filosofi

Filosofi og Tantra – “Nu bliver det for filosofisk!”

“Nu bliver det til filosofi – eller for filosofisk!” Den, som kan lide at tænke over tingene og give udtryk for sådanne tanker, må ind imellem lægge øre til sådan et udbrud.

Hvad betyder filosofi?

At jeg ikke kan forstå, hvad du siger? At vi nu er for langt væk fra “virkeligheden”? At det du siger ikke har ret meget at gøre med den praksis, jeg står i, og at jeg ikke umiddelbart kan bruge det, som du siger, til noget nu?

Vi skelner ofte imellem “praksis” og “filosofi”. Ordet “filosofi” kommer af kombinationen af “philo” (græsk) som betyder “kærlighed” og “sophia” (også græsk) som betyder “visdom”. Altså “kærlighed til visdom”.

Den praktiske og teoretiske filosofi

Allerede Aristoteles skelnede imellem to former for filosofi. Den praktiske filosofi hvis hensigt var “handling” og den teoretiske filosofi, som handler om at skaffe viden. Denne skelnen sættes i et særligt perspektiv, hvis vi, som f.eks. Einstein gjorde det, når frem til at “at viden er at erfare” dvs. bunder i handlen.

Måske er det ikke for langt at gå, hvis jeg beskriver filosofi i alle sine afskygninger som en redskabsdisciplin for alle andre fag?

Filosofi beskæftiger sig med andre ord om, hvordan vi tænker, handler, erkender og forstår?

Al tænkning benytter sig af ord.

Kan jeg tænke en tanke, uden at jeg erkender den i ord? Filosofi bliver nært knyttet til sproget, ordene og brugen af dem.

Når jeg formidler Tantra og underviser i systemisk tænkning og -praksis, inviterer jeg ind imellem deltagerne til at undersøge sine egne “grundantagelser” om verden og det “at leve”. Dvs. hvordan de oplever, at de selv, verden, fænomener og kommunikation fungerer?

Denne form for “hverdagsfilosofi” adskiller sig naturligvis fra “akademisk videnskabelig filosofi” og grundessensen: At reflektere over hvordan tingene og vores forståelse af dem hænger sammen, deler de.

Intet er så praktisk som en god teori

“Intet er så praktisk som en god teori”. Denne sætning henviser til, at vi med en gennemtænkt teori, nogle velovervejede grundantagelser, præcise hypoteser, og en god sammenhængende forklaring er i stand til at forklare mangt og meget.

Det store spørgsmål vi må stille bliver så, om denne forklaring så også betyder, at vi har forstået det, som vi forklarer?

Hvis vi antager at beskrivelsen af et kys – ikke har ret meget med et kys at gøre, andet end at det “peger” på dette kys, vil vi så igennem denne beskrivelse nogensinde kunne forstå, hvad det vil sige at kysse?

Vil et billede eller en beskrivelse af en blomst nogensinde kunne erstatte en rigtig blomst? Og vil billedet, som jo består af små pixels på en skærm eller trykfarve på hvidt papir, kunne gøre andet end at pege på noget andet end sig selv?

De beskrivelser – og dermed mener jeg enhver tanke – som vi omgiver os med – vil vel altid blot være historier, symboler eller henvisninger, som i sagens natur ikke ER det, som de beskriver eller formidler?

Isen på menukortet

Vi kan så at sige ikke spise “billedet af isen” på menukortet, men kan evt. lade os invitere til at afprøve den “i praksis”? På den måde inviterer vores tanker om verden os til at handle på bestemte måder. Frem for alt påvirker de mere end alt måden, som vi kommunikerer på.

..Og uden et oplysende menukort, ville meget få komme i tanke om, at der overhovedet var is at få?

Professor i raketvidenskab eller Jesus

Forestil dig den tanke, at jeg fortæller en historie om, at jeg er professor i raketvidenskab, og tror på den! Alle omkring mig vil måske stille spørgsmål til, hvordan jeg kan få den ide, og på trods af deres skepsis holder jeg fast.

Mon ikke dette, hvis jeg vel at mærke begynder at blive til fare for mig selv og andre, ville kunne føre til at jeg bliver indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling?

