det der sker af sig selv

Det der sker af sig selv – at elske har ingen form

Det der sker af sig selv. Da Karin og jeg åbnede Mahamudrainstitut for nu en del år siden, var det med den klare intention at invitere mennesker til at undersøge elskovens kunst sammen med os.

Seksualitet fylder meget hos de fleste .

Hvordan jeg end vender og drejer det, så fylder sex og seksualitet meget i de fleste mennesker. Det er uanset om det handler om, at der er for meget af det eller for lidt af det? Det sker bare af sig selv.

Parforhold bøvler med forskellige forventninger til det. Mennesker, som lever alene, vil enten gerne have mere nærhed, omsorg, berøring, intimitet og elskov, eller skubber det væk fra sig, når det er for forstyrrende, fordi det ikke lige synes at være muligt.

Vi har begge med stor forundring igennem hele vores liv iagttaget, hvordan vores seksualitet for os hver især har sat tydelige aftryk i os.

Det der sker af sig selv gøres farligt.

Vi ER “køn” – og har det med os overalt. I særdeleshed når vi relaterer med mennesker.

Sex og seksuel lyst har igennem årtusinder været en torn i øjet på de samfund, som var præget af religion, ideologi og kontrol. Regler, love, skam, skyld og straf – med den angst som følger af det – har været brugt til at bremse den sensuelle impuls.

Det forholder sig stadigvæk sådan. Det impulsive og spontane. Det der sker af sig selv – ses som farligt. Det stilles overfor det ordentlige og tilpassede.

De, som fordybede sig i Tantra, levede på kanten af det ordentlige samfund. Ikke mindst fordi deres undersøgelse gik på “at leve frit” : I bevidst opmærksom kontakt med naturen. Naturen i sig og naturen derude. De så, at det var udtryk for det samme. Den samme “ånd” – Den samme bevægelse.

For en kultur, der defineres af regler, love og bestemte ideer om “orden”, vil disse mennesker føles som en trussel.

De fejrede dansen, lysten, seksualiteten, kreativiteten, sangen og det spontane, impulsive liv. Ejerskab til jorden eller andre levende væsener var dem fremmed. Vi er kommet ud af jorden. At eje den vil være absurd..

Jeg sansede samhørigheden til naturen

Jeg genkendte tidligt i mit liv denne trang til frihed. Sansede samhørigheden til naturen ikke mindst igennem min seksualitet og mit køn. Jeg stillede spørgsmål til regler og vaner, former og normer og undersøgte om andet var muligt. Så efter de, som havde tænkt om det før.

Det blev seksualiteten og bevægelsen, det kreative og fordybelsen i det, som er levende, der blev fundamentet for Mahamudrainstitut. Ikke forstået som en vision eller en plan – men som noget der modnes og gror ud af det, som er. Som det, der sker af sig selv, når vi er opmærksomme.

At være i noget fælles

Vi har ikke været mainstream, og bliver det ikke. Vi inviterer de, som deler vores interesse for elskov, køn, og måden, vi relaterer og er levende på, til at være med.

Det har ført til at, mennesker kommer her både i perioder og løbende igennem mange år. Det åbner rum for en fordybelse, der ikke er mulig på helt åbne weekend-enkelt-kurser med helt nye ansigter hver gang.
Vi inviterer til at være i noget fælles.

En fælles interesse for lyst i sine mange forskellige udtryk. Afsættet er den sensuelle kraft set som natur i os. Vi elsker, vi undres, vi mødes i respekt, vi “tager“ intet og inviterer gerne. Vi mødes i dialog, i løbende gensidig samtykke og fælles interaktion.

Et “nej” skal ikke diskuteres, forklares eller begrundes, lige så lidt som et “Ja” skal betinges på den måde. Til den, der forlanger, kræver eller forventer, melder vi pas.

Vi kommunikerer med og uden ord. Reflekterer gerne i krop og sind.

