Lidelse

Lidelse

Tantra kan ikke fungere som terapi

Når jeg siger, at den tantra som jeg inviterer til, ikke skal opfattes som “terapi” eller en behandling af nogen som helst art, så hænger det dels sammen med, at et forsøg på at “ville gøre noget med nogen” uvilkårligt må rumme en ambition, og dels vil rette sig imod forestillingen om, at der er en, som lider? Ja, er der da ikke det – altså “en lidende”?

At opfatte sig selv som “lidende” er måske lidelsen selv?

Dette ene “problem”

Findes der psykologiske problemer? Eller findes kun et eneste problem: Nemlig: “Jeg”, og det opstår af, at dette “jeg” overhovedet ikke eksisterer. “Jeg´et” er ikke andet end et illusorisk objekt skabt af en tænkning, der kontinuerligt opfinder forskelle?

At se sig selv i lidelse som “den der lider” fungerer som en meget kraftfuld måde, hvorpå et “jeg” kan opretholdes. Det er fantastisk til vedholdende at skelne imellem “de andre”, der ikke lider og jeg, som har det slemt.

Lidelse som begrunder adfærd

Lidelsen benyttes – ubevidst, automatisk og ganske ofte åbentlyst til at begrunde bestemt adfærd. Typisk en adfærd som fører til yderligere opfattelse af lidelse. Der skabes et spiralformet tankemønster, fyldt med symboler, mønstre, begreber, argumenter, tegn og budskaber, der er med til at holde den “lidende” fast i egen lidelse: Nemlig at adskille sig selv fra resten af verden igennem en kontinuerlig skelnen.

Skyld i lidelse?

Selv det at pege på dette forhold vil udløse fornyet identifikation: “Vil det sige at du mener, at jeg selv er skyld i min lidelse”? Og der høres ikke, at jeg her hverken taler om skyld, “min” eller “din”.

Lidelsens funktion

I det øjeblik den lidende inviteres til at se på lidelsens funktion, er der kun en mulighed, og det er for en stund at træde ud af “sin lidelse” og iagttage den. Dette er KUN muligt idet iagttageren adskiller sig fra lidelsen selv, og fortsat lader lidelsen “leve”. Alternativt ville der ikke være noget at iagttage.

Dette vil uvilkårligt medføre at dette “jeg” konfronteres med sig selv? Hvem iagttager hvem? Hvem er fortælleren, som fortæller historien om “sig selv”? Kan han/hun være sin egen historie? Illusionen åbenbares – ikke igennem tanken, der selv fungerer illusorisk – men som en følge af, at der sanses. Et sådant møde sker kun igennem hengivelse. Ved “at ville” uden at ville det. Og varsler samtidigt “jeg´ets” død og dermed lidelsens ophør.

Naturligvis møder dette modstand.

For den lidende bliver selv det “at ville ud af sin lidelse” til lidelse i sig selv. Hvert “forsøg” på at “komme ud”, bekræfter lidelsens eksistens – uanset om det lykkes eller ej.

Hengivelse

Hengivelse betyder for “jeg´et” ikke længere “at være nogen eller noget”. Hvor mødet betinges af lidelse – den enes eller den andens – finder hengivelse ikke sted. Der opstår ingen kontakt. Det er ikke muligt!