Eva

EVA og den forunderlige tiltrækning

En fortælling om Eva

Solen skinnede fra en klar himmel. Allerede her først på formiddagen var det varmt. Jeg havde taget turen ned til stranden og lå i det hvide sand på et stort håndklæde med en bog.

Der er noget med strande, hav, sol, varm hud og lyst. Som en fin vibration i kroppen, der åbner alle sanser.

Jeg så hende allerede, da hun var et stykke væk og på vej i retning af, hvor jeg lå. Jeg kiggede diskret som om, jeg ikke gjorde det. Holdt mit hoved som læste jeg, og lod bare mine øjne bevæge sig op for at se.

Hun gik i sandet på en særlig måde. Jeg kom til at tænke på, at hun måtte danse meget? Hendes hud var brun. Det var tydeligvis ikke første dag hun ville ligge i solen. Uvilkårligt fornemmede jeg en let spænding i min mave: “Hvor langt ville hun fortsætte”?

Tiltrækning

Det er forunderligt med tiltrækning. Den er så spontan og impulsiv. Det føles som om hele kroppen gør det af sig selv, Alt i mig var nu optaget af hvor tæt på mig, hun ville folde sit håndklæde ud.

Det blev ovenfor mig måske ikke mere end 5-6 meter væk. Lige netop sådan at jeg ikke umiddelbart kunne se hende ved bare at løfte blikket, men i så fald måtte vende mig.

Åh jeg kendte også dengang, den der akavede følelse af at gøre som om, jeg ikke ser, drevet af trangen til bare åbenlyst at se.. se se, se! Og det ville være absolut NO-GO..

Som at udstille det totale begær og lyst, som voksede i mig, og på en eller anden måde også i mig selv kunne føles anmassende? Men for katten da! Det er der jo!

Jeg vendte mig om på maven og lå med albuerne på håndklædet og bogen foran mig, så jeg kunne se hende der ovenfor mig. Hun havde taget sin T-shirt af og sad blot i et par små bikinitrusser og cremede sig ind i solbeskyttelse.

Jeg nikkede til hende og smilede…
Hun returnerede det med det sødeste smil, jeg nogensinde var blevet mødt med.

Det traf mig som et lyn i hjertekulen, og fortsatte ud i hver en celle. Jeg følte det som om jeg døde og blev født på en gang? Som om min krop pludselig var for lille til at rumme det, som var derinde?

Hej!

Jeg satte mig op og sagde “Hej”!
“Hej” svarede hun med endnu en døds-stråle fra sin smilende krop..

Og så: Det der øjeblik med total kaos indeni.

Hvad siger jeg nu?
Gør jeg ingenting?
Lægger jeg mig tilbage med bogen?

Lader jeg som om, at jeg er cool?
At der ikke er noget jeg vil?
At hun ikke er noget særligt for mig?

At jeg på ingen måde er “needy”?

På trods af at alt i mig allerhelst bare vil være helt tæt på hende, dufte hende, lytte til hende, se hende, fornemme hende, og sanse hende i min umiddelbare nærhed?

Jeg har aldrig mødt hende før. Vi kender overhovedet ikke hinanden, og jeg ligger her og smelter ned i noget som er vanvittig sårbart, følsomt, sanseligt, fint og lidt skamfuldt.
Hun rejser sig op, og begynder at gå ned mod vandet i min retning.

“Går du i vandet”.. Spørger jeg .. og mærker med det samme hvor indlysende dumt, det spørgsmål. er.

“Skal vi følges?”.. Siger jeg … og føler at det gør den første bemærkning lidt mere spiselig for mig selv.

“Det kan vi godt” .. svarer hun…

Eva

Hun hedder Eva … Og ja vi endte med at ligge ved siden af hinanden. Jeg fik ikke læst i min medbragte bog den dag på stranden. Vi snakkede, badede, lo og var stille.

I den tid, vi sås derefter, mødtes vi ikke i elskov. Eva ville vente, sagde hun. Jeg pressede ikke på og var tydelig med, at jeg gerne ville. Jeg tror, at det blev for sårbart for både Eva og mig.