hun

Hun satte sig i lænestolen foran mig

Hun satte sig i lænestolen overfor mig.

I entreen, da vi mødtes, bemærkede jeg hendes duft. Den sendte en sitrende bevægelse ned igennem min krop.

Det var varmt. Solen bagte ned allerede her fra morgenstunden og jog den sidste rest af kølighed væk fra altandøren i mit skriveværelse.

Afslappet trak hun sine ben op i skrædderstilling. Det farverige, luftige stof smøg sig ned om sine lår og hofter. Jeg sansede igen, hvad det gjorde ved mig.

Hun smilede. I et glimt fik jeg en tanke om, at hun var helt bevidst om, hvordan hun påvirkede mig. Vi mødtes i et blik. Jeg var som grebet af en hvirvel i floden, der blidt tumlede mig rundt i vandet. Igennem den tynde, grønne bomuldstop, der blev holdt oppe med smalle stropper, rundedes sine bryster. Min opmærksomhed lod sig kærtegne af brystvorternes tydelige tegning.

Spontant trak jeg vejret dybt. Det fik mig til at spænde af. På en gang følte jeg mig opstemt og meget sårbar.

Jeg sanser det i mødet med det kvindelige. Det vækker noget uendeligt sanseligt i mig. Gør mig opmærksom på den ild, som brænder – og på at være mand.

Der er intet sted, hvor jeg er mere bevidst om det end i det møde.

Vi elskede!

Elskoven erkendte vi allerede i samtalen. At elske begrænses eller betinges ikke af form. Den lever i bevægelse. Som noget, der smelter sammen, uden at det ene kan adskilles fra det andet – uden nogensinde at størkne eller fryse.

Vi optager- og optages i hinanden. Bevæges og bevæger hinsides en ide om at give og modtage. Der finder ingen “transaktion” sted. Ingen overførsel af noget fra den ene til den anden.

Elskoven opstår af sig selv. Naturligt og uden anstrengelse.

Hun er der stadig..

I virkeligheden hører den aldrig op. Ligesom den ikke har en begyndelse. Der er som at blive bevist om kontakten til det, der allerede er… Det vi er.

Hun er der stadig – i mig – der i lænestolen overfor mig. Jeg er i hende omsluttet og favnet. Druknet og genfødt i hendes skød.

Duften i min hud, smagen på mine læber, i min mund og fornemmelsen af hendes krop, sind, bevægelser og lyde. Det er udenfor tid.

Hun er blevet mig. Jeg er hende

Mødet erindrer mig hver gang om, at jeg fødes og dør hvert øjeblik. Opløses og opstår i en og samme bevægelse. Det er som i elskoven… Det som er.