brug for grænser

Brug for grænser?

“Børn har vel brug for grænser?!” siger den far eller mor, som strengt har sat sit barn “på plads” på en sådan måde, at barnet begynder at græde. Forholder det sig mon sådan, at denne ide om at vi skal have “grænser”, opstår igennem opdragelse?

Nej!
Børn har ikke brug for grænser!
Lige så lidt som voksne har det.

De trives i en ligeværdig dialog, hvor de kan erfare sig i integritet.

Når forældre finder det svært at gå i sådanne dialoger, både med hinanden og børnene, så hænger det måske sammen med, at de selv ikke ved, hvordan de bevæger sig i integritet? Såvel i kommunikationen med hinanden, i møder med barnet, og i det hele taget?

Jeg ser og læser overalt i opslag om Tantra, at der diskes op med gode råd og forslag til teknikker og metoder, som skal hjælpe mennesker.

Gode råd og moral inviterer i bedømmelse

I min opfattelse er det meget vanskeligt for nogen at bruge gode råd til noget som helst. Råd har på mange måder samme karakter som “moral”.

De følger gerne formlen:

“Hvis du gør sådan og sådan (eller ikke gør det), så vil det og det ske.”

Det svarer også næsten til det princip, som reklamer for alt muligt også anvender. Med den tilføjelse at der suppleres med ambition eller inviteres til at identificere sig med et ideal.

kan vi mødes og leve sammen sådan at…

Hvis nogen har det svært, så ser jeg det mere nyttigt at undersøge, om det er muligt at mødes, gøre noget-, eller leve- sammen på en sådan måde, at vedkommende selv finder lindring og evt. erfarer noget nyt i det?

Hverken børn eller voksne lærer ret meget ved at møde et menneske, som gerne vil hjælpe.
Jo måske: At det IKKE lærer særligt godt igennem gode råd!

Vi lærer ganske enkelt ved at relatere nært- og bevæge os i kontakt- med levende væsener, hvor vi føler os trygge og anerkendte.

Anerkendelse sanses

At anerkende har intet at gøre med at blive bedømt eller kommenteret. Heller ikke med at blive inviteret til at bedømme sig selv!

Begge versioner peger på en total misforståelse af det, som oprindeligt blev beskrevet som “feedback”.

Anerkendelse sker igennem feedback, der sanses i bevægelse. Den fungerer spontant, impulsivt og ikke tids-forskudt fra det, der sker her og nu.

Bedømmelse bringer os ud af den kropslige opmærksomhed og ind i forventninger om at skulle “forstå” noget intellektuelt.

Anerkendelse gives eller modtages ikke. Den iagttages eller “aflæses” i måden, vores omgivelser åbenbarer sig selv på, for os.

Åbner de sig inviterende, eller lukker de sig afvisende? Det fornemmes i, hvordan vi selv sanser impuls til at åbne eller lukke i mødet?

Kultur har brug for grænser..

De klassiske Tantras inviterer til at få øje på at ingen har brug for grænser. Vi er grænseløse i vores natur.

Illusionen om at der findes sådanne grænser, hænger sammen med at vores kultur baseres på “retten til at eje”. Det er “mit”, og det er “dit”… “Min luft og din luft”. “Mit vand og dit vand”.

Med ejendomsretten voksede konfliktpotentialet enormt i de tidlige samfund. Vores sprog er gennemsyret af dette grænse-begreb, og de færreste kan se, hvor ensomt det er at have lukket sig inde bag en sådan illusion?

Når jeg spiller kultur-spillet – kan jeg lege med- og tale om- grænser.

I kærlighed er der ikke brug for grænser

I det opmærksomme beviste møde hvor Lyst, frihed, kærlighed og medfølelse erkendes: Ikke som konceptuelle forestillinger, men som “naturen af det, der er”. – Der opløses illusionen om at have brug for grænser. De erstattes af at bevæge sig sammen i integritet: At passe på hinanden.

Jeg i dig, du i mig.
Alt i dig og mig.
Du og jeg i alt.

Kom og vær med til at undersøge det i et varmt fællesskab: Cupisofi og elskovskunst … Evt bare holde ferie på sommercampen