ejerskab

Ejerskab og tantra

Ejerskab og tantra har en meget tæt forbindelse til hinanden. Med al sandsynlighed var det konceptet om at “eje” jord og liv, der fortrængte den oprindelige kvindeligt funderede Tantra og erstattede den med patriarkatet?

Min far er MIN!

En lille dreng på to et halvt år blev spurgt til, hvem der var afbilledet på et foto. “Det er min far” sagde han smilende… og fortsatte så efter en pause: “Han hedder også “Min mand””.

Det affødte en del latter hos os, der fulgte dialogen. Han havde naturligvis hørt sin mor omtale faren sådan.

At tænke i “mit” og “dit” er fuldstændigt integreret i vores sprog og dermed også i vores måde at tænke på.

De færreste ser, at det også er et meget vigtigt element i en patriarkalsk kultur, der er blevet til, på baggrund af en ide om at eje jord og alt muligt andet i verden – herunder f.eks. kvinder og børn, på linje med kvæg, kameler etc.

Kan det være anderledes?

Nu kunne nogen tænke, at det ikke kan være anderledes?

At børn naturligvis altid ved, hvem deres far er?

Hos nogle naturfolk ved børnenes ikke, hvem der er deres far. Kvinderne sover og elsker med flere mænd, hvilket også er ret smart i forhold til en mere sund spredning af gener, hvorfor alle mænd simpelthen hedder “Far”…

Alle mænd ser det som deres ansvar at se efter alle børnene i stammen, og lære fra sig til dem, der vil lære.

 Dør en mand i jagten, som det jo ofte er tilfældet, er der ingen, der mister sin far… I sådan en kultur eksisterer “faderløse børn“ eller “enlige mødre” simpelthen ikke. (kilde Christoffer Ryan: SEX at Dawn).

Ejerskab

Tantra er fra før landbrugskulturen og patriarkalsk tankegang kom til at dominere næsten alt, og har rødder der strækker sig meget længere tilbage end f.eks. Buddhistisk Tantra eller Daoistisk “tantra”.

I et sind, som tænker i “ejerskab”, opstår der lidelse. Det beror på, at man med opfindelsen af ejerskabet, også etablerer en “ret” til at handle med det, som ejes – som man vil.

Hvad, man ejer, kan man give bort eller sælge, og naturligvis kan man også “miste det”. Det kan stjæles, tages fra mig, eller simpelthen bare “tabe sin værdi” og gå til grunde.

Når ejerskabet som koncept først er etableret i en kollektiv tankegang, så “ejer” man også sin identitet.

Du ER noget igennem din uddannelse, dine børn, børnebørn, familie, din mand, din kæreste, bil, båd, hus, hunde og katte, have og sågar “dit arbejde” og “din fritid”.

Selv “livet” mener du at eje. “Hvad vil du gøre med dit liv?” spørger mennesker hinanden alvorligt, uden at se det absurde i det spørgsmål. Jeg kan vel kun “gøre noget med noget, jeg ikke er?

En hammer kan ikke gøre noget med sig selv… Lige så lidt som jeg kan gøre det. “Noget andet” end hammeren skal gribe om den og svinge den!

Psykologisk lidelse, angst og kontrol – en følge af ejerskab?

Jeg vil gå så langt som at skrive, at alt psykologisk lidelse og angst (og dermed også kontrolbehov) kan føres tilbage til denne ide om ejerskab.

Vi giver hinanden ansvaret for at “gøre os til nogen”: “Er du så min kæreste nu? Betyder det at jeg kan regne med dig? (har eksklusivret til…)” … “Du er min “bedste veninde! Dig kan jeg altid stole på… (alt er under fuld kontrol i et ejerskab)”

“SE hvor dygtigt mit barn er! … Han gør mig så stolt (som mor eller far)”

Betyder det så, at jeg ikke længere vil eje noget?

KAN jeg eje?

Det spørgsmål er rigtigt spændende, og jeg vil vende det ved at spørge: “Kan jeg overhovedet eje noget, eller udtrykker dette ejerskab ikke blot en illusion?

Den illusion som hele vores kultur, tænkning og med dem det religiøse liv i bred betydning er bygget op omkring?”

Ejerskabet er fundamentet i vores “rets-stat”. Som borger der, er det umuligt ikke at ville eje noget som helst. Jeg skal have f.eks. have en “identitet”.

Jeg kan dårligt nok få lov til at drikke vand, sove et sted, eller bevæge mig rundt uden at “have erhvervet retten til det”. “Er du Dansk statsborger?” … “Ja”..”ok så har du RET til…”. Vi taler også om “at tage statsborgerskabet fra nogen”… tænk lige over det!…

For at leve i kulturen, jeg altså spille spillet og lege med…

Det er relativt uproblematisk for mig, når jeg ser illusionen. – Relativt idet jeg også får øje på al den lidelse omkring mig, der følger med: Jalousi, misundelse, besiddertrang, dominans, rethaveri, ensomhed, følelser af tab og at være blevet forladt eller “dumpet”. etc..

…For ikke at skrive om alle de mange sikre “grænser” der bygges op om det, “der ejes” (“mig og mine grænser”) og som gemmes ganske ubevægeligt inde bag murene.

Liberal ejerskabs ideologi

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg hører liberal-ideologi give udtryk for at “frihed betyder at kunne gøre med det, der er sit, som man vil”.

Som jeg ser det, fungerer ideen om ejerskabet sådan, at den binder mig ind i angst og ambition, med mindre jeg ser, hvor illusorisk den er.

Tingene kommer til at eje mig og definere måden, der leves på. I ejerskabet lever forudsigeligheden og kontrollen…. og det levende bevæger sig fuldstændigt uforudsigeligt, vidunderligt spontant, impulsivt, og lystfyldt.

Vi er endda gået så langt, at vi forveksler “lyst” – dvs. livs-impulsen i os – med “det, der er lyst til” – altså noget jeg kan eller give til nogen?

Om jeg giver eller modtager … Det er ejerskabet, der er i spil og med den – den psykologiske lidelse.

“Vil du GIVE mig DIN kærlighed?” … “Åh nej, hvis jeg kunne det, ville det blot være udtryk for en illusion.”

“Kom lad os danse sammen i stedet… bevæge os og bevæges med- og af alt det, som er og sker… Lad os hele tiden lære hvordan.”

Jeg kan end ikke “give dig” et kys. Lad os bare kysse…. der kan vi mødes i at kysse.

En spørger: “Kan jeg FÅ noget tantramassage et sted?” … “Ja så gerne, hvor meget vil du have?… Skal jeg pakke den ind?”

Nej, vi kan heller ikke “få” noget af hinanden – vi kan mødes i kontakt, og den opstår, hvor vi ikke sætter denne absurde ide om ejerskab imellem som værende sand.

Den, der ikke ejer – mister intet.

End ikke livet.

Livet lever sig med mig….

 

Cupisofi og elskovkunst