bevidsthed og indsigt

Bevidsthed og indsigt i Tantra

Bevidsthed og indsigt er begreber som anvendes meget i Tantra-sammenhænge, og hvad betyder det? Hvad peges der på?

Dette spørgsmål er vanskeligt at besvare. Igennem tiden har mange forsøgt, og en egentlig fælles definition på, hvad “bevidsthed” skal beskrive, kan jeg ikke finde.

At se klart?

At være bevidst om noget vil ofte oversættes til: At være “klar over” noget? At dette “noget” som minimum sanses og skelnes fra “noget andet”.

Nogle vil pege på, at dette fordrer et sprog, som kan beskrive eller kommunikere denne skelnen. Andre, at skelnen eller “det at sanse” i sig selv rækker til, at vi kan tale om bevidsthed?

I den sidste forståelse, vil alt levende så kunne beskrives som bevidst? Og såfremt vi beskriver “sprog” meget videre end til blot at indeholde fagter og ord, dvs. som: At en måde at skelne på kan spejles eller reproduceres, og dermed fungere som kommunikation, – så hænger de to meget godt sammen.

Evnen til at skelne det ene fra det andet, vil indebære noget “tredje”: Nemlig – den bevægelse som skelner.

Den fremtræder kun, når der skelnes, dvs. bevæges “fra den ene side til den anden side”, hvilket indebærer at begge “sider” kan iagttages på een gang.

Vigyan Bhairav Tantra

I Vigyan Bhairav Tantra der regnes for at være imellem 4000 og 5000 år gammel – og indeholder 112 forskellige invitationer/meditationer til oplysning, peges der f.eks på åndedrættet som en indgang til bevidsthed og oplysning:

Dette erfares imellem to åndedræt. Hvil i pausen imellem udåndingen og – lige før den vender – bliver til indånding… Og så!”

I denne pause er der “ingenting” og dog en “befaling” eller “impuls”, der af-sig-selv skelner: Livet selv – der kan ikke “fastholdes” som “noget”.

Det erkendes som “ren” bevægelse uden form og navn: Det, som skaber eksistens. Selv det eller den, som skelner, erkendes som hinsides form.

At erfare dette, vil en tantra pege på som “bevidsthed” og ganske paradoksalt betyder det, at der ikke længere er “nogen”, som erfarer.

Metaforisk beskrevet:

Som at se ting bevæge sig omkring sig og ikke få øje på, at det ikke er tingene, der bevæger sig, men vinden, der ikke er synlig, og dog er alle steds nærværende.

Bevidsthed og indsigt

Bevidsthed er i familie med “indsigt”.

Som måde at beskrive det på, vil jeg bruge et “hus” som eksempel.

Jeg kan se huset og med det samme tænke: “Ah der er et hus…sikke et dejligt hus”. Den vurdering vil måske stille sig i vejen for indsigt? Jeg “genkender“ mit “ide-hus” i det, jeg ser. Jeg får det, jeg iagttager, til at “passe med” min forestilling og erfaring.

Transcendere og ikke at transformere

Indsigt henviser til at se “igennem” eller “ind i”. At se igennem huset, som er det transparent, og se hvordan det er bygget, holdes sammen i sig selv, og er i den sammenhæng, det står i.

At “transcendere erfaring” ( og ikke som det så ofte benyttes: At transformere)

Samtidig  – bevidst – iagttage, at huset iagttages. at der skelnes, og at intet af det, som iagttages, eksisterer uden denne skelnen. Huset med al dens transparens skabes i mig, som er iagttagelse.

Ændres iagttagelsen, ændres både “huset” og jeg.

Ting ændres igennem iagttagelse

Denne forestilling, at “ting” ændrer sig igennem iagttagelse, er meget fremmed for de fleste. Vi er opdraget til at tro, at ting er, som de nu engang er, uafhængigt af om vi ser og sanser dem eller ej.

Dette på trods af at al seriøs videnskab har erkendt at måling forandrer både det, som måles, og den/det, som måler.

Lad mig give et eksempel:

Den ene ser et stort Bøgetræ, og tænker: “Sikke en masse tømmer der er deri”

Den anden ser i samme retning, og forundres over dette samfund af millioner af levende væsener i konstant bevægelse og forbindelse, der samler sig omkring “Træet”- som er det navn, der gives lige nu. I iagttagelsen ser han, at han selv bevæges og forbindes…

Dette er for filosofisk?

“Huu” vil nogen sikkert sige. “Dette er alt for filosofisk for mig” … Og så øjeblikket efter tale om både bevidsthed og indsigt eller blot det at se?

Måske vil vedkommende tilbyde “terapi” og lytte til sorg, længsel og lidelse og der kun se husene, og ikke hvordan de skabes og vedligeholdes?

Måske slet ikke se, at hun som iagttager bliver medskaber i denne bevægelse: Terapien gælder ikke “den anden” men sig!
I bevidsthed og indsigt erkendes skabelsen af verdener og virkeligheder. At det hele sker i bevægelse.