tilknytningen

Tilknytningen i Tantra og psykoterapi – er der forskel?

For nyligt læste jeg en artikel, hvor skribenten pegede på vigtigheden af at se på tilknytningen i forhold til at vælge tantra-massør. Den pågældende inviterer selv til tantramassage fra en psykoterapeutisk tilgang til dette møde.

Tilknytningen er vigtig?

Et af budskaberne, jeg hæftede mig ved, var, at man som kvinde ved valg af en tantra-massør, skulle være opmærksom på “at tilknytning er vigtig i arbejdet med egen seksualitet.”

Videre: At man skal holde sig fra det uden at have en tryg relation at samarbejde med det om. Den trygge relation kunne i følge artiklen være en fast partner, forskellige partnere (man er trygge ved) en massør eller en terapeut.

Det er naturligt kun at relatere intimt, hvor vi føler os trygge.

Umiddelbart vil jeg finde det naturligt og indlysende for ethvert menneske IKKE at indlade sig på at relatere intimt og sårbart med nogen, uden at sanse tryghed i sig i mødet!?

Artiklen gav mig imidlertid anledning til på den ene side at reflektere over, om der er forskel på hvordan “tilknytningen” ses i en Tantra, og den generelle opfattelse indenfor psykoterapi?

.. i samme åndedrag om tryghed virkelig kan findes i en relation? – dvs. udenfor sig selv i forholdet til den anden, eller beror på noget andet – i Tantra.

Og det er der!.

Teori om Tilknytningen

Moderne tilknytningsteori har afsæt i den engelske læge og psykoanalytiker John Bowlby´s arbejde og den videre udvikling igennem Mary Ainsworth.

Deres hypotese peger på, at det, vi som børn især i de tidlige år erfarer i forhold til, hvordan vi knytter os til vores mor og andre omsorgspersoner – kan have indflydelse på, hvordan vi møder andre mennesker som voksne?

F.eks om måden disse omsorgspersoner møder os på føles trygt eller utrygt – imødekommende og anerkendende eller afvisende og bedømmende?

Bowlby og Ainsworth peger i deres teori på at disse erfaringer i barndommen KAN have betydning for det, de kalder for “forventningsmønstre” i os, når vi indgår i relationer. Og på den måde muligvis også komme til at præge vores måde at reagere på, når vi relaterer som voksne.

Tantra ser anderledes på tilknytningen

Tilgangen i Tantra til “tilknytningen” – vil være meget anderledes end en psykoterapeutisk vinkel på det.

I tantra optræder empati som en uomgængelig måde at opnå indsigt i sig selv og i omgivelserne på. Praksis har til hensigt at skabe større empati i mødet med ALT levende men UDEN en begrebslig-gørelse af et selv, sådan som vi kender det i Vesten, f.eks i terapi med et mål om SELVudvikling.

En meget væsentlig del af praksis vil være “kapaciteten til at være alene”. Dette ses i en sammenhæng til, hvorvidt et menneske ønsker at efterkomme andre menneskers ønsker – og dermed er afhængig af relationen, eller om det har en bevidst opmærksom kontakt til “autenticitet”…. Dvs. det, der sker derinde, som det sker i mødet med det “derude”.

At være alene – eller ensom

Tibetansk Buddhisme (…der læner sig op ad meget ældre tantras…) peger på forskellige former for ensomhed. Nogle buddhistiske yogier lever i asketisk ensomhed og udtrykker deres spirituelle praksis og vej i ’Kadampas fire juveler’ som:

  • Ikke at være bange for at meditere alene i en hule.
  • Ikke at være bange for at meditere alene i en hule med meget lidt mad og blive syg.
  • Ikke at være bange for at meditere alene i en hule og dø i den.
  • Ikke at være bange for at meditere alene i en hule og dø i den uden at nogle kender dit navn.

