Fantasier og lyst

lotuslysogfjer

Vi mennesker er udstyret med evnen til at fabulere og skabe fantasier. Både når vi sover og i vågen tilstand kan sådanne fortællinger og “indre film”, såfremt de kredser om erotiske ønsker og længsler, virke stærkt ophidsende. Vores krop kan på med andre ord inviteres til at reagere på bestemte tanker og følelser.

Nytten af at kunne forestille sig noget?

Hvad mon nytten kan være af det? Hvis der altså kan beskrives en nytte? At kunne skabe forestillinger om noget, knytter sig vel til en evne til at kunne løse komplicerede opgaver? Det at sammensætte sine erfaringer, dvs. beskrivelser af noget, der skete tidligere i livet, på nye måder, har vel betydning for, at vi lærer, og for hvor godt vi lærer? Frem for alt vil evnen til at beskrive være vigtig i vores kommunikation og sociale omgang med hinanden?

Den som mestrer fortællekunsten, kan tryllebinde flokken, og invitere den til at handle i overensstemmelse med det fortalte? Det er fantastisk praktisk, når der skal flere til at løse opgaver, og vel en forudsætning for at kultur opstår? Kultur med sine normer, regler, fælles tro og beskrevne værdier formet igennem sin egen “kultur-evolution”.

At kunne handle socialt med hinanden, må således være tæt knyttet til at kunne danne sig forestillinger om, hvordan hinanden har det og formå at kommunikere det? Vi kender det fra mennesker, som mangler det, vi beskriver som “empati”. De fungerer som hoveregel meget dårligt sammen med andre både dyr og mennesker.

Den forføriske fortæller – præsten og demagogen i dig selv

Lige som denne evne kan beskrives som nødvendig og nyttig, ligesådan rummer den farerne for at “tabe kontakten til det, som er”. Vores historie er brolagt med masseforfører, som igennem ord og malende beskrivelser har kunnet forføre folkemasser til de uhyrligste handlinger.

Der behøver end ikke at være andre end os selv bag denne “forfører”. Vi kan, i det vi tror på vores egne fortællinger, skabe invitationer til os selv, der er så stærke, at vi handler uden at sanse hvad der sker i og omkring os. Tænkt bare på følelsen af jalousi, der i den grad fungerer ved at lade forstillinger, som udløser angst “tage over”.

Angsten for døden – ikke at være noget eller nogen, ikke at høre til nogen, at stå forladt og alene – bliver den største af disse fortællinger. Denne angst går vel hånd i hånd med en længsel om lykke, fred, et liv i lyst og med een der er accepteret og tilhører en gruppe?

I blandt nogle stammefolk har dødsstraffen været at blive udstødt, uden ret til at have nogen som helst form for social kontakt til andre. En meget effektiv straf som eksekverer sig selv under mange kvaler, når blot ønsket om at være en del af gruppen er stærkt nok, eller overlevelse i en barsk natur fordrer samarbejdet.

De “lettroende” har derfor alle dage også være de, som kunne manipuleres og styres. De revolutionære, som gjorde oprør imod fælles tankegods og fortællinger, har udgjort en fare set med magthaveres øjne. Det er sådan alle trosretninger og religioner fungerer. Igennem troen på præsteskabet, fortællingerne, ritualerne, myterne og de opstillede krav til “rigtig adfærd” kan de troende styres og bringes til orden. Trosfællesskaber har, hvor paradoksalt det ind imellem kan forekomme, dermed også tjent som udgangspunktet for at have en stærk hær, med fælles mål og mission. I den ene gruppes ekspansion i forhold til den anden, har succes været afhængig af, hvor stærke og overbevisende disse fortællinger har været. Måske er det også netop dette forhold, som har gjort os til den dominerende og alt ødelæggende art på jorden?

