sandheden om tantra

Sandheden om Tantra findes den ?

Sandheden om Tantra – findes den? Giver det mening at tale om en sand eller rigtig tantra? Og hvis ikke, betyder det så at Tantra kan være alt muligt?

Kravet på at få sandheden af vide eller påstanden om eksklusivt at kende den, er en kilde til konflikter overalt. altså også når det drejer sig om sandheden om tantra.

Hvorvidt ret mange af de, som gør det til en konflikttema, overhovedet gør sig nogle tanker om, hvad dette ord “sandhed” betyder? … ved jeg ikke.

Ikke at Lyve

At tale sandt refererer f.eks til “ikke at lyve” – dvs, at fortælle ærligt og oprigtigt, hvad der faktisk skete eller “er”.

Når Politiet f.eks. afhører vidner til trafikuheld uafhængigt af hinanden, så fortæller de stort set alle sammen forskellige historier. De gør det oprigtigt og ærligt, hvis de altså ikke har part i sagen – og betyder det, at nogle af dem lyver?

Nej… det betyder, at det, som virkeligt skete, ses og huskes forskelligt. Det farves af den, som ser.

The dream of reality

Sandheden handler altså om at kunne begribe realiteten, som den er?

Jeg kan sammenfatte stort set al spiritualitet i en enkelt sætning og kalde det for: “The dream of reality”..

I samme åndedræt har jeg rummet det, som oprigtige videnskabsmænd og kvinder også søger.

Hvad er virkeligt .. Altså det som er, der ikke er forvrænget eller farvet af en ellers andens dagsorden og forsøg på at forføre og vildlede?

Det som er, kan det betinges?

Jeg har før skrevet om sandheden. – Den har interesseret mig så længe, jeg kan huske.

For 30 år siden gik det op for mig, at denne “sandhed” ikke må kunne betinges af den, som beskriver den, endsige af den beskrivelse der skabes? Sandheden må være uafhængig af enhver beskrivelse?

Det som ER, må være det som ER …uanset hvordan det så beskrives? Jeg formulerer det nogle gange sådan, at “beskrivelsen af at kysse ikke ER at kysse”. Vil jeg erkende “at kysse”, må jeg kysse… Ordet “et kys” er ikke et virkeligt kys.

Dette er så simpelt, at det gør helt ondt, og så svært at anerkende for mange. Acceptere det behøver ingen.

Det indiske kludetæppe

I øjeblikket fordyber jeg mig i Indisk historie. Nærmere betegnet i nu afdøde Professor Damodar Dharmanand Kosambis forskning.

Det forunderlige med Indien er, at der ikke har været en tradition for at skrive historien ned, som vi kender det fra Grækere, Romere og andre europæiske folkeslag. Skriftlige kilder er derfor sparsomme eller mest ikke-eksisterende som andet end myter og sagn, der påviseligt konstant forandres af de fortællere, som fortæller dem.

Med henblik på arkæologiske fund i Indien, så har vi at gøre med en region, hvor der på den ene side lever mennesker stort set som på stenalderens tid og samtidig mennesker, der har tilegnet sig en vestlig forbrugs- og informationskultur – vel at mærke sammen og samtidigt i de samme byer.

Udfordringerne er derfor store, når det kommer til at tegne en kronologisk historisk tidslinje ret lagt bagud.

Hvad, der måske synes mere overraskende, er, at den spirituelle praksis i dette store område også er et miks af ritualer, der må stamme fra jæger-samler samfund, ritualer der er sanktioneret af hinduistiske Brahminere, Buddhistiske traditioner og alle mulige andre skikke.

Når det kommer til forskellige “tantras” og deres sandsynlige udspring i Indus-området, bliver billedet ikke mindre farverigt. At pege på sandheden om Tantra bliver umuligt.

En gennemgående tanke

Og så dog?

Det interessante er nemlig, at der er nogle gennemgående tanker, som har overlevet og stadig står præsente.

De udtrykkes i “Vigyan Bhairav Tantra” et oldtidsværk – der i tusinder af år har været formidlet mundtligt, og i måske 5000 år har været på skrift.

Dette værk indeholder igennem 112 smukke vers en invitation til at “få øje på det sande”.
Drømmen om at se det, som ER, renset fra fortolkning og betydning.

112 kort beskrevne meditationer eller praksisser, der kan integreres i hverdagens handlinger.

De ender alle med sætningen….. “ og så……!”

Dette “og så….” henviser til at kontakten til det, som ER – det “sande” – … ligger hinsides beskrivelse.

Sandheden om Tantra ?

Tantra vil således ikke være “det, jeg synes, er tantra for mig”… En tantra vil fremstå som en invitation til at SE det, som er, og ikke lade det betinge af sin forestilling eller ambition om, hvad det burde være.

Når der siden er skrevet tusinder forskellige tantra´s, så påberåber de sig gerne at være en “praksis”, der kan lede til at “realiteten ikke længere fremstår som en drøm”…

Igennem tiden har der sikkert været utallige diskussioner og konflikter om, hvis “praksis” der var den rigtige eller bedste – altså sandheden om tantra – og de har allesammen været absurde i min optik.

Det giver ikke mening at være enige eller uenige om det, som er. Vi kan være enige/uenige om beskrivelsen af det, og det er enkelt:

Ingen beskrivelser kan være det, de peger på og flere måske mulige?

Det som, er er bare – fuldstændigt uafhængigt af en mening om det.

Er det ikke befriende?!

Spørgsmålet er, om jeg vil se det?

 

Læs evt også: Sandheden