følelser

Følelser og emotioner som bevæger og river dig med

Jeg finder det meget spændende at iagttage naturen af mine følelser. Hvordan mine følelser tilsyneladende bevæger sig uden at have hverken en begyndelsen eller en slutning?

En Tantra inviterer til at iagttage naturen af det, som er. Det rummer ikke mindst at iagttage “lidelsens natur”. Jeg erfarer både hos mig, og fra det jeg hører, når jeg samtaler med andre mennesker, hvordan følelser i den grad kan invitere ind i lidelse.

Når, jeg skriver om følelser, skelner jeg imellem på den ene side Emotioner og på den anden følelser.
Ordet: Emotion kommer af det Franske émotion, fra émouvoir ‘begejstre’, der igen er afledt af det Latinsk emovere, fra e- (en variation af ex- ) som henviser til noget der går “ud” + movere – dvs “bevægelse ud” – “udtryk”.

Emotionen er bevægelsen, følelsen betydningen

Emotionen beskriver for mig bevægelsen og det sansede i kroppen, som vi på dansk f.eks. vil udtrykke som “at blive bevæget”.

Følelsen peger på “det navn” og den betydning, jeg har lært at betegne: “Det, jeg sanser lige nu”.

Jeg kan illustrere det ved følgende eksempel:

Min mor sagde til mig, da jeg var helt lille, at hvis jeg havde ondt i maven, var det nok fordi, jeg var sulten!” Jeg havde meget ofte ondt i maven, så det førte måske til at min måde at håndtere det på, var at spise meget?”

Jeg kan når jeg samtaler og/eller er bevidst iagttagende på på den ene side at sanse emotionen i mig – dvs. hvad jeg sanser, og hvordan jeg sanser det,

….og på den anden side kan jeg undersøge de forskellige “navne eller betydninger”, jeg spontant vil give denne bevægelse: F.eks “smerte, spænding, tryk, træk, ubehag, behag , opdage, hvordan disse “følelser” – betydninger ændrer sig – og med dem også emotionerne.. og omvendt.

F.eks. som i følgende dialog:

“Hvad sanser du?”
“Jeg er ked af det” …
Hvordan og hvor sanser i din krop sanser du det”?
“Mest i maven .. nej også i mine kæber .. hmm jeg spænder..!”
“Hvis du nu ikke må kalde det for “ked af det”, men skal finde et andet ord for det, hvad falder dig så ind?”
“….. Jeg er vred! .. Nej, Jeg er gal… Jeg er rasende! Han er simpelthen sådan en idiot!… Nej JEG var en idiot, overhovedet at indlade mig med ham!”

En anden benævnelse vil invitere krop og sind til at sanse sig anderledes end før. Helt tilsvarende, vil det aktivt og bevidst at bevæge sin krop, også ændre den betydning som mit intellekt har skabt som “følelsen”.

De fleste kan genkende, hvilken umiddelbar forandring en rask trave- eller løbetur kan føre til i vores sindsstemning?

At passe på sine følelser

Mine følelser er ikke “mine egne”.

Ideen om f.eks. at skulle “passe på sine følelser” opstår ud fra en forståelse af, at der er et “du” og et “jeg” adskilt af “grænser”, og indenfor dem “har vi vores følelser”. Det er meget enkelt at undersøge, at det nok ikke forholder sig sådan:

Jeg kommer hjem fra arbejde, og mødes af en vredt ansigt!
Alene det, at jeg tolker det som “vredt”, har allerede udløst en følelse i mig. Som levende væsen betragtet, fungerer jeg i symbiose med mine omgivelser. Jeg har fra spæd af lært at “aflæse” emotioner hos mennesker og dyr omkring mig, forstået på den måde at min krop uvilkårligt indstiller sig på den “stemning” eller “rytme”, der er i den kontekst, jeg befinder mig i.

“Vreden” derude bliver til “vreden” derinde. Jeg kan i situationen stille spørgsmålet til den, jeg møder: “Er du vred?”, og det vil kun forstærke følelserne imellem os.

Følelser som interaktion

Følelser fungerer i den beskrivelse som interaktion, eller “en måde der bevæges på” – emotionelt og dermed følelsesmæssigt.

Jeg kan simpelthen intet gøre for at forhindre det, og jeg kan iagttage det hele bevidst og opmærksomt, imens det sker. Det mest fantastiske ved det er, at iagttagelse i sig selv udtrykkes i bevægelse. Den fungerer som “at skelne”.
Den måde at bevæge mig på – vil forandre både mig som iagttager og det, der iagttages. I min beskrivelse kan det overhovedet ikke adskilles.

Den bedste metafor for dette er at se på et par, som danser med hinanden, og få øje på hvor let de med få ændringer i samspillet, bevægelser, rytme, positurer kan ændre hele “stemningen” i dansen.
Hvis jeg skifter musikken de danser til, vil jeg også med et slag kunne ændre emotionerne og “følelsen” i rummet. Noget “fælles tredie” – altså musikken med sine rytmer og toner – spiller med.

Lader jeg et menneske mere (eller flere) “danse med” vil det have samme effekt.

Jeg kan også pludselig sige højt til den ene af de dansende: “WOW DU er godt nok god til at danse!”

Den invitation til intellektet der tydeligvis handler om at give betydning igennem bedømmelse, vil forstyrre og bevæge dem begge emotionelt. Med emotionerne opbygges en tsunami af andre betydninger og fortællinger – altså følelser.