Med udgangspunkt i ovenstående, bliver det derfor også indlysende for mig, hvordan denne “tro” på egne og andres fortællinger kan frarøve mig min frihed. Hvis du har forstået, at ingen beskrivelse nogen sinde kan være det, som den beskriver. At ordet “træ” aldrig bliver til et træ. Så må det være enkelt at se, hvordan det at forveksle en fortælling om dig med det, som den peger på, vil lede dig ud, hvor du ingen kontakt har til det, som der er.

En tantrisk invitation som du ikke skal tro på!

I tantra bliver invitationen, ikke at tro på noget som helst, men til at iagttage hinsides beskrivelser. At se “igennem” alle fortællingerne. Fortællingerne bliver der. Tankerne opstår, og det er godt og nødvendigt for vores færden med hinanden, for vores “hittepåsomhed” og for al sproglig kommunikation. Hvis jeg lader mig opsluge af tankerne, i og med, at jeg ikke er mig bevidst, at det jeg gør, når jeg fortæller, blot er at benævne og beskrive uden nødvendigvis at sanse det, som der er, så bliver jeg “ude af mig selv”. “Jeg” er blevet en fortælling – en “nogen” eller et “noget”. Og alt hvad der “ses”, er dette ocean af tanker: Fortællinger, som fortælles og fortælles og fortælles.

At læse denne tekst vil således også fungere som at læse en fortælling. At se igennem den, vil betyde at kunne betragte den som sorte klatter på den hvide skærm. Der er ingen “mening” i disse klatter, meningen skabes inde i dig som læser, fordi vi deler en række fortællinger du (som læser) og jeg (som forfatter til den). Det du “forstår”, når du mener at forstå, er vel blot, at du genkender noget fra dine egne fortællinger i mine?

At være vågen?

At gøre mig bevidst om dette – ikke intellektuelt, men ved at begynde blot at iagttage verden omkring mig. Virkeligt SE den. SE og sanse som jeg ikke har sanset før, og som om jeg så alt for første gang uden at give det, som jeg ser et navn eller en betegnelse, hver gang…. kan måske åbne en dør til denne bevidsthed? Dette er essensen i meditation: At blive vågen. HELT vågen, hvor optagetheden af og identifikationen med mine fantasier, vil være som at sove og drømme.

Fra denne forståelse kan jeg se enhver fortælling og fantasi som invitationer: Kunstfærdige, tillokkende, vidunderlige, skrækindjagende, ophidsende, angstskabende, gribende og sarte… Jeg skal ikke “af med mine tanker” blot opdage, at jeg ikke kan være nogen tanke. Og det opdager jeg jo næppe igennem en anden tanke? 🙂 … og hvis du nu som læser sidder med følelsen af at læse et paradoks? At dine øjne flytter sig frem og tilbage i de foregående sætninger for at få dem til at give “mening”? Så mærk bare denne undren….. lad den boble!

“At mærke” i mødet med chokolade

Jeg tænker ind imellem over, hvordan vores fantasier kan virke som chokolade. De virker søde og forførende og kan blive stærkt vanedannende. Præcis som de også kan virke modsat og forlede til sorg, angst, og frygt…og stadig være vanedannende. For mig handler det ikke om de er gode eller dårlige, hensigtsmæssige, skadelige eller hvilke prædikater jeg nu kunne klæbe på dem. (Sikke en ambition jeg kunne invitere til, hvis målet skulle være at “slippe sine fortællinger”?) Fortællingerne er, som de er, de fungerer, som de fungerer. Som jeg kan nyde chokoladen i frihed så længe jeg ikke automatisk bare propper det i munden, men virkeligt smager på det hver gang: Lader hvert stykke sende fontæner af sansninger ud i min krop; på samme måde kan jeg nyde mine og andres historier ved at iagttage at de fortælles, imens de fortælles og kun “er” der, imens dette sker. Når der ikke fortælles, er der intet….ja selv dette ord “intet” er “for meget” og vil ikke kunne beskrive det, som der er. Det som ligger hinsides enhver beskrivelse. Et godt ord for “dette” kunne være “kærlighed” eller “lyst” ….og desværre(?) knytter vi så mange fortællinger til netop disse to ord.