Hvem er du

Hvem er du? Fortæl om dig selv!

Spørgsmålet. “Hvem er du?” – Er måske et af det mest benyttede, når mennesker møder hinanden? Det stilles i forskellige variationer, som alle sammen udtrykker et ønske om at vide “Hvem det er, vi har foran os?”

Sæt dig i stolen og fortæl: “Hvem er du?”

Senest læste jeg det brugt i mandegruppe-sammenhæng: “Sæt dig i stolen der, og fortæl os, hvem er du!”

Hvis nogen spørger mig:
“Hvem er du?”

..Kunne jeg svare:

“Hvilken historie vil du høre?”
“Sammen med hvem?”
“Hvornår”?
“Det du spejler dig i lige nu”?
“Ingen!”
“Intet”

Måske ville det afføde irritation`
“Kom nu, du må da kunne beskrive dig selv?”

Hvor mange fortællinger om mig kunne der ikke fortælles? .. Hvis en eneste af dem kunne VÆRE mig, måtte det være muligt at skabe et hus, blot ved at sige: “hus!”? ..

“Nej, jeg ER ikke en fortælling om, hvem jeg er!”

“Er jeg så fortælleren, som fortæller om sig selv?”.. Der kom så en ny historie!

Ikke nogen?

“Du er altså ikke noget eller nogen?” .. Ville den insisterende måske sige?
Jeg kunne svare: “Intet af det, som jeg er, kan erkendes igennem en fortælling!”

“Men hvordan skal jeg så lære dig at kende?”
“Måske ved at vi bevæger os sammen, og hver især fornemmer, hvordan det kontinuerligt sanses forskelligt at være os, når vi bevæger os med hinanden?”

På det tidspunkt ville han måske have givet op, og bevæget sig videre til en som gerne ville fortælle sin historie til lejligheden?

“Ham der Jesper…insisterer på ikke at være nogen”.. ville han måske tænke, og dermed ikke opdage, at han ikke havde lyttet.

At forholde sig til “Hvem er du”… Forbehold?

Det er så interessant, at vi for at kunne “forholde os til hinanden” eller “forholde os til os selv” åbenbart er nødt til at finde en historie som kan passe? Det forventes i vores kultur. “Giv mig en form, så jeg ved hvad skal skal gøre med dig? Hvilken hylde jeg skal placere dig på!”

De færreste ser, hvordan det binder? Det skaber ganske enkelt forbehold.. Både i mødet med andre, og når vi inviteres til at se på “os selv”.

Nagarjuna

Nagarjuna skriver fantastisk om dette i (Bodhicittavivaraṇa) s40.

“Bevidsthed er fri AF “selv-hed”… skriver han.

“Ånd (og selv) er blot et navn.
det findes ikke hinsides dette navn.
Også Bevidsthed er blot et navn.
Navnet selv har ingen egen natur”

Bodhicittavivaraṇa s40.

En Tantra og selv?

Når en tantra inviterer til “frihed”, så er det til at være fri af “selv”…
Et selv kan naturligvis ikke befri sig fra sig selv?
Der med andre ord ikke den mindste “selvrealisering” eller “selvudvikling” i Tantra!

Det inviteres der derimod til i stort set alt andet!: Om det så er Traumaterapi eller Orgasmetræning eller noget helt 3.

En tantra skriver: SE! .. Og bliv ved med at se. Se så længe, at det ses, at der ikke er nogen, som ser, uden at være betinget at det, som ses. SE at Selv ingen egeneksistens har…

..og nej tro ikke på det. Hvis det vækker undren, så undersøg det… 😉

Et praksisfællesskab på Mahamudrainstitut