distance

Distance? En professionel distance!

Der er brug for mennesker, der tør mødes med andre, uden at det skal ske i en “professionel distance”.

Nogle, der ikke er angste for at “overskride andres grænser”.

Det narrativ er direkte skadeligt i min beskrivelse. Der ER ingen grænse imellem os, eller til noget af det, som er.

Fortællingen om den, skabes for at skabe distance. For ikke at at erkende kontakt. Grænsen stiller vi imellem os som en barriere.

HVOR ofte møder jeg ikke mennesker, der har spærret sig selv inde bag illusionen om høje grænsehegn og mure, der føles så sikre og SÅ trygge, at de ikke længere ved, hvordan de finder ud?

Hvis du tænker: “Jamen der er grænser imellem os!”

Så lad os bare antage for et øjeblik, at det ikke er tilfældet?
Altså at sådan en grænse ikke findes?

Hvordan møder jeg så et menneske i respekt og medfølelse?

Intimt!

Jeg åbner og lader hende (eller ham) være i mig. Komme helt tæt på. Anerkender bevidst opmærksomt at det, er der, hun er.

Sanser og føler som hende i mig. Møder mig/os i omsorg.

Jeg gør det uden at ville noget med hverken hende eller mig.

Vi sanser, hvordan det er at være der.
Vi bevæges af og med hinanden.

Jo mere jeg vover at spænde af, jo tættere, vi vil være med hinanden, jo mere bevæges vi med hinanden.

Det er det hele.
Så enkelt… og det kan øves.

Jo større distance, jo mindre erkender vi, at vi bevæger hinanden.

VIL jeg så gerne “være” inde i enhver? Eller åbne mig i mødet med alle mennesker?
Nej…

Hvis, jeg mærker, at de vil noget med mig eller sig “derinde”: Forfølge en ide. Stille krav og forventninger til hvordan der skal være i mig.

…. Så lukker jeg igen og øger den umiddelbare afstand. Jo større distance, jo mindre erkender vi, at vi bevæger hinanden.

Denne bevægelighed: Afspændt, frit og naturligt kunne nærme sig og fjerne sig fra hinanden gør intimitet mulig og rar.

Systemisk uddannelse