hvordan elske

Hvordan elske? Når vi bruger hinanden til noget?

Hvordan elske når vi bruger hinanden til noget? Jeg har igennem årene undret mig over den megen vrede..

Vil et menneske, der tillægger sig selv et formål eller at have en “mission” i livet, kunne elske?

Vil ikke et formål eller mål med et møde betinge samme?
Ja ikke bare mødet men også de mennesker, som mødes i det?

ZhuangZi, Laotsu, Nagarjuna, Sahara, Tilopa, hele essensen i Vigyan Bhairava Tantra inviterer til at se dette:

“Gør intet ud af ambition om at få- eller give-, opnå- noget, komme noget sted hen, finde frihed, spiritualitet eller noget som helst andet!
SE! .. Og opdag at der ingen forskel er imellem det, som ses, og det (den) som ser.”

Også i den kristne grundfortælling frister djævelen Jesus med ambition: At kunne bliver Herre over alle konger og riger og få alt, hvad han peger på, blot han bøjer sig ned og tilbeder ham.

Hvordan elske når du…?

Jeg har igennem årene undret mig over, hvordan det, jeg skriver og inviterer til, i den grad kan vække vrede, had og forbitrelse hos bestemte mennesker? Så meget at de vitterlig på skrift truer med at ville udrydde mig.

“Du kan ikke bare elske mennesker!” – Lyder hovedanklagen fra dem. Du er “læreren” og de er dine elever. Du har magt over dem!

At hele præmissen for at vi inviterer mennesker til at undersøge Tantra og det at elske på Mahamudrainstitut, klart og tydeligt er, at vi inviterer som værter og ikke som lærere – preller af.

Vi åbner rum med klare rammer for fælles undersøgelse. Et menneske, som f.eks. deltager i en fest – for at “bringe noget med hjem fra festen”, har ikke forstået, at det ikke handler om at tage- eller få- noget med hjem, men i stedet AT feste sammen.

Hvordan elske når vi bruger hinanden?

Mødes vi i at samtale, gå i naturen, elske, danse eller hvad end vi gør, så er det helt tilsvarende:

Bruger vi hinanden til at opnå et udbytte, eller mødes vi og glæder os over at se, at møde hinanden – og bevæge os sammen?

Den tanke bliver mere og mere fremmed i vores samfund og kultur, der handler om at søge magt og “position”: At være “en nogen” der “kan noget”, som andre mennesker “har brug for”.

Hvis et menneske nu ikke kender andet i sig, end at stræbe hele livet efter at opnå noget? Alt hvad vedkommende gør, ses som et middel til at opnå noget andet med? Vil vedkommende så overhovedet være i stand til at elske?

Vil dette andet, som skal opnås, ikke stå som en ide, der jages? En tanke, en fortælling – der i sin natur er illusorisk?

De klassiske Tantras peger på..

Det er det de mange forskellige klassiske Tantras peger på: At vi – så længe vi stiller ambitioner imellem os, ikke kan mødes i bevidst, opmærksom, kontakt.

Kontakten er der kontinuerligt. Den ses bare ikke. Hvad, der ses, er historier: Fortællinger om “mig selv”.

Når, der elskes, ophører “selv”. Så er der ikke længere en fortælling imellem os, som bruges til at skabe dette “selv”.

Det er ensomt ikke at elske!

Jeg har ofte overvejet om der ligger misundelse bag disse voldsomme angreb?
Måske? ..Og måske er det nærmere ensomhed?

Hvis, jeg benytter et værktøj til noget, så er det klart, at dette værktøj ikke er “mig”. Var det mig, havde jeg ikke brug for det!

Når mennesker gøres til værktøjer – altså midler til at opnå noget – så vil det hver eneste gang tydeliggøre adskillelsen og efterlade en følelse af ensomhed.

Det bliver til at leve med en meget stærk illusion om at være i fængsel! Jo mere andre søges brugt for at slippe ud af det, jo højere mure bygges der omkring det.

I Vigyan Bhairav Tantra hedder det i vers 96:

“Hengivelse befrier!”

Elsk i hengivelse…
Da er der ikke længere to eller flere, som elsker. Der elskes….!

Kom og vær med på vores sommercamp