du ikke ser og forstår, at der intet er at søge, men i din søgning vil se på det store udvalg af muligheder…. Præcis som manden der sagde til en kvinde, “at han lige ville undersøge, om der også var andre kvinder, der kunne egne sig bedre som mor til sit barn”. … Så vil vores veje uvilkårligt skilles. Det, at du leder efter noget i din forestilling, vil gøre dig blind og døv. Dit begær efter viden, kunnen, oplevelser og bekræftelse vil lægge sig som et slør over, at vi kan mødes i kærlighed og lyst.

Dette betyder ikke, at jeg lægger en fordring ned over vores kontakt. Det fungerer bare sådan? Vil vi relatere i kærlighed, må vi hver især have kontakt til os selv hinsides enhver betingelse og dermed tanke. Er det, som du møder i berøringen med mig, ikke kontakten til dig selv? Hvordan vil du kunne være her, når du i dit sind allerede er på udkig og på vej væk?

Indebærer denne totalitet så, at vi ikke kan mødes med andre end med “den eneste”? Eller afgøres skellet alene af, i hvilken grad vi er fuldt og helt til stede, i det vi gør med hinanden, imens vi gør det?

Jeg tager gerne kærlig kontakt til mennesker, når jeg møder dem.

Er det ikke netop, når vi oplever, at den, som vi relaterer til, søger efter noget eller nogen med henblik på at bruge dem, at vi må vende os væk? Intet levende væsen vil frivilligt bruges. I udnyttelsen forsvinder kontakten til friheden, kærligheden og lysten.