fri

Fri eller tvunget – Kan jeg insistere på frihed?

Hvad vil det sige at være fri? Hvad er frihed? Det spørgsmål er måske påtrængende, nu hvor det store Corona-show løber over alle medier? Millioner af mennesker pålægges restriktioner i deres adfærd og mulighed for at overleve. Politikere taler mere om COVI-19 end om alle andre emner.

At være fri?

Frihed stilles bl.a overfor “tvang”: Vaccinationspligt, Tvang til at lade sig teste, Et hav af nye regler, der skal indskrænke vores bevægelses-frihed, maske pligt .. listen er meget lang.

Frihed har alle dage interesseret mig, og jeg tænker, at det er tilfældet for alle levende væsner, om de er bevidste om det eller ej?

Hvis, jeg vil holde en kat fast med magt, vil den gøre alt, hvad den kan, for at komme fri. Den vil måske oven i købet ødelægge sig selv i forsøget? Ulve er set gnave sin pote af, hvis de er fanget i en fælde. En flue, der uheldigvis finder ind i en flaske uden umiddelbart at kunne komme ud igen, virker desperat i forsøget.

Fri eller straffet?

Vi bruger berøvelsen af vores frihed som straffe-middel nummer et. Enten ved at lade os betale et beløb, så vi ikke har “frihed til” at bruge det på noget andet, eller ved fysisk at spærre os inde.

Hvis straffen skal gives et nøk mere, sættes fangen i en isolations-celle. På den måde udelukkes han/hun fra fysisk emotionel kontakt med andre mennesker. Det virker som at lukke både sind og krop inde. Efter relativt kort tid mister man sin forstand og/eller bliver psykisk skadet af det.

En fri mand?

Af min far lærte jeg vigtigheden af at være en “fri mand”.

Det var i sine ord, “en mand der handlede ansvarligt og kunne gøre det, idet han ikke stod under for pligt. Han skyldte ikke nogen noget, men var ubundet og dermed fri. Den frie mand kunne møde livet i kærlighed og handle medfølende.”

Vil du undersøge frihed?

Hvad er det så, ordet “frihed” peger på?

Jeg vil invitere dig, som læser dette, til at undersøge det sammen med mig.

Ofte hører og læser jeg meninger, der gør frihed lig med: “At kunne gøre, som man vil”. Jeg tænker, at den opfattelse er meget udbredt? Reklamer har hjulpet godt til at formidle det budskab?

Hvis noget skal være “frit”, må det vel betyde, at det overhovedet ikke er bundet?
Hvad, der binder, vil jeg kalde for “form”.

Vandet flyder “frit”… indtil det “stivner” til is. Ser jeg bedre efter vil også isen være flydende. Vand vil således i det perspektiv være bundet i forhold til sin bevægelse – dets form. Det vil også være bundet i forhold til sine egenskaber og ikke mindst hvilken form det overhovedet kan antage?

Vand og jern tilskriver jeg således forskellig form. Jeg opdager det, når jeg holder dem op imod hinanden. Sådan opdager jeg overhovedet “form” – ved at skabe “en relation”. Ved at pege på en forskel.

Betyder “fri”: “Hinsides form?”

Det frie eller frihed må således være “hinsides form” eller “hinsides relation”? Jeg kan også beskrive det som: At det ikke kan betinges af noget som helst? Det ER altså ikke “noget”?

Vil det betyde at ethvert forsøg på at gøre frihed til “et eller andet jeg kan beskrive” i sig selv vil gøre, at jeg binder IGENNEM sådan en beskrivelse?

Binder ved at gøre det til “DET, og ikke DET”? Og det der bindes, er ikke “det” – det er jo, som det er – men jeg, igennem min måde at beskrive på?

Vil et menneske, der er meget optaget af at “finde frihed” – i virkeligheden være ufri i sin søgen efter en ide om frihed?
Har han bundet sig i denne forestilling om, “hvad der er frihed”?

Lede efter brillerne med brillerne på næsen

Det ville måske svare til at lede efter sine briller, uden at være opmærksom på, at han for at finde dem, allerede har sat dem på næsen for at kunne se?

