Form

Form

Form

Form opstår af, at der skelnes, hvor intet er. Formen er denne skelnen: En forskel der gøres og gives et navn.

Hvor denne skelnen ophører, forsvinder al form.

Det sker netop i dette øjeblik, hvor du, der læser disse bogstaver, skelner imellem det, der ikke er, og det, du mener, at der er. Uden denne skelnen ville der intet være at se.

Måske søger du efter “meningen” med disse sætninger, altså at skabe en anden form. Uanset, om du forstår det, du læser, eller ej, har du allerede skabt den nye form. Du kan kalde den for “meningsfyldt” eller “meningsløst” og tro, at du har skelnet, uden at se at den eneste form, du skaber der, handler om “mening”.

Denne uendelige stræben efter at give form, bliver som at ville gå igennem en mur, der bliver tykkere hver gang du kradser i den, eller kravle over et hegn, der vokser for hvert tag du tager.

Hvis du iagttager denne skelnen i dig, kan du måske for et øjeblik erkende, at den, du mener, der erkender, også blot må være udtryk for en skelnen? Alt hvad der således “anses for at være”, betinges igennem skelnen.

Hvor denne skelnen ophører, er der intet – og i dette forenes alt.