kunsten at samtale

Kunsten at samtale er som kunsten at elske

Kunsten at samtale er som kunsten at elske. Ja jeg vil beskrive ethvert møde som en samtale. Om vi mødes med eller uden ord gør her ingen forskel for mig. Ej heller hvad eller hvem, der omfattes af bevægelsen sammen.

Kunsten at samtale i samtidig fælles interaktion

Når jeg undersøger lerets eller træets natur ved drejeskiven, kavaletten eller med høvl, sav, og drejejern fungerer det også som kunsten at samtale: En samtidig fælles interaktion.
Når jeg bevæger leret, bevæger det mig. Når jeg lægger jernet til træet, berører det mig.

Jeg må lytte, se og sanse med alt i mig, for at fornemme deres natur “derude” som den optræder “derinde”. Som, jeg skaber med dem, skaber de med mig. Begge forandres vi. Når mødet er slut er intet som før.

Iagttagelsen og bevægelsen, den udtrykker, skaber iagttageren som ny hvert øjeblik i mødet.

Kunsten at samtale ligger ikke i lyde og ord

Når, vi sidder overfor hinanden, er samtalen ikke lydene, vi skaber og hører. Den rummes ikke i ordenes betydning eller orden. Den er ikke sætningernes opbygning og rækkefølge.

Ville jeg optage den, og afspille den efterfølgende, vil det, jeg hører være uden liv og lyst. Det vil ligge som ordnede bits og bytes i en computer. Hvem der vil forstå at samtale, ved at genhøre det sagte for f.eks. at forbedre sig, erstatter det levende med en rolle, der skal spilles.
Af liv og lyst bliver stræben efter form i ambitionen om at blive mere “rigtig”.

Tænk hvis vi elsker og..

Tænk hvis vi elsker!
Danser sammen på lejet i berøring, syn, dufte og smag.
Bevæger os spontant og impulsivt i det, der opstår – fuldstændigt unikt og uforudsigeligt.

Det vil aldrig ske igen!

Når vi efterfølgende dampende af lyst ligger tæt, er vi for altid forandrede.
Vi er bevægede og berørte at en dans, der ikke kan gentages. Vi er bevægede af hinanden.
De dansende vil være nye. Dansen forsvundet og eksisterer blot som en ide og illusion.
Alt vil være anderledes.

Hvem ville optage det på film, for at lære at blive bedre?
Bedre til hvad?
Til impulsivt at sanse sig i bevægelsen med den anden. I det der sker, imens det sker?
Til ikke længere at kunne adskille os fra hinanden, men opløse sig i elskovens, opmærksomme, sanselige lyst?

Se guitaristen spille og danseren spille!

Erkender en tilskuer ved at se en guitarist spille, bevægelsen og sårbarheden ved at spille på instrumentet?
Sanser vi danserens spænding og afspænding i legen med tyngden i sig, når vi ser hende danse?

Vi bevæges af at iagttage, hvis vi virkelig ser, og bevægelsen er en helt anden end det, der sker i hende. Hver gang vi ser, vil vi se noget andet, og bevæget på ny. Aldrig vil vi kunne gentage oplevelsen som før?

Hvor, vi elsker, vil der ingen koreografi være. Ingen rolle at spille, ingen rigtig rækkefølge, ingen metode, tips eller tricks. At elske er hinsides rigtigt og forkert.
Hvem kan i kontakt til kærlighed bedømme det … eller noget andet?

Vil vurderingen af det, der sker, som tilskuer til filmen, efterfølgende, ikke blot fungere som et nyt møde med sig? Et møde hvor der måles, og f.eks. gøres notater for at øve den rigtige teknik eller form?

At møde en på en date?

Tænk dig at møde et menneske på en date og ende hjemme i sofaen. Du fortæller hvor tryg du føler dig, og han siger, at han har øvet netop det mange gange
“Hvordan har du gjort det?”.. Spørger du

Han svarer: “Ja ved at optage og filme alle sine møder med kvinder, for at lære af dem bagefter! “

“Nu synes jeg, at jeg er ved at nå perfektionen” fortsætter han,

og videre…

“Mærk bare, hvor tryg du føler dig nu!”..

Forhåbentlig lander han udenfor på trappen, med aftrykket af din fodsål på bagen!

Kunsten at samtale er for mig som kunsten at elske:

At lytte med alt, hvad der kan sanse – ikke til den anden, men til “ham eller hende i sig selv”.

At gøre det vil være hinsides enhver plan, teknik eller et mål. Det vil kun larme og forstyrre: Erstatte krop med tanke. Erkendelse med tænkt forståelse og ide.

Hvis, jeg bevidst og opmærksomt vil erkende kontakt, må alt kontrol og ambition om at ville forandre og forbedre ophøre.

Det vil kun stille sig imellem.
Erkendes kontakten, så erfares også den samtidige fælles bevægelse. Det at vi bevæger hinanden, og bevæges sammen. Ikke nok med det, vi bevæges også af alt omkring os, i det øjeblik mødet sker.

Vi smelter ind i “konteksten”.
Vi er lige så lidt I den, som en forfatter kan være sin bog.

Det er uvant

Alt dette vil være uvant for de fleste.

“Giv mig noget konkret!”
“En teknik at lære!”
“Fortæl mig, hvad jeg skal gøre, for at gøre det bedre, større og mere rigtigt!”

Kontakt kan ikke måles. Når, der måles, er altid det, som er imellem, der vurderes på en skala.
Det der skaber afstand og adskiller.

Vær stille og uden erindring i bevægelse!
Hvad, der er lært, opstår i mødet, som noget nyt.
Jeg har aldrig set dig før, Jeg kender dig ikke.
Uanset, hvor ofte vi ses.
Hvad, vi taler om, forstår jeg ikke.
Vore bevægelser med hinanden er nye ikke erfaret før.

Hvor, jeg møder dig i: “Jeg kender hverken dig eller mig”, vil vi åbne os for det, som er, og ikke lade det, som var eller skal komme, stille sig imellem.
I det, vil vi være forskellige på alle måder… og begge mødes som begyndere og uerfarne.

Der kan vi mødes i den respekt og opmærksomme omsorg og agtpågivenhed, der er nødvendig, når vi intet vil tage for givet.

Vil du undersøge kunsten at elske sammen med os?
Vil du undersøge kunsten at samtale og undersøge naturen af det, som er sammen med os?