Har han bundet sig ved at skabe en forskel imellem sig og sine briller? Og derved have skabt en relation, som, i det mindste indtil han mener at have fundet dem, udløser stor frustration i sig?

Hvad nu hvis han pludselig erkender, at det, han mener at se som en forskel – ikke udtrykker noget sandt? Altså at forskellen udelukkende eksisterer ved at “opfinde” en skelnen, der skaber den?

Være rigtig mand?

En mand, der gerne vil være “rigtigt meget mand”, må både skabe kvinder, som “helt rigtige kvinder” og en masse andre mænd der IKKE er “rigtige nok”. ja naturligvis også tilsvarende kvinder, der mangler en masse for at matche “den rigtige mand?”.
Jeg kan dårligt komme i tanke om noget, der binder et menneske mere end ved at måle sig op mod et sådant ideal og sammenligne med andre?

Fri i sin seksualitet?

En mand, der vil være “fri i sin seksualitet”, må forsvare sig overfor de, som han ser bundne i deres? Han ser dermed ikke at han netop i den bestræbelse også binder sig selv?

Det “tomme”?

Vil en iagttager/iagttagelse der ser, at enhver form kan skabes ud af intet – eller ingenting – så være fri?
Erkender at selv et koncept som “frihed” opstår som en relation eller betingelse – der muligvis kan være nyttig for noget ( altså være form) – og udelukkende “eksisterer” imens, der skelnes?

Det vil føre til, at ordet frihed bliver et symbol for “intet”?
Det “helt tomme”, der end ikke kan erkendes som tomt, uden igennem erkendelsen at give det form – altså at stille det i relation til noget andet?

Frihed som et ord der peger på : “Hinsides begyndelse og slutning” dermed også hinsides form, beskrivelse, bedømmelse, og iagttagelse af “nogen”?

Det, som er, som det er.. i sig selv?

At bindes i et jeg – der opretholdes igennem relation og form..

Vil det at erfare “frihed” være umuligt, idet der alene i den beskrivelse, opereres med noget eller nogen, som kan erkende og dermed ikke selv er fri?
Erkendes det, så sker det paradoksalt nok i det øjeblik, hvor den, der vil erkende ikke eksisterer som “noget eller nogen” længere og dermed heller ikke vil kunne pege på det, som noget, det er?

Altså, at der hverken er en, som erfarer, eller “noget”, der erfares…

“Fri eller frihed” – peger på det, jeg, vi, du alt er ? .. Livs-impulsen selv, i alt levende. Det, der sker af sig selv, for sig selv… uden grund, årsag, betingelse, form..

Hvis frihed er det, jeg er, når jeg ikke bindes f.eks. i fortællingen og illusionen, om ikke at være det, så vil al stræben efter at jage mine ideer om det ene eller andet, være præcis det, som binder mig?

Jeg bindes i et “jeg“.. og derfra bliver resten illusion og relation.

En invitation

Hvis, du har været med indtil nu, så står det måske klart at alle disse spørgsmål vil invitere til refleksion og undren?

At iagttage “Naturen af det, som er” – hinsides den form, vi gerne vil fastholde den i, er den mest enkle måde, jeg kan beskrive “tantra” på. Jeg kunne også kalde det for “meditation” eller “gom”: Bevidst ,opmærksom iagttagelse hinsides “at søge efter” noget.

Fuldstændig at anerkende det, som er. Dette indebærer også at anerkende hvordan form skabes, og dermed fremtræder som illusion.

At acceptere er IKKE at anerkende

“Anerkendelse” har INTET MED ACCEPT at gøre.

I accept måles verden efter en skala. Accept peger på at bedømme noget som godt, forkert, godt nok, langt nok, højt nok eller rigtigt nok.

I anerkendelse iagttages hvordan…?
Uden nogensinde at finde et sandt svar, eller nødvendigvis at ville eller kunne beskrive det.

Det fører til at det “mulige” udvides til det uendelige… af-sig-selv.

Hvis du vil undersøge dette spændende tema med “frihed”, igennem krop, sind og bevægelse sammen med en gruppe af spændende, søde, sjove, åbne og nysgerrige mennesker, så er det måske noget for både dig og os at du også er med på vores årsforløb “Cupisofi”?