problem

Et problem? Har du også sådan et?

Det er som om mennesker, fra de fødes, opdrages til at se livet som et problem?
Måske nærmere som en lang række af problemer, der alle – det ene efter det andet – skal løses?

Det første problem..

Det starter med problemet, at jeg som barn ikke “sover igennem”, kan blive hurtigt nok “renlig”, lære at gå, tale… osv.

Så dukker alle problemerne med børnehave, opdragelse, venner og veninder op. “Problemet med skolen” .. støder til.

Senere: “Hvad jeg skal være”, “blive til”, leve af, om jeg nu er attraktiv nok til at finde en kæreste, en partner etc.
Så er der problemer med sex, og nærhed, angst. Jeg kan fortsætte denne liste til den bliver lige så lang som et helt liv.
Ind imellem garneres rækken af med problemer med at finde det rigtige sted at holde ferie, at blive enige om den nye sofa, hvem der skal vaske tøjet, gøre rent… osv.

Det er som om hjernen konditioneres til at se alt som problemer, der skal findes løsninger på? Lige så længe den vil “løse noget”, lige så længe må den kreere denne strøm af problemer?

“Jeg kan løse dit problem!” – Siger virksomheden eller den selvstændige – og tilbyder en løsning.

Jeg VIL ikke gøre alt til et problem!

Nu kunne jeg så sige:

“Det vil jeg ikke!.. Sådan vil jeg ikke leve! Det KAN da ikke give mening at det at leve, skal proppes til med problemer?”

… og derved skabe mig et problem med, hvad jeg SÅ skal? Eller hvordan jeg kommer af med det?

Hvor absurd vil det ikke være? Det ville ikke ændre noget som helst.

Altså handler det ikke om at “løse” problemet med problemer, men om at erkende det. SE det. Anerkende det. Iagttage dets natur…

Angst?

Beror denne problemskabelse på angst?

Er det simpelthen midlet til at skabe en identitet i et samfund og en kultur, der er “problemorienteret”? Skabes alle disse problemer som en fortløbende måde at tilfredsstille sig selv på?
Udspringer ethvert problem af en interesse for sig selv? At opretholde sig selv SOM et SELV – i modstand eller opposition til livet eller sågar til det “at leve”?

Lidt ligesom at lægge en meget tung dyne over sig i sengen, for bedre “at kunne mærke sig selv”?

Når, jeg iagttager dyr, så får jeg ikke det indtryk at de skaber problemer for sig? De handler simpelthen i det, som er. Gør som de gør?

“Jeg vil have noget ud af livet?”.. hører og læser jeg til bevidstløshed.
Jeg kan tilføje ..”…inden jeg dør”.

Som om “livet” er en beholder, der kan smides en hel masse i, som så kan hentes ud senere? F.eks.” alle de oplevelser der er samlet sammen?”

Min værdi i evnen til at løse problemer?

Kan du se det?
Livet selv – det AT leve gøres til et problem?

Hvis min “værdi” som menneske, leder, politiker, terapeut, medarbejder eller hvilken etikette jeg nu vil klæbe på mig selv, ligger i min “evne til at løse problemer”, så MÅ jeg ganske enkelt skabe problemer og gøre både dem og min fabelagtige kompetence til at løse dem, synlige for andre.

I virkeligheden gør det ikke noget, om jeg kan løse dem eller ej?.. At “kæmpe med- eller for- problemer” giver også identitet og værdi.

Tænk bare på hvad det er som politikere f.eks. gør og markedsfører sig på: De gør livet og det levende til problemer, og viser hvor gode de er til “at løse dem”.

Et menneske i et rigt land, med økonomisk velstand, 20 kg for meget på sidebenene, en god uddannelse, og garanteret et veludstyret sundhedssystem – kan føles sig præcis lige så miserabel (eller måske endog værre!?) – som en mor eller far uden arbejde og let adgang til mad og drikkevand til sine børn i en anden del af verden?

Handler et problem om binding?

Måske handler det dybest set om “binding”?
En grundliggende og tillært angst for at dø? Ikke at miste det, som definerer mig som “den eller det, jeg er eller gerne vil være”?

Her skriver jeg ikke om den naturlige impuls, der er i alt levende, til at holde sig spontant i live, hvis der er noget, der truer det. Den impuls er hinsides enhver tanke om et problem.

Angsten for at dø udmønter sig et stort behov for at være i kontrol!

F.eks at have styr på at “vennerne” nu også ER “venner”? “At veninderne ikke er skuffede?” At alle omkring mig kan lide mig? … At pensionen rækker, at der er penge nok.. etc.

Det er uomtvisteligt, at døden kommer, vil nogen hævde? Og inviterer sig dermed ind i problemet med tid – eller for lidt tid!
At der er “noget jeg skal nå!”.

Det problem opererer med at livet har en start og en slutning, og ignorerer, at det AT LEVE nødvendigvis indeholder simultan fødsel og død! Det er det, der kontinuerligt sker i mig. Fødsel, vækst, modning, forfald og død.

Intet er i det perspektiv vedvarende.

“Omstændighederne” veksler

Jeg lever i nogle omstændigheder, der veksler og bevæger sig. Som jeg bevæger mig, vil de bevæges. Synligt eller mindre tydeligt.

Er det er problem, at det regner eller sner?
Det kan jeg gøre det til, ved at have bundet min lykke til at skulle blive gylden-brun i solen eller at lægge frø i min urtehave netop i dag.

Et menneske, jeg mener at kende som en “ven”, viser sig at være illoyal og bagtalende.
Er det et problem?

Når livet ophører at leve i mig eller i ham, vil venskabet under alle omstændigheder slutte. Ligger problemet så i, at jeg har bundet mit velbefindende og identitet til vedkommende? Givet vedkommende ansvaret for, at jeg har det godt?

Egeninteresse..

I sidste ende lander jeg på, at det problemskabende liv i bund og grund handler om “egeninteresse” – at bekymre sig mere om sig SELV end bevist, opmærksomt at bevæge sig med det, som er: AT leve

… Og det, som er?
Ja det KAN naturligvis ikke være en fortælling om det, der var, er eller bør være.

Systemisk grunduddannelse

Previous Article
Next Article