Terapi

Terapi og Tantra

Terapi og tantra ? Tantra er fra før nogen kendte ordet “terapi”. Hvad er det, som gør at mennesker igennem mødet med tantra på Mahamudrainstitut kan opleve store forandringer i livet

Terapi

De, som har mødt mig i samtaler, foredrag eller seminarer – eller som følger lidt med i det, jeg skriver – vil vide at jeg ind imellem forholder mig til “terapi”.

Jeg ser mig ikke som en “terapeut” eller en “behandler”, ligesom jeg også afviser at ville “lære nogen noget”.

Hvad er det så, som gør, at mennesker erkender store forandringer i sig og sine omgivelser, efter f.eks. at have mødt “Mahamudrainstitut” og de mennesker der kommer eller bor her?

Har de “lært” noget? Er de blevet terapieret eller behandlet? .. Eller hvordan kan det beskrives?

Vanskeligt at forstå?

Der er nogen, som fortæller mig, at mine tekster kan være vanskelige at forstå. Det er jeg klar over – også imens jeg skriver dem. Det vanskelige ligger måske i, at den tankegang, jeg giver udtryk for, bryder med måden de fleste har lært at tænke på og frem for alt med, hvordan vores sprog og dermed også tanker er “konstrueret”.

De færreste ser, at vores sprog, med sine betydninger, grammatik, kultur og hvad der ellers følger med et sprog – er et udtryk for tænkning. Tænkning og sprog betinger så at sige hinanden.

Deri ligger udfordringen: At beskrive en anden måde at tænke på med brug af et sprog, der ikke “passer” til den tænkning, der skal beskrives.

Hvad sker der i et møde?

Nuvel. Hvad sker der i et møde? I ethvert møde?

Når vi normaltvist beskriver et “møde”, så tænker vi det som at to mennesker – dvs. individer – skaber kontakt til hinanden? Først er de adskilte, og så indleder de en dialog af en eller anden art?

Hvis det nu forholder sig sådan, at vi ikke eksisterer som individer, men blot er udtryk for universets bevægelse, så er vi hele tiden forbundne? Vi ser det bare ikke? Der er altså ikke nogen adskillelse?

Ideen om adskillelse vil jeg beskrive som en illusion.

Et simpelt eksperiment

Det er ret let at afprøve i praksis. Prøv, næste gang du har en samtale, at slå en prut som det første. Hvis, du ser godt efter, vil ikke kun dig, men også den overfor dig synligt bevæges af prutten.

Anderledes er det ikke, hvis vedkommende kommer ind ad døren, og har hundelort på skoen.

Du skal “se godt efter,” fordi din samtalepartner med al sandsynlighed af tillært høflighed delvist vil undertrykke sin impuls. I hvert fald det, som er umiddelbart synligt.

Denne evne til at undertrykke synlig impuls og spontan handlen, er vi trænet i fra barnsben af. Den er en forudsætning for at begå sig i et samfund, der består af regler og ideer om at kunne besidde.

Hvad møder gør

Samtidig peger eksemplet på, hvad møder gør.

De bevæger. Bevægelse som ikke var før…

Det er ikke sådan at forstå, at “Jeg kan bevæge dig”. Næh! ..

Når du bevæger, bevæges jeg, og når jeg bevæges, bevæges du? Hvert eneste møde er helt unikt, som alt bevægelse vil være det.
AT vi overhovedet mødes udtrykker bevægelse.

For de fleste vil det, at “tage sig sammen til” at tale om noget svært, eller f.eks. “ville gøre noget ved sin kontakt til lyst” – og handle på det, ved bare at aftale at mødes med mig eller Karin virke ganske bevægende og forandrende.

Det er fuldstændigt umuligt at forudsige eller at kontrollere, hvad der sker. Det sker bare af-sig-selv.

