“Den største forbrydelse mod kvinden var at give hende grænser”. Den sætning blev ved med at dukke op i mit sind her til morgen. Jeg har skrevet om det før, og jeg finder det så vigtigt både for både mænd og kvinder at undersøge dette, at jeg nok engang måtte til tasterne.

Naturens overvældende mangfoldighed

På mine morgenture med Gandalf og Mille betages jeg hver gang af naturens overvældende frodighed og mangfoldighed. På en tur, jeg ofte vandrer, er der en østvendt skrænt, hvor der vokser i hundrede-vis af forskellige vilde urter . Her i juli står de som et farverigt hav og tiltrækker med deres både sarte og kraftige dufte insekter af alskens slags. Hver eneste morgen er det hele forandret. Hvis jeg kommer forbi senere samme dag, ser det også anderledes ud.

Der er simpelthen intet af det, som er konstant. Det, jeg iagttager, er kontinuerlig bevægelse.

Gaia og den største forbrydelsen mod kvinden

Det hele ser jeg som et udtryk af Gaia. Den kvindelige af-sig-selv skabende urkraft, hvoraf alt, hvad der er, rundes. Alt i “mig” genkender dette “omkring mig”. Vi er “det samme”.

Opmærksomt at få øje på det, virker hver eneste gang voldsomt i mig. I det jeg ser, erkender jeg, at grænsen imellem mig og hende er ren illusion. Det er orgastisk opløsende. Det er meditation.

Den største forbrydelse mod kvinden, jeg kan komme i tanke om, var da mennesket ville sætte hegn om Gaia. Spærre hende inde og dyrke hende som “sin”.

“Dette er mit land” sagde en mand. “Det vil jeg dyrke i mit ansigts sved, og du Eva (Gaia) skal være den, som føder mig børn. Jeg skal bruge dem som arbejdskraft og soldater til at passe på”

“Naturen er farlig!” – (Gaia er farlig!) – “Den vil ødelægge mine forsøg på at tæmme mit land for at skaffe mig så stort et udbytte som muligt”.

Gaia ER kvinden. Gaia ER Eva. Det er kvinden, som manden ville sætte bag grænser. Gøre til “sin” – tæmme og have under kontrol.

Til at underbygge dette skabte han religion.

Kvinde – kend og sæt dine grænser!

Når jeg læser tekster om kurser og seminarer – om de skrives af mænd eller kvinder – om det handler om Yoga, Tantra eller shamanisme eller what so ever – så viderefører de dette narrativ:

Kvinder skal kende sine grænser!
Naturen er farlig og uforudsigelig!
Lær at sætte grænser og at holde fast i dem!

Hvide beskyttende riddere, som vil beskytte kvinden for sig selv.

Siden Adam(manden) besluttede sig for at adlyde sin hallucination om en mandlig Gud, har der været hvide riddere, der hellere end gerne har villet passe på kvinder.

“Kom til mig og lad mig beskytte dig bag mine mægtige mure, mod utugtige mænd, som vil stjæle din uskyld og gøre dig fortræd”.

Mænd, der med sværd og skjold redder den “svage kvinde”, når hun igennem sin uforstand og letsindighed er kommet i uføre. “Svag” idet hun blev opdraget til at være det.

Mænd der vil gøre kvinder til “sine”. De mænd er de farligste af dem alle!
De vil beskytte Gaia – kvinden – mod sin egen natur!!

Hold på sæden!

Når, der i nogle retninger, som misforstået kaldes for “Tantra” – henvises til ældgamle praktikker for mænd til at holde på sæden under samleje, så stammer de fra det gamle Kina.

Her spærrede mægtige såkaldte “beskyttere” kvinder inde i hermetisk lukkede Harem (“Hougong“). Mange tusinde kvinder kunne være samlet bag sådanne grænser, med den ene funktion at behage Herren og føde ham de børn, han havde brug for.

Disse kvinder var “sine”. Sin ejendom og pragtstykker, der på niveau med heste, guld, sølv, porcelæn, Jade og rå magt skulle bekræfte ham som MAND.

På sin vis er det ganske ynkeligt, at der skulle tusinde kvinder til, for at han kunne føle sig som en “stor mand”? … Og 10.000 ville heller ikke kunne gøre det.

De var der nemlig ikke “af-sig-selv” – De var gjort til “ting”. Til et middel for at opnå noget andet. Til en betingelse for at “være en rigtig mand” – og netop derfor også til det, som afskar ham fra at se SIG i kontakt til kærlighed.

