det levende i kasser

Det levende i kasser og kærlighed på formel?

Hvad gør ambitionen om at putte det levende i kasser, så vi kan tale om “hvad, hvem og hvordan vi ER” – ved os?

Linne´satte det levende i kasser

Carl von Linné (1707 til 1778) blev anset for at være en af sin tids store videnskabsmænd. Han levede i en tid, hvor viden var noget man “samlede” og kategoriserede. Linne grupperede og kategoriserede alverdens planter. Han skabte nøgler – såkaldte “taxonomier”, med hjælp af hvilke en given plante og blomst kunne bestemmes.

Som dreng lærte jeg af min morfar at tælle støvdragere og kronblade, vurdere deres stilling og form og bruge sådanne tabeller og skemaer.

Darwins kasser

Charles Darwin voksede op i en forståelse af verden, der var præget af bl.a. Linnés ide om at kategorisere og putte det levende i kasser. Det var bogstaveligt set det, som også Darwin gjorde på sine rejser. Han fangede dyr, samlede vækster og tog dem med til England, hvor der blev opbygget store “samlinger”.

Når, et “nyopdaget dyr” ikke kunne “artsbestemmes” efter det kendte, måtte det være en “ny art”?
Darwins berømte værk fik navnet: “Arternes oprindelse”. I det skabte han afsættet til, at vi i dag taler om “Evolution”, når vi vil beskrive, hvordan det levende er blevet til og forandrer sig af-sig-selv.

Hvad, Darwin måske ikke så, var, at det ikke var “Evolution”, der skabte de forskellige arter, men MENNESKER som gjorde det!: Vores trang efter at kategorisere og putte det levende i kasser.

Et behov der er drevet af en ambition om at “kortlægge” og navigere i en verden, der ellers synes uoverskuelig, kaotisk og uforudsigelig.

Frem for alt af et ønske om at fremstå som “vidende” i kraft af sin evne til at “beskrive” livet og TALE om det.

Disse kasser forandrer vores måde at tænke på

De ideer videnskaben udviklede op igennem århundreder har på samme måde som de forskellige religiøse retninger, præget vores måde at kommunikere på – og dermed også vores måde at tænke på.
Ikke nok med det. De har radikalt forandret vores evne til at se, det som er, som det er.

Vi er blevet fanget i vores trang til at lave systemer, kasser og kategorier for stort set alt, hvad vi møder på vores vej. Vi programmeres med dem fra vi fødes. Få ser hvilket fængsel, de er!

“Se der er en And” .. siger en far til sin datter. “And” siger pigen, og peger med sin finger.
Et øjeblik efter letter en anden fugl fra en gren. “And” siger pigen igen. Nej svarer far. “Det er en krage”

Det er selvfølgelig meget praktisk på den måde at kunne tale sammen om “ænder” eller “gråspurve”, som om de alle sammen er ens – eller nærmest ens.
Samtidig gør det blind for, at hver eneste and er forskellig fra andre ænder. At der ikke findes en gråspurv i verden, der er som de andre!

Alle gråspurve og ænder er forskellige. For at få dem ned i sine respektive kasser og kategorier er vi ganske enkelt nødt til at gøre dem ens i vores måde at se og beskrive dem på!

Hvis du kan putte det levende i kasser – så ved du vel noget?

Et menneske, der vil fremstå som “vidende” i dag, skal i princippet blot være god til at at skabe nogle kategorier og kasser at putte det levende i, som mennesker gerne vil identificere sig med?

Han/hun taler eller skriver til mennesker, hvis sind finder ro og hvile i sådanne systemer.

…hos lægen

Mennesker går til lægen og spørger: “Hvad fejler jeg?” – og går beroligede eller bekymrede derfra med en diagnose og en behandling, som passer til den (altså til diagnosen…!”) … (Med mindre de er så heldige at have en læge, der ser, at ingen diagnose kan være det, den beskriver.)

