At give og modtage

knælendefigur

Er kærlighed “at give”?

Jeg hører ofte sætningen: “Kærlighed er at give”. Og dertil føjes så til: “At give uden at forvente noget til gengæld”. Hvis dette er tilfældet, ville det at skulle “modtage” det, som gives, så ikke stille sig i vejen for at opleve denne kærlighed? I det øjeblik jeg skulle “modtage”, ville jeg i sagens natur ikke være den givende, og dermed heller ikke kunne “være” kærlig”? Hvor der (op)findes en giver, vil der også skulle være en modtager?

Giver Solen sin varme og sit lys til os eller er solen der bare? Dens natur er at være varm og lysende. Vi kan vælge at beskrive solen som givende og os som modtagende, og måske gør denne beskrivelse noget ved os?

Hvor der kan gives, må der være noget at give. Der findes en giver, det som gives og den som det gives til. Kærligheden gøres med andre ord til et objekt, som der så i princippet også kan (for)handles med. Modtageren kan forvente ”din” kærlighed. Vi kan tale om “stor eller lille kærlighed”. Hvor der opstår forventning, vil der også være krav og konflikt? Kan kærlighed kræves eller endog blot forventes? Kærligheden forvandler sig i denne beskrivelse til at blive et spørgsmål om byttehandel?

Udfordringen ved at skrive om kærlighed er, at den måske ligger udenfor enhver beskrivelse? Når jeg sætter ord på, så vil hvert eneste af disse ord bidrage til at betinge vores beskrivelse, og hvis der er noget, som de fleste mennesker kan blive enige om, så er det vel at kærligheden er hinsides enhver betingelse? Derfor vil beskrivelsen tage sit afsæt i hvad kærligheden ikke kan være?

Kærligheden kommer til dig?

Tantra siger, at når du får kontakt til det, som er, så vil kærligheden komme til dig. Du kan altså intet gøre for at have mere eller mindre kærlighed i dig. Du står midt i den og alle mulige lag af historier, fortællinger, moral, regler og betingelser af enhver art stiller sig i vejen for, at du opdager det. Alene det forhold at du har adskildt dig selv fra kærligheden, ved at tænke i “jeg” og “kærlighed” som to adskilte størrelser, skaber den største barriere. Lige så længe “du” er til, lige så længe vil du have afskåret dig fra den. Dette udtrykkes i historen om vores “ego”. Dit “ego” udtrykker en samlebetegnelse for identifikationen med alle historierne om at ville “være nogen” eller -noget. Så længe du vil gøre noget… gøre dig umage… vil alt, hvad du ser være din egen stræben, dit eget projekt, dine mål og ambitioner. I det øjeblik du indser, at det ikke handler om at gøre, men om at være, UDEN at ville være “nogen”, så indfinder kontakten af sig selv.

“Boblen” som svæver i intet

Så længe du ser verden igennem dit eget filter af fortællinger og tolkninger, lige så længe vil vi ikke kunne mødes i kærlighed. Det må være som to mennesker der går rundt i hver sin “boble”. De mødes, og det møde der finder sted, finder ikke sted i reel kontakt, men blot ved at periferierne berører hinanden. Begge bobler sejler rundt i friheden, og ingen af de som sidder “indeni” boblerne er overhovedet klare over at det hav, som de svæver rundt i, findes. Alt hvad de oplever sker på indersiden af periferien. Boblens funktion er “at holde sammen på sig selv”: At give en fremtræden – en identitet – et “ego”. “Boblen” er opstået ud af intet, ved at en fortælling om “nogen” begyndte at blive fortalt, og denne fortælling har siden vedligeholdt sig selv. Lag på lag er skallen blevet tykkere. En gang imellem, når fortællingen i et kort øjeblik ophører, opstår der et lille glimt af dette intet, i hvilket boblen blev til.

Af alle fortællingerne som fortælles, er det den om “angst”, som fylder mest. Angsten for ikke at være til. Angsten for ikke “at være noget”. Angsten for døden. Angsten bliver således også det, som binder al historiefortælling sammen. Angsten bliver kærlighedens modsætning, og når der tales om kærlighed, bliver det, som der fortælles, noget som udspringer af denne angst.
Forestil dig at denne kontinuerlige “fortællen” med et ville ophøre!
I et nu opløses “boblen” i dette hav at intet, som den svæver rundt i. Dette hav kan vi pege på med ordet “frihed” eller “kærlighed”. Hvor der før var angst og fortællinger om “nogen”, er der nu det, som ER. Her opstår kontakt.

I denne “kontakt” forsvinder enhver ide om en, som giver og en, som modtager. Det er ikke “den ene”, som mødes med “den anden”. Der “afleveres” ikke noget. Kontakt ER der….”Der mødes”… Kærlighed er der.

Meditationen kan blive der sted, hvor der erfares

“Kan man det? “ spurgte en kvinde mig en aften..”altså leve uden at være i en fortælling”. Det kan ingen fortælle dig. I det øjeblik du tror på det, vil denne fortælling slutte sig til alle de andre. Det kunne blive til din ambition, din stræben, dit mål. Bekymrer dig ikke om det! Begynd bare at se! Ser og sans hinsides din bedømmelse og dom. Du skal ikke “tro” på noget. Erfar! – uden at lade erfaringerne klæbe. …. og så……

Meditationen kan blive det sted, hvor du erfarer…..hvis du vel at mærke slipper ideen om, at du skal have noget som helst ud af den…