fælles lyst

Fælles lyst? Kan vi forvente det i parforholdet?

Giver det mening at lede efter en “fælles lyst” i parforholdet? Hvad gør det ved os at leve sammen med den ambition udtalt eller ej?

Jeg har mere eller mindre fra jeg blev seksuel aktiv , være optaget af- og forundret over “lyst”. Lyst ser jeg som en kraftkilde uden sammenligning med noget andet.

Parforholdets monopol på kropslig intimitet i lyst?

Jeg iagttager, hvordan udbuddet af tilbud til par, som har svært ved at finde en “fælles seksualitet” er vokset igennem årene. Ikke mindst under overskriften “Tantra” synes kurser af den karakter at være mange?

For mig at se, er der noget fundamentalt uheldigt i den måde som parforhold generelt defineres og leves? To mennesker, der i udgangspunktet ikke kender hinanden, finder sammen, og meget hurtigt opstår der monopol på intimitet? Forholdet bæres måske udadtil af en ide om at “vi vil hinanden” – og alligevel styres det af såvel formulerede som uudtalte krav og stærke forventninger?

Et af dem er, at vi skal have “den samme lyst”. Både hvad angår, hvad vi har “lyst til” seksuelt, og “hvor megen lyst” der er passende eller nødvendig”.

Lyst ser jeg som det udtryk, vores helt basale livskraft har. Som vores individuelle “puls, rytme og takt”. Der sættes gerne lighedstegn imellem “Lyst” og “lyst til”.

For mig svarer det til at gøre “tørst” synonymt med det nogen foretrækker at drikke FOR at stille sin tørst.

Tørsten er ikke “vand”. Tørst udtrykker det der sker af-sig-selv i mig. Min iboende levekraft.

At bruge sig selv i sin seksualitet

Jeg har igennem årene mødtes med rigtigt mange kvinder i Mahamudra elskovsmassager. I den forbindelse i ligeså mange samtaler. Helt gennemgående har et tema i de samtaler været at have “brugt” sig selv i sin seksualitet for at opretholde et parforhold, og på den måde “tabt” kontakten til sin lystne krop.

Det sker, når kroppen instrumentaliseres og skal bruges til at opfylde ambition og ide, eller forebygge konflikter. Hvad der gøres til et “middel til at opnå- eller forhindre noget”, vil jeg mentalt distancere mig fra.

Det er som, at jeg ikke selv er den hammer, jeg slår søm i med. Den er mit “værktøj”, jeg lægger fra mig igen, når jeg er færdig med at sømme.

På kursus for at finde en fælles lyst?

Utallige synes de “Tantrakurser” at være, hvor Par inviteres til at finde ind i en fælles lyst “igen”? Ligeså mærkeligt er det for mig, at de kaldes for “Tantra”, da de gerne ledes af mennesker, der ser på parforholdet fra et psykoterapeutisk eller sexologisk perspektiv?

Det er meget forståeligt at to mennesker, som kan lide hinanden, har levet sammen, fået børn sammen, bygget en fælles tilværelse op, og hvis historier er tæt sammenvævet, føler smerte, når seksualiteten ikke fungerer med hinanden?
Opstår den smerte af, at de ikke elsker så meget fysisk med hinanden mere, eller af forventningen til at “de burde gøre det noget mere”, og at de, hvis de “ikke finder ud af at finde en fælles lyst”, så risikerer at gå fra hinanden?

At tage på Tantrakursus som endnu en ambition?

Er det at tage på Tantrakursus sammen endnu en ambition, der fødes i angst? Et ønske om at finde en fællesnævner?
Er det virkelig gavnligt at ligge foran en psykoterapeut og øve en anden måde at røre ved hinanden på sammen med andre par? Fungerer det som en invitation ind i “en fælles lyst”, at blive “guidet” af undervisere, der tydeligvis ikke selv i situationen er i kontakt til seksuel lyst, men optaget af bestræbelser for at få kurset til at fungere?

Jeg er med på, at den måde at beskrive det på kan virke unuanceret.