Uanset hvor jeg ender, så vil min identifikation – dvs. min faste tro på at det forholder sig for mig, som jeg fortæller mig selv, at det er – føre til at jeg ændrer den måde, jeg færdes i verden på.

Måske vil jeg producere visitkort, hvor der står “Professor” på? Måske vil jeg blande raketbrændstof i mit ny-indrettede laboratorium i kælderen? Måske vil jeg forlange at mennesker omkring mig titulerer mig som “professor”? Hele min adfærd vil blive præget af denne overbevisning, der kan iagttages som en fortælling om mig selv.

Netop kriteriet “at være til fare for sig selv og andre” bruges til at afgøre, om det jeg identificerer mig med er ok eller ej set ud fra en samfundsmæssig betragtning.

Jeg kan godt tro på at, jeg er Jesus, så længe jeg ikke belaster andre med det, eller bringer mig selv i fare. Læs lige den sidste sætning igen! ….”bringer mig selv i fare”…. Mit selv må altså i samfundets øjne være noget andet end det, jeg identificerer mig med? I hvert fald hvis jeg skriver “Jesus – Guds søn” på mit dørskilt og postkasse?

Identifikation?

Hvad nu hvis det, som gør mig til fare for mig selv, ikke er hvad jeg identificerer mig med, men at jeg overhovedet identificerer mig med min fortælling om mig selv?

Jamen jeg ER jo ingeniør. Det har jeg uddannet mig til”. Siger jeg måske? ER jeg nu også det? Betyder det, at hvis jeg fjerner min titel, at jeg så er forsvundet? ….Forhåbentligt ikke…. Min uddannelse legitimerer alene, at jeg må kalde mig Ingeniør, sexolog, psykolog eller hvad i alverden jeg nu mener at skulle have af titel og “være”.

Filosoferen eller filosofiens vigtigste opgave er måske således at gøre det klart for os, at vi kan fortælle mange historier om, hvordan verden hænger sammen, og at vi ikke skal identificere os med nogen af disse historier? De er ikke sandheder om os og verden, men blot måder at kommunikere om os og verden på. Vi forstår ikke verden igennem disse historier, men beskriver den ad den vej.

Er der ikke en meget stor forskel på at beskrive og forstå? For mig kommer forståelsen hinsides ordene. Ord (og dermed tanker) kan på den ene side invitere mig til at erfare … og på den anden side forføre mig til fuldstændigt at miste kontakten til det, som er?

Mister vi forbindelsen til det, som er, hvor vi tillægger ordene sandhedsværdi?

Hvis forståelsen ikke finder sted igennem ord, hvordan kan jeg så formidle den? Og hvis min tænkning også er en form for historier, som finder sted i ord, kan jeg så forstå ved at tænke?

Måske kommer forståelse eller indsigt kun til os igennem iagttagelse? Iagttagelse uden bedømmelse og vurdering. Dvs. uden at jeg tillægger det iagttagede navn, værdi, eller betydning.

Denne iagttagelse som i sagens natur må være total: Fuldstændig opmærksom og tilstedeværende, kalder jeg for at være i bevidst kontakt til “kærlighed.”

Den begynder der, hvor ordene standser, hvor al anstrengelse ophører, hvor der ikke identificeres nogen relation, ingen benævnt skelnen.

Jeg kan ikke stræbe efter den, da min stræben efter “noget” jeg allerede har en ide om, vil stille sig i vejen for at se, det som er.

Meditation

Jeg kan slet intet gøre. Det sker hinsides enhver gøren. Enhver metode eller teknik vil lægge min opmærksomhed i lænker, og få mig til at være optaget af, at “gøre det rigtigt”. “Jeg” er væk. “Du” er væk ….al identifikation er sluppet, og der tager “bevidsthed” over, uden at jeg vil være optaget af, at det er sådan, det kaldes. “Jeg” er der jo ikke mere.

Kan jeg så øve mig på dette? Jeg kan iagttage opmærksomt og nærværende, og glemme, at det er det, jeg gør.

Det kalder jeg for “meditation”. Det er det, som en Tantra inviterer til.

Cupisofi og elskovskunst