en beholder med følelser i

En beholder med følelser i – er jeg sådan en?

Hvad betyder det at se sig som en beholder med følelser i? Hvilken betydning får modeller om verden og livet for det, der inviteres til under overskriften “Tantra”?

Meditation og grænser

Noget af det klareste, en regelmæssig meditationspraksis viser, er, at forestillingen om at der skulle eksistere en grænse imellem “mig” og “mine omgivelser”, fremtræder som en illusion.

Det er måske det mest centrale i en Tantra overhovedet?

Er jeg “sat” på jorden?

Igennem opdragelse og frem for alt en jødisk-kristen funderet kollektiv fortælling, lærer vi, “at vi er “satte på jorden” for at skulle tage vare på Guds skaberværk”.

Sådan tænker de fleste mennesker nok ikke om det i dag, og fortællingen spejles uanset i måden, de fleste har lært at tænke om sig selv på?

Det går igen i mange af de kursusbeskrivelser jeg læser. Jeg hører det i samtaler med mennesker.

En beholder med følelser i

Mennesket ses som en beholder, der er “fyldt” med følelser med et sind, der kan “rengøres igennem drømme”.

En cylinder der afgrænses og skal passe på, at noget bliver derinde, og at det uvelkomne bliver derude.

En kasse der kan modtage, få og give “berøringer” eller “input”, og hvorfra der så også kommer “output”.

Noget med vægge eller “grænser” der kan “presses”, “udvides” eller overskrides. En ting der kan findes i originaludgaver og dermed være “autentisk” eller optræde i flere versioner.

En spand der kan samles “erfaringer og oplevelser” i, som man så kan “øse ud af”.

Kort sagt en “form”.

en beholder med følelser i
Skål – stentøj med Celadon-glasur

Det helt centrale i Tantra er at opdage, at intet levende (eller noget andet) er sådanne “ting” og at al lidelse er forbundet med en vedvarende stræben efter at opretholde en sådan illusorisk “form”.

Jeg skriver med jævne mellemrum om “grænser” og peger på, hvor uhensigtsmæssig en fortælling det er, hvis vi vil blive bedre til at passe på “os selv”.

Alternativet til at være en beholder med følelser i.

Hvordan ser alternativet ud?

Ja:
At det, som er, kontinuerligt bliver til igennem bevægelse. Det fremtræder som form, uden at være form.
Sprogligt er det vanvittigt svært at beskrive, bl.a. fordi vores sprog er skabt til at beskrive “ting, som flyttes” med.

Hvis, det nu forholder sig sådan, at det, jeg kalder for “jeg” eller “mig”, udelukkende eksisterer i dette øjeblik som bevægelse, og bevæges med det, som er, – så vil det blive lysende klart at enhver afgrænsnings funktion er at reducere bevægelighed. At “fryse i form” og dermed gøre sårbar.

Øges bevægeligheden derimod, som vand eller luft der altid vil omslutte enhver form, uden selv at være form – så mødes alt uden anstrengelse og spænding.

Dette er ikke bare meditationens erkendelse. Det er også den erkendelse, der erfares i “kamp- og bevægelses-kunst” – der i øvrigt meget ofte kan beskrives – og er opstået som “meditation i bevægelse”.

Hvis du vil være med til at øve det – uden at skulle “kæmpe” – så kom og vær med på Cupisofi og elskovskunst

Vær som vand!

Opfordringen til “at være som vand” eller “fleksibel som bambus” er lige så gammel som Tantra selv. Det er det, som øves i en Tantra.

En invitation til at opbygge stærke grænser, har absolut intet med tantra at gøre… på trods af at det ganske ofte markedsføres som sådan.

En Tantra vil overhovedet ikke noget

Nu betyder det så ikke, som nogle måske vil tænke, at Tantra vil “overskride nogens grænser”. En Tantra vil overhovedet ikke noget som helst.

Den inviterer ikke til at “nogen” skal gøre noget ved “en anden”. Den vil hverken have noget eller give noget.

Disse ideer om at give, modtage og behandle – er en konsekvens af at se hinanden som disse beholdere, der kan puttes noget i og hentes noget fra.

Noget der kan blive “tømt for energi” eller “fyldt op med energi” som en anden benzintank. .. For ikke at tale om : “At fordele energi”

Hvis jeg er energi (bevægelse), så kan energi ikke fordeles. Kan vand fordeles i det, det selv er?

En invitation til f.eks. at se – at jeg ikke er en beholder med følelser i

En tantra fungerer som en invitation til at se: At lade sig bevæge med. At iagttage sindets og kroppens natur. En invitation kræver eller forlanger intet. Den fremstår som en mulighed intet andet.

Vi mødes i, at der intet er at skulle, intet der kræves, forlanges eller forventes…

Det er naturligvis en kæmpe udfordring for et menneske, der har lært at skulle have noget (med) ud af alt, hvad han/hun gør? Sådan lige til “at putte i rygsækken” og hente frem igen, når der er brug for det .. Og som tror fast på, at det er sådan, livet og det levende er?

Et menneske, der ubevidst opfatter sig som en “beholder med følelser i”, – vil føle en umætteligt behov for at “blive fyldt op”. Umætteligt og lidelsesfuldt, idet jeg kan fylde nok så meget i en illusion, der i sin natur er tom – og den vil blive ved med at være tom.

Cupisofi og elskovskunst – Få øje på, hvad der før ikke var til at se?