“Sandheden? – Der findes mange sandheder”
 eller: “Jeg vil mærke efter og finde ud af, hvad MIN sandhed er, og du kan så have din”.

Sådanne udtryk synes jeg at høre og læse jævnligt.
Måske opstår den ud fra en opfattelse af, at “en sandhed” er det, som gøres sandt for nogen”?

En sandhed skal tages “alvorligt”. Det ligger i magtens egen orden, at den forlanger, at blive taget seriøst. Derfor følger der også af det at påberåbe sig sandheden en invitation ind i angst. 

Du skal frygte for sandheden, eller for IKKE at tale sandt. At være en løgner opfattes som nederdrægtigt i de fleste samfund.

Oraklet i Delphi

Igennem tiderne har det at kunne fortælle sandheden, været forbundet med magt. “Oraklet i Delphi” repræsenteret ved templet der, levede af denne færdighed. Sandheden bestod i dette tilfælde at kunne forudsige fremtiden for et menneske.

Sandhed og tro

Alle religioner og deres moral bygger på en bestemt opfattelse af, hvad der er “sandt”, og deres tilhængere fornærmes og såres på deres følelser, hvis nogen skulle finde på at sætte spørgsmålstegn ved denne – især hvis dette spørgsmål tager form af drilleri eller “at gøre sjov med”.

En helt afgørende imellem det vi kalder for “videnskab” og tro, beror på et meget enkelt princip!
Videnskab og forskning udtrykker en praksis der kontinuerligt søger at korrigere sig selv!

Hvis den en “troende” -gør og -erfarer ikke passer med, sin tro, så vil det forklares med, at han ikke har tillid til ‘troens sandhed’ eller tror “rigtigt”. Ingen har autoritet til at rette i hverken Biblen eller Koranen, hvis dens beskrivelser anfægtes! Det anses som den værste af alle forbrydelser i trossamfund der bygger på dem.

Naturen af Tro – minder meget om det vi finder hos totalitære systemer. Det er det forbudt at mene noget andet, og stille spørgsmål til de dogmer og regler styret opstiller.

Videnskab og sandheden



Helt anderledes forholder det sig med videnskab: Den fremmer ganske enkelt at alle beskrivelser mødes med skepsis, løbende kritiseres, efterprøves og forkastes eller korrigeres, hvis det viser sig: At de sammenhænge vi kan eftervise i praksis IKKE svarer til de hidtidige beskrivelser af dem!


Videnskaben søger hold i det, vi kan erkende, og er meget optaget af at udelukke alle fejlslutninger og antagelser, det f.eks. kan have rod i at ignorere noget eller at have en bestemt bias og formål med en undersøgelse. 


I videnskaben ses viden som et “foreløbigt bud” – måske også som “en nyttig praksis” med øje på “hvordan den virker”? – altså hvilken konsekvens den har eller kan få for … ja alt!

Fungerer sandheden som en fortælling?

Den “sandhed”, som der i ovenstående henvises til, udtrykker en beskrivelse, en forklaring, eller en historie, og hvis den skal være “sand” betyder det så, at den skal svare til “virkeligheden”?

Kan jeg køre i billedet af en bil?
Vil en beskrivelse kunne gøre andet end at pege på noget andet end sig selv?


Vil jeg kunne ride på beskrivelsen af en hest, eller køre i billedet af en bil? Kysse ved at skrive “kys”?
Hvis en beskrivelse henviser til noget andet, end det den selv “er”, hvori ligger så dens “sandhedsværdi”? At den er nyttig som henvisning? At den giver mening at følge?

“Toilet” står der på døren?

Som hvis der står “Toilet” på døren, og jeg på den ene side godt ved, at det ikke er skiltet, jeg skal tisse op ad, og samtidig forventer at finde et sted, hvor det er ok og praktisk at tisse bag ved døren? .. OG vil blive skuffet, hvis der blot gemmer sig det, jeg opfatter som et kosteskab bagved.

Jeg ville tvivle, HVIS der kun stod koste og spande med rengøringsmidler og ikke var en toiletkumme og en håndvask, altså hvis det at åbne døren og SE at det ikke svarede til mine forventninger, dvs. min forestilling om et toilet – på trods af skiltet.



Et toilet kendes vel ikke alene på sit navn, men på sin funktion? – Kan nogen indvende.

I så fald kan det være nærliggende at gøre ethvert træ, busk eller sted på jorden til et “toilet”.

Principielt kan vi jo forrette vores nødtørft alle mulige steder i naturen!



Funktionen af det vi kalder for et “toilet”, rækker langt ud over ‘bare’ at være et sted, hvor vi kan tisse og afføre. Først og fremmest er det der for at gøre det mere hygiejnisk og sikkert for samfundet og naturen i sin helhed, at vi gør det der og ikke overalt på veje og stræder.

Det forudsætter så også at toilettet er rent – både før og efter, at vi har været der!