Et emotionelt fællesskab

At leve tæt sammen med et eller andre mennesker betyder at leve i et følelsesmæssigt, emotionelt fællesskab. Forældre med teenage børn – måske især døtre – kan nikke genkendende til dette. Dette følelsesmæssige fællesskab kunne opfattes som “afhængighed”, og jeg ser det nærmere som en side af det at leve.

Jeg eksisterer som bevægelse

Jeg er ikke en isoleret “ø” med grænser. “Jeg” eksisterer så at sige udelukkende som bevægelse i kontekst.
Følelsesmæssig afhængighed opstår ikke i, at jeg inviteres ind i en bestemt måde at bevæge mig på i mødet med det vrede ansigt i dette eksempel, men kommer til syne i det øjeblik, jeg har bundet mig til en forestilling om, at det burde være anderledes.

“Skal vi ikke hellere være glade?”
… Lyder længslen.

“Kom bliv nu glad!”.

Lige DER skabes binding.
Jeg vil noget “andet”, end det der sker. Dette “andet” udtrykkes i en drøm og ambition, der – som alle ambitioner gør det – inviterer ind i fokus, spænding og anstrengelse. Med større spænding i krop og intellekt, jo mindre sanselighed og bevægelighed og dermed mindre mulighed for at danse anderledes i det møde, som opstår.

Reelt set ophører det bevidste møde, i det øjeblik ambitionen bliver styrende og bindingen stærk. Historien stiller sig imellem. Det store spørgsmål er, om det er muligt at “få øje på” at dette sker, imens det sker? Får jeg øje på det, opløses det. Ses det ikke, er jeg “bundet” af ambitionen.

En Tantra inviterer til at iagttage det, der sker, med naturen af det, som er og sker. Derved måske få øje på, hvordan det sker? I den erkendelse af lidelsens natur opløses bindingen.

Læring – følelser og emotion.

Intellektet og kroppen ser jeg som et. Uden evnen til at sanse, kan jeg ikke tænke en tanke. Alt, hvad jeg har lært er knyttet til, at jeg har sanset i forbindelse med, at jeg lærte det.

Noget har nogen f.eks. forsøgt at “lære mig noget” samtidig med, at jeg mest sansede “ubehag og stress”, og måske følte behov for at flygte eller decideret ligegyldighed. For mange mennesker er f.eks. “matematik” et eksempel på sådan noget.

Andet har jeg lært, ved at være sammen med et menneske, jeg var meget glad for. Et menneske hvor min krop spændte af, eller jeg gerne lo meget. Jeg har haft let ved at lære, når jeg spejlede mig i mennesker, jeg kunne lide: Emotionelt igennem bevægelse, og intellektuelt ved at lytte, afprøve og undersøge betydninger og måder at tale om noget på.

Intellektet som eventyrfortæller

På mange måder fungerer intellektet som en automatisk eventyrfortæller.

Det levende er bla karakteriseret ved at kunne “forstyrre sig selv”. Ofte vil det være nok at høre en enkelt sætning eller ord, og så begynder en strøm af betydninger og sammenhænge at forme sig i intellektet – af-sig-selv. Samtidigt med denne tankestrøm der tilsyneladende kan vokse og vokse helt af sig selv, bevæges jeg emotionelt. Emotioner der også forstyrrer, irriterer eller inviterer intellektet…

Et vingeslag fra en sommerfugls vinge – har på øjeblikke forstærket sig selv – af sig selv til en emotionel og følelsesmæssig orkan.

“Har du en kæreste?” .. spørger han hende
“Nej det har jeg ikke” … svarer hun
Samtidig tænker hun.
“Hvorfor spørger han mig om det? Ser jeg måske ud som en, der ingen kæreste har? Er det virkeligt SÅ tydeligt, at der ingen er som vil have mig? Det rager da ikke ham! .. Og ved han overhovedet hvor sårbart det er for mig at tale om lige netop DET? Sikke da en idiot han er.! Som om nogen gider at snakke med ham!.. Og mig, jeg møder altid sådanne mænd. For fanden da! Livet er sku da også som at æde sin egen lort…, det er PRÆCIS som dengang i skolen…etc”

En kakafoni af tanker, følelser, emotioner der akkompagneres af ansigtsudtryk, gestik og forsøget på alligevel at se venlig ud. Fornemmelsen af, hvor anstrengt det er at blive stående og ikke bare gå væk eller sige noget “grimt”…
Tankerne og følelserne skabes igennem det, vi mener at huske, generaliseringer, absolutter, fantasier, tolkninger og betydninger vi har øvet igennem mange år. Vi skal bare have et enkelt stikord, og så er der 100.000 – nej uendelige variationer.

Det er kreativt! Selvskabende – af sig selv.

I princippet fungerer det fuldstændigt som at udvikle en seksuel fantasi.

Den begynder med en enkelt invitation. En tanke – en forestilling – en ide, eller at simpel sansning. Mange mennesker er fuldt bevidste om, hvordan præcis den fantasi skal gentages i tankerne, imens kroppen oplever stor vellyst.

“Han fornemmede at hun stod lige bag ham. Hendes duft sendte en uvilkårlig sitren igennem hans krop…”

Iagttag hvor lidt der skal til, for at eventyret begynder af sig selv at folde sig ud vævet ind i erindringer, ønsker, drømme og fornemmelser! … Indtil den bremses – distraheres af en ny fortælling.

Det er for mig virkeligt fascinerende at iagttage.
At se, at fortælleren ikke kan være det, som fortælles, og alligevel udtrykkes igennem det..

Kom og vær med i vores undersøgende fællesskab, hvor vi sammen åbner rum for at undersøge naturen af det som er… i krop og sind.