Jeg stiller spørgsmålet: “Om et menneske kan inviteres ind i kontakt til lyst af et menneske, der har en ambition om, at det sker, uden at vedkommende selv føler sig lysten i situationen?”

For mig at se betinges mange parforhold af sex? Ja måske de fleste? At de har sex med hinanden, og kun med hinanden, bliver til et indforstået tegn på at “de har det godt med hinanden”, på trods af at den ene i parret, (eller de begge) måske har det allerbedst med sig selv, når de ikke har sex?

Det handler ikke bare om “måden”, der elskes på. Nej det har rod i at elskov gøres til et forlangende. En klar forventning om en leverance, der hører til den monopoliserede intimitet.

Kærlighed, elskov og lyst KAN ikke forlanges eller forventes. Kontakten dertil dør, hvor vi mødes i forventning, krav og angst for skuffelser.

En illusion om fælles lyst?

Min seksuelle puls vil være forskellig fra andre menneskers. Lige så forskellig som vores fingeraftryk. Jeg drikker vand og spiser, når jeg er sulten og tørstig. Nogle gange passer det tidsmæssigt med det eller de mennesker, jeg bor sammen med. Andre gange ikke.

Hvor absurd ville det ikke være at forvente en fælles rytme og præference i forhold til sult, tørst, toiletbesøg, søvn, social åbenhed etc? … ja og impuls til sex og elskov?

At mødes i kontakt til kærlighed med et menneske, er da på ingen måde betinget af sex og elskov?

Tværtimod!… Den bevidste kontakt til Kærlighed forsvinder, hvor der opstilles betingelser. Også om “fælles lyst”. Det svarer til at ville åbne en rosenknop med magt. Det går den i stykker af!

Hvad i alverden kan så få mennesker til at gøre det til en så stærk forventning i et samliv?

Angst!?

“Hvis du gerne elsker MED mig – (som i fysisk sex) – SÅ ved jeg at du elsker mig”.

Hvor skal jeg ellers gå hen?
Hvordan kan jeg ellers udtrykke, at jeg elsker?
Hvad skal jeg ellers stille op med denne voldsomme impuls?

Det er kærligt selv og åbent at tage hånd om lysten i sig, og lade være med at gøre den til en betingelse i vores samliv.

Jeg ser den som en måde af mange, hvorpå vi udtrykker intimitet og kan bevæge os med hinanden som mennesker.

Vi kan mødes i verbal dialog, i stilhed, i kropslig dialog, danse, elske, sanse, berøre, fornemme – og erkende, at vi er levende i mødet med hinanden.

Det kan ikke være styret- eller begrænset af, “hvilket forhold vi har til hinanden”.. Jeg kunne skrive: “Hvilket forBEhold vi mødes i?” – hvis det sker i opmærksom kontakt?

Med mindre vi altså fastholder os selv og hinanden i den vedtagne norm?

Kærlighed kender ingen form

Kærlighed kender ingen “form”. Den ene “måde” at være sammen på, er ikke mere “kærlig” end en anden måde. Kærlighed må være det, som er?
Altså IKKE min fortælling om det som er eller bør være?

Vil jeg møde alt i kærlighed ?
Så betyder det, at jeg møder mig i kærlighed.

Alt, hvad jeg erkender, erkender jeg i mig, SOM mig.

VIL jeg se dig, som du er?
Det betyder at jeg ser dig, som jeg ER.

Kan jeg holde det ud?
At anerkende det, jeg er… som det er?

…. og se, at det jeg er, IKKE kan være “min historie om det, jeg er”

Det er invitationen i en Tantra. Og den kan vi hver især tage imod og fordybe os i. Om vi lever og bor med hinanden eller ej.
Den gives ikke til “fortællingen om et par”, og slet ikke fra en en anden fortælling og illusion om et “lykkeligt par”…

Invitationen er måske den mest intime, jeg kender: “At anerkende naturen i sig og i det, som er.”

Cupisofi og elskovskunstAbildgaard