er der en dør ud

Er der en dør ud herfra? Hvor er den?

Er der en dør ud? I denne uge erfarede jeg, igennem en kvinde jeg holder af og føler omsorg for, at hendes ven og kollega havde taget sit eget liv. Det er frygtelig traumatisk. Ikke mindst for vedkommendes nære familie og alle de andre, som har haft nær kontakt til ham.

Spørgsmål står i kø: “Kunne jeg ikke have set det?” eller “Havde jeg dog bare handlet mere konsekvent, da jeg fornemmede, at han overhovedet ikke havde det godt?”

Sorg kan blande sig med følelser af skyld og chok over at han åbenbart ikke kunne se anden udvej? Sorgen kan blande sig med vrede: “Hvordan kunne han gøre det imod mig/os”!?

Det kan virke så meningsløst.

Integritet – er der en dør ud?

Når jeg reflekterer over det, handler det om integritet. Hvis jeg oplever en situation sådan, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal passe på mig selv, imens jeg bliver i den? Så vil jeg tænke: “Er der en dør ud herfra”?

Hvordan kan et svar på dette så blive, at nogen tager sit eget liv?

Integritet betyder: At kunne passe på sig selv. Vel at mærke ikke blot fysisk i forhold til den rene overlevelse: At trække vejret, få mad, søvn og undgå at komme til skade – men også emotionelt og følelsesmæssigt. Vi opdrages til at skulle passe på vores identitet. Den er på sin vis gjort vigtigere end vores fysiske velbefindende i den kultur, vi skaber omkring hinanden.

Identitet

Du og jeg forventes at “være nogen eller noget”, som defineres af den rigtige uddannelse, den rigtige indkomst, de rigtige meninger og holdninger og acceptabel (bedømt) adfærd. Vi skal f.eks. holde, hvad vil lover. Vi forventes at have styr på det. Vi lærer at vedligeholde høje krav til os selv og vores præstationer for at være “gode nok”.

Vi vedligeholder historier om, at vi ikke må skuffe hinanden. Fremfor alt ser vi os som forpligtede, i forhold til at vores nære familie har det godt.

Jeg har i samtaler mødt mange mennesker, som har kæmpet med netop det at bevare sin integritet i forhold til deres identitet. Dvs. at opretholde det billede, de viser af sig selv – både udadtil og indadtil.

Som hovedregel males det med farverne: “Bør”, “kan ikke”, “skal jo også”, og “hvad vil andre ikke sige og tænke?” og “man gør jo sådan!…”

Identiteten bliver til en facade. Som at opretholde en form, hvor sine forestillinger om lykke og ikke mindst andres tilfredshed med sig – bindes op på.

At insistere på at ville være i kontrol?

Så længe det synes at lykkes at kontrollere livet, så det arter sig som sine egne forestillinger og ønsker, virker det uproblematisk. Selvbilledet forstærkes hver gang noget opfattes som en “succes”.

De færreste kan i den periode se at det hele måske blot er en meget insisterende invitation til lidelse?

Den lidelse der opstår af at ville have den uforudsigelige verden og det foranderlige liv til at arte sig efter sine forestillinger og drømme. Lidelse der er uundgåelig, hvis jeg insisterer på at ville være i kontrol.

Lyst – udtrykker det, som sker af sig selv. det samme skriver jeg om kærlighed, frihed og medfølelse. Det er simpelthen hinsides kontrol.

Er der en dør ud fra at være levende død?

Når identitet og selvbillede så beror på at skabe en illusion for sig om at ville være kontrol, så vil det at opretholde denne identitet, gøre det umuligt at erkende kontakt til lyst, kærlighed og frihed.
Det at ville være “en nogen” der kan “noget” – og som er forpligtet for “nogle andre” – vil være det som sætter evnen til at passe på livet i sig selv under voldsomt pres.

Vi bliver syge af det. Nogen søger så en dør ud herfra. Identiteten er blevet gjort sand. At leve og se den synke i grus synes ubærligt? De føler sig som en Zombie: En levende død… Det er et mareridt som kun kan slutte, ved endelig at blive helt død. Enhver Zombie vil søge en dør ud!

Den klassiske Tantra

Hvad jeg skriver her, er helt centralt i alle de klassiske Tantras, jeg kender.
Vi kan ikke leve i en kultur uden at antage eller få påduttet en identitet. Ja som minimum får vi et “person-nummer” og et navn.

Vi afgør heller ikke selv som børn, hvad der “puttes” ind i denne identitet. Det sker igennem opdragelse, skole, og uddannelse. Det er samfundets måde at skabe orden på.

Hvad vi imidlertid kan gøre, er at få øje på, at denne identitet ikke er sand som andet end en etikette, der klæbes på os.
Jeg er ikke historien om mig. Hverken min egen eller din? Jeg er ingen. Levende er det, jeg er.

At tro på etikettens sandhed vil være det, som gør, at jeg ikke bevæger mig spontant og impulsivt væk i alle de mange situationer, hvor det naturligt levende ville gøre det!

Den eneste måde, livet kan passe på sig selv på, er ganske enkelt igennem spontan, impulsiv, kompetent bevægelighed. Den har intet at gøre med at kunne forklare sig, sætte grænser eller noget som helst andet.

Jeg bevæges af det

Jeg bevæges af det skete.
Jeg bevæges også af, at enhver selv må opdage det, jeg skriver her, i sig:

Blive nysgerrig på at se naturen af det han/hun er. En natur der ikke er min fortælling om den, og hvordan den bør være.

Jeg inviterer til, at vi kan undersøge det sammen. <3

Tantra, Cupisofi og elskovskunst på Mahamudrainstitut