Evnen til at relatere

Evnen til at relatere

Måske er den vigtigste færdighed, vi har behov for i livet, evnen til at relatere med hinanden og vores omgivelser?
Når jeg møder mennesker og samtaler med dem, kan jeg henføre det, som optager dem mest, til noget der har med andre mennesker at gøre. Intet som denne mellemmenneskelige kontakt bringer så megen psykologisk lidelse med sig?

Vi socialiseres

Når jeg kalder det for en “færdighed”, så kan det lyde som om, at denne evne opnåes igennem en bevidst “læreproces”? En bedre beskrivelse ville sikkert være, at opfatte det som noget “der bare sker”. Ubevidst præges vi af forældre, samfund, normer, skole etc. Vi “socialiseres” til at omgås hinanden indenfor en samfundsmæssig acceptabel ramme. Træder vi udenfor, straffes vi enten formelt, eller igennem mere eller mindre tydelige sanktioner.

Det er relativt klart for os, hvorledes vores forældre og andre mennesker i vores nære kreds omgås med hinanden. Derimod er det fuldstændigt skjult for os, hvordan disse forholder sig til sig selv.

At mærke sin hånd i mødet med stolen

Hvis du som læser lige i dette øjeblik lægger din hånd på den stol, du evt. sidder på, og mærker efter, så vil din umiddelbare bedømmelse af det mærkede knytte sig til stolen. “Ja, dette er en stol, eller måske nærmere stoffet, som udgør betrækket”. Hvis du lader hånden hvile lidt endnu, og flytter din opmærksomhed til kontakten med din hånd, kan du måske gå på opdagelse i det, som hånden sanser? Der vil være et bestemt tryk, temperatur, et træk, en spænding i musklerne etc. …Det er muligt at mærke sin hånd i mødet med stolen.

Spørgsmålet du kan stille dig selv er, og du overhovedet kan mærke stolen, eller om ikke alt det, som du mærker med, sidder på dig? Du sanser altså noget – i dig – og giver det du sanser – i dig – betydningen: “en stol”. En betydning som du har lært fordi du er opvokset i Danmark. Hvis du var englænder ville du sige: “a chair”.

Det, jeg skriver her, handler ikke om, hvorvidt der findes en stol eller ej. Jeg peger udelukkende på måden, som jeg skaber ideen om denne stol inde i mig.

Består min verden af en række sanseindtryk?

Hvis det nu er sådan, at det, som jeg i min almindelige færden forstår som “min omverden” i virkeligheden består af en række sanseindtryk, som jeg giver en tillært betydning, så vil denne opdagelse eller erkendelse vel få stor betydning på, hvorledes jeg relaterer til samme omverden?

Jeg kan med rette spørge om ikke al min “relateren udadtil” afgøres af, hvorledes jeg omgås med “mig selv” – eller min relateren til “mig selv”?

Hvorfra og hvordan lærer jeg at relatere til “mig selv”? Er det noget, som jeg “selv skal finde ud af”? Hvad betyder det for mit oplevede liv, hvis dette forhold er fuldstændigt ubevidst?

Når forældre formaner børn til “at tage sig sammen” eller “at blive til noget”, spiller det så en rolle i forhold til, hvorledes de relaterer til sig selv…. og dermed til andre?

Egen sanselighed afgørende?

Bliver egen sanselighed, og evnen til at differentiere alle mulige sanseindtryk, uden at tilordne dem en forud defineret betydning, som er ubevidst “arvet” igennem socialisering nøglen til at kunne relatere frit og bevidst?

Når jeg tænker på de seminarer, aftengrupper og retreats som vi tilbyder under overskriften “Mahamudrainstitut”, så handler de alle sammen om i første omgang at få øje på dette forhold: At jeg i ethvert møde, oplever kontakt til mig selv. At måden jeg omgås mig selv på, bliver afgørende for om mødet finder sted i respekt, omsorg, lyst eller kontakt til kærlighed.

Denne erfaring er ikke begrænset til øvelserne. Den sætter varige spor. Der åbnes en dør som ikke kan lukkes igen.