Inviteret af en kommentar i en tantra-gruppe, der fastslog, at “der ligger polaritet bag enhver konflikt”. Fik jeg impulsen til at skrive lidt om konflikt og kærlighed”

Kærlighed uden konflikt ?

Jeg kan få det indtryk, når jeg læser forskellige indlæg, der handler om “kærlighed”, at denne nærmest konsekvent forbindes med fred og fravær af konflikt?

Når jeg så iagttager naturen: Flora og fauna og alt det der finder sted i universet, så virker det som alt andet end fredeligt på mig. Planeter opsluges i sorte huller, geparden jager og æder antilopen, milliarder af fluer hænger sprællende i edderkoppers net. Myrer synker chanceløst ned i sandet til myreløvens sultne gab…. Og sådan kan jeg blive ved.

Jeg må anerkende, at det at kæmpe simpelthen hører til livet og det levende.

Sæt to børn ved siden af hinanden i en sandkasse, og der vil være en vis sandsynlighed for, at de på et tidspunkt kommer op at skændes om den ene skovl, der er der. Eller at der opstår en konflikt, ved at den ene får sand i øjnene, som en følge af den andens uopmærksomhed.

De fædre/mødte der så skyndsomt vil lære børnene: “at han gjorde det jo ikke med vilje” og hjælpe dem til at blive “gode venner igen” – griber måske så ind mere ud fra en kultur-båret forståelse af “ordentlighed” – end i anerkendelse af det naturlige i konflikten og adfærden?

Er konflikt ikke naturlig?

Hvis det nu fungerer sådan, at kamp og konflikt er lige så naturlige i livet som elskov og omsorg, og at det hele rummes i kontakten til det som må være hinsides betingelse – altså “kærlighed”, hvordan bevæger jeg mig så med det?

Et spørgsmål bliver måske: hvordan jeg kæmper, eller alternativt møder det, vi kalder for en konflikt?

Har konflikten en plads i Tantra, og hvordan?

Tantra og konflikt

En Tantra inviterer til at “bevidne” – at iagttage uden at vælge. At få øje på at der ikke er et rigtigt og et forkert, ikke et oppe eller nede, ikke den ene pol og den anden pol, ikke noget dyrisk og noget guddommeligt. Intet “kvindeligt” eller “maskulint”.

Ideen om Yin og Yang, der har sit  oprindelige udspring i I Ging / I Ching beskriver “det, der er”, som bevægelse og kontinuerlig forandring.
Forestillingen om at symbolet for Yin/Yang skulle beskrive “poler”, noget feminint/maskulint eller illustrere modsætninger, er opstået meget senere igennem Indo-Europæisk, dualistisk-gnostisk indflydelse.

En tantra inviterer til at erkende alt som forbundet i sammenhængende bevægelse, og at alle disse måder at skabe modsætninger og tillægge forskelle betydning på skaber både illusion og lidelse.

Ingen kan få øje på dette ved at kæmpe igennem dualitet.

At tage imod invitationen fra en Tantra bliver at betragte.
Systemisk ville det beskrives som: At bevæge sig i “meta”: At opløse det, der ses som modsætninger, igennem iagttagelse.

Se: At hverken betragteren eller, det som betragtes, eksisterer uafhængigt af hinanden. De har hver især ingen egen-eksistens. De betinges af hinanden.

At iagttage sker igennem bevægelse. “Meta-iagttagelse” sker ved at veksle til positioner og perspektiver “udenfor” den målestok, som (ind)deler i skala og betydning?

Igennem den bevægelse, ændres såvel det (den), som betragter, og det, der betragtes!

At kæmpe uden at kæmpe – handle uden at handle

Kan jeg se kampen som kamp uden at kunne kæmpe?
Kan elskoven erkendes som elskov uden at kunne elske?
Kan kysset iagttages uden at kysse?

….. Eller vil det, der kommer af at “mene at vide, hvad der ses”  blot være overfladisk? Som bedømmelse og vurdering, mening og holdning? – Alle sammen tillærte igennem konditionering og binding til bestemte betydninger?

Ingen – kan jeg sige af erfaring – ved, hvad det vil sige at slås, uden at have mærket smerten, ubehaget, og evt. vreden og forbitrelsen!

Hvad vil det sige “at kæmpe uden at kæmpe” ? – “at handle uden at handle?” … At handle uden at ville gøre, kæmpe uden at ville hverken vinde eller tabe og uden angst eller kontrol. ZhuangZi kalder det for “ikke-handlen”.

Det betyder ikke, at noget overlades til det tilfældige! ..Men:

At bevæge sig opmærksomt i umiddelbar erkendelse af hvordan alt bevæges – og således uden den “bremse”, som intellektets bedømmelse ville betyde.

Den kommer til mig, hvor jeg bevæger mig sansende, ikke slapt, og uden at spænde.
Der sanses – ikke optaget af at tillægge betydning – men opmærksomt i det, der sker, i øjeblikket det sker: “Jeg” findes ikke som “noget” uafhængigt af det, som sker. Jeg “er” det, som sker. .. eller:

“Jeg” er “væk”!
Det, som sker, er det, som er!

Bevægelse opstår således spontant og hinsides forsinkelse.

Ringene fra stenen som rammer vandet

Konflikter – som de fleste oplever dem – fungerer måske, som at ville give de bølgende ringe fra en sten, der kastes i vand, en bestemt form?
Fryse dem til illusorisk is, og dvæle ved en ide om, at de er virkelige og har “form”? … “Du sagde sådan og sådan, i går!”, “Du gør altid xy, når..”

Alternativet vil være at se disse ringe brede sig ud, deres rytme og puls, og hvordan de forandres, når de møder bølgerne fra en anden kastet sten?

Bevægelse er der stadig. Bevægelse forsvinder ikke – forenes blot i bevægelse. Det er ustyrligt og kan ikke bøjes efter nogens hoved. Alt bevæger sig og pulserer i overensstemmelse med dets natur.

Hvilken lidelse at ville møde bølger med magt og spænding!?
Hvilken befrielse at kunne bevæge sig som dem?

Det er ikke vinden, der bestemmer skibets retning, ej heller bølgerne, men sejlets og rorets kontinuerlige bevægelse i hænderne på en skipper, der kan se.

Læs også: Kærlighed er ikke at være sød og venlig

Cupisofi – et fællesskab for Tantra