Alt ER bevægelse

Jeg kan intet gøre, uden at alt bevæges. Omvendt gør jeg intet uden at det,  jeg kalder for “jeg”, er blevet bevæget igennem et eller andet omkring “mig”. “At sanse” kalder vi det.

Når jeg skriver denne tekst, og du læser den, så bevæges vi begge. Måske du tænker, at dine tanker er dine egne, og det kan de ikke være. Lige nu tænker du igennem læsningen af teksten her mine tanker, som naturligvis ikke er mine i den forstand, at jeg kan eje dem, men også blot udtryk for at jeg bevæges…

Forvirrende?

Muligvis… Der åbner sig et dyb under os, som rejser mange spørgsmål, vi nærmest ikke kan besvare.

Vælger jeg så selv, hvordan jeg handler?

Næppe…. Jeg bevæges og bevæger.

Ideen om adskillelse og ejerskab

Hvis jeg nu fik en ide om, at jeg ER noget, der er adskilt fra dig dvs. uafhængig, og samtidig plejede opfattelsen af, at jeg kan “eje” noget, så ville det være nærliggende også at kunne give dig noget af mit, som du så kan modtage?

(Det giver i øvrigt kun mening at eje noget, hvis jeg har adskilt mig fra det. Det jeg er, kan jeg ikke eje… Jeg er det jo!)

Efter sådan en konstruktion fungerer al handel.

Nogle sælger f.eks. grundstykker på Mars. Det er ikke en joke!. “Køb et stykke af Mars”!
Hvorfor ikke? Hvis vi kan eje noget af jorden, så kan vi vel også eje et stykke af en anden planet?

For den oprindelige befolkning i Amerika, var det det, som skete, da nybyggerne satte hegn op, og kaldte det indhegnede for “sit”. De kunne fremvise et dokument fra en konge i England på, at de havde købt det. De, som levede der i forvejen, kunne ikke tro deres egne ører. De havde intet koncept i deres sprog eller tanker for at “eje land”. De var forbundet med det. De var det.

De indså, at det var naturen – den store Ånd – som bevægede alt. At forsøget på at kontrollere denne Ånd simpelthen måtte mislykkes.

At opholde sig i naturen er sundt

Nyere forskning viser – hvad mennesker har vidst i tusinder år – at det at opholde sig i tæt kontakt til naturen, er nærende og styrkende for sind og krop. Selv havearbejde fungerer som noget af det sundeste, man kan gøre for sig selv. Terapi kalder nogen det, og laver f.eks. terapi – haver.

Betyder det, at naturen udøver “ terapi ” på mig? Nej… Den er, som den er. At være i den, betyder at erfare den forbundethed, der er, uanset om det sker bevidst eller ubevidst – vel at mærke hvis det ikke forbindes med en ambition om at “få den til at se ud på en helt bestemt måde”.

Møder hvor vi ingen steder vil hen

Helt på samme måde fungerer møder imellem mennesker, hvor vi kan være, som vi er, uden at skulle nogen steder hen. Det “terapeutiske” ligger i at erkende forbundetheden uden at “stræbe efter den”.

Det meste behandling og terapi bygger modsat på en ide om den “professionelle distance”.

En sart blomst har ikke sådan en distance. Den er, som den er, og skal naturligvis mødes i opmærksomhed for ikke at gå i stykker, hvis vi er klodsede i vores møde med dens sarthed.

Anderledes er det med en tornebusk. Den vil de fleste umiddelbart holde en vis passende afstand til.

Mødet med begge vil være ganske helende, uden at de på nogen måde har den mindste intention om at heale os.

Ikke længere noget imellem

Vi er der sammen, som forbundne, udtryk af livet og den samme bevægelse: Ren livskraft og -lyst. Det er magisk, og det er der, vi kan skabe en forbindelse imellem terapi og tantra: I kontakt.

Det betyder, at der ikke længere stilles noget imellem.

Hvis du vil undersøge dette sammen med os, så kig på forløbet i Cupisofi og elskovskunst