I tibetansk kontekst tales om at være løst fra “jeg”. Ikke som et udtryk for, at der i sproget og omgangen ikke bruges et ‘jeg’, men at ‘jeget’ og ‘selvet’ gennemskues som værende et begreb uden nogen iboende egentlig eksistens som sådan.

Tantra – at se “sig” som et spejl af det, der er og bevæges.

Hvor psykoterapien ser de menneskelige relationer som det vigtigste, tager en Tantra gerne sigte på alt levende:

Den umiddelbare spejling af det, som er… Det levende derude, SOM det levende mig – der erfares derinde.

Dvs. hinsides et “selv” der skabes i afhængighed af “den anden”, og dermed stilles “i vejen” for at få øje på dette.

Trygheden – hvordan opstår den?

Hvor opstår det “trygge” så i alt dette? Igennem en tryg relation – altså noget ydre? F.eks. Betinget af at en psykoterapeut “arbejder på,” at skabe en sådan relation?

Eller opstår tryghed igennem den autentiske, umiddelbare bevægelighed, der øves og praktiseres igen og igen? Indtil den f.eks. IKKE bremses af “hensynssyge“ eller et ønske om at fremstå som sød og venlig overfor den anden?

Altså IKKE set som noget selvisk, men som spontan og umiddelbar bevægelighed, der ikke bindes af ønsket om at bevare en god relation – f.eks til “sin” psykoterapeut eller tantra-massør?

Jeg ser her en meget tydelig forskel imellem på den ene side :

Psykoterapien – der styrker selvet som en “NOGEN”, der består af fortællinger i mødet med andre der er “Nogen”.

Og på den anden side :

Tantra, som peger på at frihed beror på at SE den illusoriske natur af, at vi mødes i et DU og JEG, der bindes sammen af en særlig relation, som igen betinges af en fortælling – (der ikke kan være det, den peger på)

Som at tage på en date? – Uden at ville bindes i relation

Når det er skrevet, så finder jeg det meget vigtigt at et intimt møde, som f.eks. en tantramassage vitterlig er, indledes med at finde ud af om vi føler os godt tilpasse i hinandens selskab?

For mig præcis, som hvis jeg tager på en “date”.

Måske skal der flere “dates” til, før vi har lyst til at være kropsligt sanseligt-lystent intim med hinanden?

Møder, der kan ske igennem skriftlig kommunikation, telefonsamtale, og at vi sidder overfor hinanden og fornemmer.

At være tryg i sig – i mødet med det som er.

At fordybe sig i Tantra og Tantra massage handler om at frigøre sig fra at finde tryghed i relationen, og i stedet være tryg i sig i mødet med hvem og hvad som helst.

Det opstår ikke fra den ene dag til den anden. Det kan øves. En af øvelserne vil være at se, at jo mere jeg “arbejder på at skabe en god relation, jo mere “selv” skaber jeg.

Vil psykoterapeuten allerede inden mødet være optaget af at være en “som du føler dig tryg ved” – så går al autenticitet fløjten.

Jeg møder gerne mennesker, som de er.
Jeg gør det, som jeg er.
Til det hører, at vi slipper ambitionen om, at gøre den anden tilpas. Og at vi kommunikerer klart og tydeligt, hvad vi gør, og hvordan vi gør.

Det gør det muligt for os begge at “blive i os” og sanse “den anden” der. … Spontant.

Et møde i seksualitet kan ikke handle om at “arbejde med noget”. Det har de fleste mennesker erfaret til overflod. Der “arbejdes” f.eks. i mange parforhold meget med at “give hinanden orgasmer” for den gode relations skyld!

I en Mahamudra tantramassage mødes vi i det, som er. Ikke i en FORTÆLLING om det, der skal være eller blive.

Vi anerkender, det som er, som det er…

Tantra er en iagttagende praksis. At SE og SANSE… uden at ville andet med det..

Tantramassage til kvinder – Vil du elske i kontakt?