Når den største forbrydelse mod kvinden gentages igen og igen.

Jeg mærker medfølelse, når jeg i disse reklametekster om at “lære kvinder om grænser” ser den værste forbrydelse mod kvinden gentaget – med den allerbedste intention: “At lære hende at passe på sig selv.”

Underviserne er kvinder, der vil skabe “trygge rum” i kraft af grænser. (Det tryggeste rum, jeg kan forestille mig, er en isolationscelle i et fængsel. Det er hermetisk afgrænset.) .. Underviserne gør det ved selv at afgrænse sig. De viderefører Adams fortælling?

At opdage Gaia i sig – igen

Ingen lærer at passe på sig ved at trække grænser. At passe på sig, betyder derimod: at opdage Gaia i sig igen.

Hun er grænseløs! fuldstændigt uordentlig og udenfor kontrol. Hun er det, der er: Bevægelig og uberegnelig i kontinuerlig forandring. Gaia er hverken “tryg” eller “u-tryg”.

Gaia er farlig, voldsom, kold, blid, varm og mild. Gaia er NATUR…

Af hende bliver stjerner og børn født i en ubeskrivelig voldsomhed. Af hende sover planeter hen, til de ikke er andet end støv.

Kvinder som vil være “nogens”

Jeg møder kvinder, der længes efter at “blive nogens” og “få sig en mand, der er min”!
De har også overtaget Adams ide og drøm!

De håner manden, hvis han ikke formår at gøre sig til “sin”.

Finder de ham ikke, vil de hellere leve alene. Betinget af at se sig som “single” – “for tiden uden en partner”.
Selv den seksuelle lyst bindes til denne forestilling: “Han skal ville have mig!” – “give mig tryghed”.

De har vænnet sig til at leve bag “grænser”. De tror fuldt og fast på egen ubevægelighed og angst for den farlige natur “derude”.

For hende, der forstår at bevæge sig i naturen: Bevæge sig med den. Møde hende i det, som er og sker af-sig-selv, uden grund, formål eller hensigt. Det kalder jeg for “lyst” eller “livs-kraft” – vil enhver grænse hindre bevægelighed og spontanitet.

Gaia er grænseløs. Hinsides grænser. Hun er ikke “tro” overfor nogen ide. Hun er hinsides enhver ide, religion og moral. Gaia er sammenhæng og samtidig, sammenhængende, bevægelse.

Det er hun endnu, uanset hvor mange kvinder, der leder efter en mands “trygge favn” og mener at have fundet den?

Han tror, han får en ting?

Han tror måske, at han i hende får en “ting”? Noget, der kan styres og handler rationelt, logisk og forudsigeligt, som ting nu gør det?

Hun har lært, at det er forventningen og forsøger at leve op til den.

… Og det hun ER, er Gaia….

Hvad, han typisk heller ikke ser, er at han også er Gaia. Han er rundet af hende.

Det var det, den største forbrydelse mod kvinden skulle få ham til at glemme!

I stedet skulle han tro, at hun er skabt af ham, for at tjene- og være ham tro og lydig: Tilhøre ham til sine dages ende.

Kan eller skal de bringes sammen?

Hvordan bringes de så sammen – hende og ham?

De er sammen!

Jeg er denne overvældende natur, jeg møder hvert sekund, og så stærkt ser igen i morgenens stilhed. Gaia er i mig og omkring mig. Jeg er hende og hun er mig!

Alt, hvad der skal til, er at se denne illusion. SE, hvordan den værste forbrydelse mod kvinden – mod Gaia – opretholdes i mit sind.

Jeg kan ikke forbinde mig med det, jeg er.

Jeg behøver ikke at “forbinde mig med” nogen, jeg er så fuldstændigt forbundet med, som i det, at min hånd også er min arm.

Forsøget på at gøre det, ville fungere som det, der skaber en ide om adskillelse.

Jeg er også forbundet med den brusende flod, hvis bredder jeg går langs. Hvis jeg vil svømme med hende, må jeg øve at blive en god svømmer. Jeg skal ikke svømme med hende.

Sådan kan jeg møde ethvert menneske, plante, dyr og eksistens. Bevidsthed om kontakt opstår, når illusionen om adskillelse erkendes.

I det øjeblik er der ikke længere noget (et sind) , der vil kontrollere og styre min opfattelse af, hvorvidt jeg bevæges og bevæger mig, spontant med dig.

Som jeg og du bevæger os – bevæges vi begge.
Det kan vi øve… Og det, er det vi gør!