fortællinger

Fortællinger – deres magt og kraft

Igennem mange år har jeg været fascineret af fortællinger, eventyr, myter og sagn. Det begyndte i mine helt unge år, hvor jeg var en flittig læser af både Brdr. Grimms eventyrsamlinger og Nordiske fortællinger. Senere blev det til et mere omfattende studium af eventyr og deres oprindelse.

Som 13-14 årig stødte jeg på Tolkien og blev opslugt af det univers, han udviklede.

Hvad var det, som Tolkien skabte?

Han var professor i engelsk sprog og middelalderlitteratur, og stiftede bl.a. gruppen “the Inklings” hvor han sammen med C.S Lewis og Lewis Caroll førte samtaler om eksistens, tro og mening, ud over at de læste højt for hinanden og udvekslede kritik af hinandens forfatterskab

Fortællinger binder mennesker

Noget af det, som tidligt fascinerede mig ved Tolkien var, at det gik op for ham, at et sprog bærer en kultur i sig. Et sprog skabes igennem metaforer og har som sin meget væsentlige funktion at binde mennesker i fællesskaber igennem mening.

De store fortællinger skabes af sproget, og sproget bliver til igennem dem. De “binder sammen”.

Derfor kunne han ikke blot “opfinde et sprog” – uden også at opfinde en kultur og dens historie.

Fortællinger, der binder, bliver til overalt. Fra den mindste gruppe til den største. De er på den måde et meget væsentligt “kit” i sammenholdet.

Når par skilles, bliver dette meget tydeligt. Den ene eller begge begynder åbent at fortælle en anden historie end den, som hidtil har været gældende. Vil den ene (eller eventuelle børn) “blive i relationen” – forsøger han/hun gerne at “holde fast” på den gamle.

Dette vil som regel være en umulig opgave. Sorgen, der følger, kommer af at få øje på den illusion og ubevidst fornemme, at det som reelt er, ikke kan være den fortælling, der fortælles om det. Så længe det forbliver ubevidst, vil man vedblive med at fortælle og gøre det fortalte “sandt“.

At træde ud af en gruppe

Jeg ser det også, når mennesker træder ud af en gruppe. En har f.eks. været et højt betroet medlem i et fællesskab, og føler sig pludseligt dårligt behandlet eller erkender, at det, som sker i gruppen, måske alligevel ikke er så godt, som hun har overbevist sig selv om?

Midlet bliver at skabe en ny fortælling som tager afstand fra gruppens -. I fortællingen af den, rejser der sig et dilemma:

Identifikationen med gruppens fælles historie, og de mange gange den måske er blevet fortalt til andre med den hensigt også at få dem til at blive en del af fællesskabet, gør det meget svært at fremstå troværdigt for sig selv?

Gruppens fælles historie er blevet til hendes egen identitet, og ved at undsige den, vil hun stille spørgsmål ved “sig selv”. Sådanne fortællinger vil derfor gerne indeholde et “forsvar”:

“Noget var jo godt … og jeg vidste altså ikke at…”. “Jeg er blevet klogere…!”

Dette bliver lidelsesfyldt. Lidelse der opstår af at betinge sig af en ny fortælling (der gøres sand), der skal forklare eller und-skylde. 

Hvor der er skyld, vil der være angst, og i angsten opstår kontrol og anspændthed.

Lidelse igennem at søge “accept” (bedømmelse) igennem nogle værdier og nye fortællinger, i stedet for at anerkende det, som er

Lidelse ved at fremstå som et “offer” – for egen uvidenhed, uopmærksomhed, gruppens pres og frem for alt for den fælles bindende fortælling der.

Hvad der måske ikke ses vil være, at den nye fortælling fortsætter den gamle? Måden, der bindes på, har ikke ændret sig.

Spirituel trend

Den spirituelle trend handler om “at ville leve i nuet”. Det misforstås fuldstændigt som: “Ikke at ville erindre eller forudsige” – men at “blive bedre til at være ude af hovedet og nede i kroppen”.

Der kan mennesker så løbe hovedløse rundt i en jagt på i “nuet” at tilfredsstille de behov, som lige “nu” sanses. Et samfund af kæmpebabyer, der kun tænker på den næste underholdning?

Denne trend blomstrer sideløbende med, at de store fælles fortællinger erstattes af Romantisk-nationalistiske ideer om “folkenes” uafhængighed og racernes overlegenhed.

Ideologier, der tidligere har været fundamentet for ødelæggende krige, som nu pudses af for at forblænde befolkninger, hvor flertallet ikke orker at sætte sig ind i, hvordan fælles fortællinger virker såvel bindende som forførende, hvis vi ikke er bevidste om dem.

Nej jeg skal ikke ud af hovedet og ned i kroppen!

Mit hoved er en meget væsentligt element i kroppen, med alt hvad der foregår i det .

Et sprog består således ikke blot af ord – men af både tydelige og subtile sammenhænge og betydninger. Sproget repræsenterer en mental model af verden og livet. Det bliver til en ramme for forståelse – dvs. for beskrivelse af indsigt. Igennem sprog bliver historier, sagn og myter til.

Jo mere nuanceret et sprog fremtræder, jo finere vil det kunne skelne.

Som jeg i kroppen kan udvikle en finmotorisk bevægelseskompetence, der gør det muligt at skelne og skabe dvs. sanse helt små forskelle – vil bevidsthed om sproget og de fortællinger, det skaber, fungere som en mental bevægelseskompetence…

Jeg ser det som vigtigt i forhold til bevidst at iagttage – hvor let det er at lade sig binde, og hvordan det sker; og samtidig at se den umådelige nytte der ligger i at have et “sprog” og fælles fortællinger, vi kan mødes om.

 

Systemisk cupisofi og elskovskunst – årsforløb