Kloakering eller lign. lokale/individuelle systemer og vandforsyninger, der forebygger sygdomme og sikrer omgivelser, mennesker og dyr, har været- og er stadig den vigtigste forudsætning for bosætning.

Vi er ikke bare afhængige af rent vand!
Vi ER vand.. 
Det meste i kroppen, er noget vi har drukket!


Altså bliver en væsentlig nytte og funktion af et “toilet” også at sikre rent drikkevand!

Hvad betyder så ordet “Toilet” på døren?
Det henviser til til en meget vidt forgrenet nyttig praksis, erfaring og konkret anvendelig mulighed.

Det “sande” som et system af sandheder?

At noget bliver “sandt” hænger måske sammen med den forestilling, der i forvejen lever i det intellekt, der gør det sandt? 


Det sande skal være “sandsynligt” i forhold til de historier, jeg kalder for “mine erfaringer”? Erfaringer der OGSÅ fungerer som historier og fortællinger – dvs, det som jeg “husker”?

Erfaringer opstår og huskes emotionelt. Dvs. af: At vi bevæges, forstyrres, og interagerer og gør noget med noget i os, eller i det, vi ser som vores omgivelser

Det “sande” bliver altså alene “sandt” i forhold til hvorvidt en beskrivelse stemmer overens med andre beskrivelser og med praksis dvs. et system af handlinger og interaktioner, der synes at virke og hænge sammen? 


Det “sande” gøres til noget relativt? Til et “system” af sandheder, der alle griber ind i hinanden?


Sanses sandheden?

Alternativt kunne jeg med beskrivelsen: “At noget er sandt” pege på, at der er overensstemmelse imellem noget der erfares og sanses, igen og igen – og den beskrivelse, som inviterer ind i denne erfaring?
Det “sande” ville så knytte sig til, at en sansning kan gentages: “Hver gang jeg smager det, som kaldes for en “øl”, smager den sådan her…”.
“Det jeg drikker nu, smager som øl. Det må være en øl.”

Et af problemstillingerne med den beskrivelse af “sandhed” ligger i, at den, som sanser, vel også forandrer sig? Er det således sansningen, der er “sand”, eller “det som sanses”, der udtrykker sandheden?

Hvis jeg ikke længere kan smage “øl-smag” – betyder det så, at det jeg får at drikke, alligevel ikke kan være en “øl”?
Betyder ordet “øl” så: Hvad der sanses derinde eller væsken “derude” i flasken?
Siger det ord, noget om mig eller om det? – Kan det overhovedet adskilles? Og erkender du og jeg så øl ens?

Det er intet under at en meget stor del af filosofi og erkendelsesteori beskæftiger sig med disse spørgsmål – og har gjort det i tusinder af år.

“Sandheden fortælles af en løgner?“

Fysikeren og en at de helt store bidragsydere til den systemiske teori – Heinz von Foerster sagde engang: “Sandheden fortælles af en løgner” – og end ikke løgnen vil være “sand”, som løgn betragtet.

Hvis nogen påberåber sig at sige noget sandt, så MÅ vedkommende i samme sætning have stillet det overfor “løgnen”.

Tænk på det, næste gang noget siger til dig:
“Du skriver/siger som om, du mener at kende sandheden!”

Den sætning peger på at vedkommende er overbevist om, at en sådan må findes! Og umiddelbart ikke kan genkende “sin egen sandhed” i det du siger eller skriver!
Altså hvem har “ret”?
Hvem taler sandt og hvem lyver?
Hvad og hvem skal jeg tro på?

Jeg tror ikke på noget!
Hvad jeg gerne gør, er at undersøge alt, hvad jeg møder igennem praksis. Og til praksis hører også at beskrive. Beskrivelserne ER hverken, mig, det eller praksis..

De kan gøre noget.
Måske bevæge til at undersøge og kontinuerligt korrigere?
Hver gang vi gør det, får vi gerne øje på noget nyt!
Derfor skal det lige gentages endnu en gang:

Tro ikke på et ord af det, jeg skriver!

Kom og erfar sammen med os, og se om du kan undlade at gøre det til en erfaring (fortælling), der skal være “sand”.

Hvis nogen spørger mig om det er “sandt”, at det gør ondt at få en stor sten i hovedet.
Så svarer jeg:

Det kommer nok an på både stenen, hovedet, hvor hurtigt den kommer, hvad du har på hovedet, og en hel masse andre omstændigheder?
Og lige DET har jeg ikke behov for at erfare!
Vi kan prøve med et græskar og en sten, og se om det mon “ligner”?
Vi kan også se efter, om der har været mennesker, der tilfældigvis fik en sten i hovedet? Se om de lever endnu og med hvilke erfaringer?

Der findes SÅ mange kreative spændende muligheder for at undersøge: “Det der sker, og hvordan det sker”… Og DET er jeg vild med!
Det er sådan en praksis som både håndværk, videnskab og Tantra bygger på!