Vi inviterer til en iagttagende og sansende praksis.

At sanse betyder at åbne sig for det sårbare – der der sker af sig selv.

Når vi sanser, åbner vi os for det sårbare. Det betyder, at vi må være opmærksomme på, hvordan vi bevæger os, i os selv og med hinanden. At det, en gør, vil bevæge alle.

Vi tilbyder ikke terapi. Seksualitet og elskov kan ikke undersøges i en såkaldt “professionel distance”. Vi ønsker ikke at behandle nogen. Vi elsker…

At elske har ingen form

“At elske” har ingen “form”.
“Hvad tænder du på?” lyder et brugt spørgsmål. Hvad der efterspørges i det er en “form for sex”.

At elske peger på at se sig selv i den anden, og den anden i sig. At mødes i omsorg i erkendelsen af, at vi bevæger hinanden og bevæges af hinanden. Som jeg berører mig, berøres du. Som jeg favner mig, favnes du i vores møde. Som jeg anerkender mig, kan jeg anerkende dig. Du ER i mig. Det er der, jeg sanser dig.

Lyst og kærlighed peger på det der sker af sig selv. Det vi er. Det, som er.
Det kan ikke forlanges, forventes, kræves, udvikles eller bringes til at vokse. Når vi synes, at det “mangler”, så er det den bevidste kontakt dertil, vi har “tabt af syne”. Vi har stillet noget i vejen for at erfare at det er af sig selv, at kontakten til lyst og kærlighed blomstrer.

At ville have mere af det der sker af sig selv?

Hvis, vi mødes i en ambition om at få “mere” af det der sker af sig selv, dør den opmærksomme kontakt dertil.

Vi bringer os selv fuldt og helt ind i møderne med mennesker. Det er sårbart, berørende og bevægende i bogstavligste betydning. Det gør os udsatte for kritik og betyder, at vi må være meget klare og tydelige. Også at de, som vil undersøge sammen med os, må være modne nok og bevidste om, at vi ikke ser det som vores opgave at “bringe dem et sted hen”.

At komme her, vil forandre. Det gør det at mødes i kontakt med nysgerrige, åbne, bevægelige, og naturlige mennesker i lyst.

Vi ser os som værter for rummet at undersøge i

Karin og jeg ser os som værter for en fælles undersøgelse. Vi sørger for rammer. De praktiske og de som er nødvendige for at undersøge sammen på en respektfuld og tryg måde. Hvad, der sker, skaber vi i fællesskab. Hver eneste gang er forskellig.

Vi inviterer til at skabe bevidst kontakt til autenticitet.
Ikke at handle ud fra autoritet dvs. bør, må, tror og skal men i det umiddelbart sansede og sete og i omsorg og respekt for os selv og hinanden. At handle spontant i det der sker af sig selv.

Til at opdage at tryghed opstår indefra i os hver især, når vi begynder at møde hinanden aktivt og øver kompetence til at bevæge os med det, som er, og ikke forført af en forestilling om hvad der i stedet bør være.

Vi inviterer til at opdage friheden i pausen og hvilken bevægende forstyrrelse den er.

At reflektere over, hvad det er vi gør.

Med mellemrum opstår impulsen i mig til som her, at reflektere over, “hvad det er, vi gør” på Mahamudrainstitut. Jeg finder det sundt. Det skaber klarhed.

Hver gang tænker jeg på Saraha – En af de 48 “Mahasiddhas” – der efter et fromt, asketisk liv som lærd mødte den kasteløse Pilemagerske.

Det førte til at han fuldstændigt skiftede perspektiv og praksis.

Hun viste ham at danse, synge og elske. Han opdagede at livets essens ikke ligger i fromheden og evig stræben men i at leve naturligt og afspændt. At lade kærligheden og lysten favne sig, og ikke “arbejde på” at favne “dem”.

“At anerkende det der sker af sig selv” og byde det velkommen som det er.

Årsforløb i Cupisofi