Ja, det er det, som behandlinger gør: De passer til diagnoserne, ikke til det enkelte menneske.

“Det var ikke noget alvorligt” – siger han til hende, efter besøget.
“Jeg skal bare tage de her piller i 14 dage, så skulle det gå over igen”.

Det han “ved” er, at diagnosen – altså fortællingen eller kassen, ikke lyder alvorlig. Han kom i en kategori, der synes ufarlig.

Det kunne jo havde været så slemt, at han f.eks. skulle have haft “den store eller lille kræftpakke”! Så er det noget mere fredeligt at sluge nogle piller..

Systemer der skal holde styr på vores liv.

Når, jeg samtaler med mennesker, inviterer jeg gerne til at få øje på disse systemer, vi skaber for at “holde styr på vores liv”.

“Jeg er angst” Kan jeg f.eks. høre et menneske sige. “Angst” ser jeg også som sådan en kasse at putte livet i.

“Hvad sanser du i din krop, hvor og hvordan – når du erfarer det, som du kalder for “angst?” Kan jeg så spørge om.

Et svar kan lyde: “En fornemmelse af nærmest smerte eller ubehag i maven, noget der ligner stress”.

“Hvad gør du, hvis du stikker dig på en torn?”
“Flytter mig med det samme..”

“Flytter du dig også, når du sanser den der fornemmelse eller ubehag i maven”?
“Nej… øh – det tror jeg ikke jeg ved, hvordan jeg skal gøre? Jeg tror at jeg ofte ikke synes at jeg KAN flytte mig”..

Samtalen kommer med andre ord ikke til at handle om “angst” eller en anden “kasse”, men om at finde ud af at bevæge sig spontant i mødet med det, der er og sker?

Kreativt at finde forskellige muligheder der kan afprøves og øves – som gør det lettere impulsivt at bevæge sig i de spontane situationer, som livet udtrykker sig i.

Tantra og kasser at putte det levende i

Neo-Tantra er ingen undtagelse, når det kommer til at skabe kasser at putte det levende i.

“Hvilken seksualitet har du”? “
“Er du en maskulin mand?”
“Kender du også den niende orgasme? – Ja de 8 har du sikkert hørt om.. men den niende!” WOOW..

Der konstrueres systemer og lister i punktform i en uendelig strøm: “8 skridt til et rigtigt tantrisk forhold”. “Hvilket er dit sex-sprog?”. “Har du også et kærligheds-sprog? … Kom og find ud af det og lær mere om dig selv og andre!”

Lad os tale om hvilke kasse vi er i?

Måske kan vi så tale om hinandens “kasser”?

Sjovt nok er der ofte enten 5 eller 7 af sådanne bokse. Det er til at overskue for de fleste. Hvis der var 23 eller 37, eller 456 ville de fleste stå af inden..

Det ville jo betyde at livet og det levende så alligevel er mere komplekst og forskelligartet, end jeg kunne ønske mig??…

Nej, jeg lærer intet om mig selv eller andre, ved at identificere mig med/spærre mig eller dem inde i en kasse:
Et system der er indrettet efter den måde, som designeren af den gerne vil se- og frem for alt: sælge SIG SELV og sin beskrivelse af verden på?

En invitation til frihed?

En invitation til frihed ser jeg i at lege med at skille sådanne kasser ad og samle dem igen – nye kreative og sjove former. Nyttige som unyttige. Undersøge hvordan de bliver til og at få øje på at intet …i det levende, i lysten og kærlighed – alt det som ER, …kan indeholdes i nogen “kasse”.

Universet og det levende selv, udvider og bevæger sig i alle retninger på en gang – spontant, kaotisk, impulsivt og uforudsigeligt.

Det gør det trods alle anstrengelser på, at få det det fremstå som det modsatte:
At bringe det på en “formel”.. eller finde en kasse, som kan passe.

Cupisofi og elskovskunst

Systemiske samtaler