hvorfor kysser du mig

Hvorfor kysser du mig? Hvad vil du?

Hvorfor kysser du mig?
Det gør jeg for at gøre dig glad!

“Hvorfor holder du min hånd?”
“Det ved jeg jo, at du så godt kan lide!”

“Vil du elske?”
“Hvorfor skulle vi det?”

Hvorfor kysser du mig? – et spørgsmål som irriterer

Jeg tænker, at de fleste mennesker, som læser ovenstående meget korte dialoger, kan mærke, at der er noget, som “skurrer”? Det, de har fælles, er “hvorfor”? Et “hvorfor”, der betinger.

Jeg ser en iboende længsel i alt levende efter at føle sig set. Bare set. Ikke set for “noget”. Ikke af en grund, ikke for at opnå noget, blive brugt til noget, eller gøres til et middel til nogens tilfredsstillelse.

Det, vi bruger ordet “kærlighed” eller “lyst” om, er “hinsides betingelse”. Det kan kun ske “af sig selv”. Det er den samme natur, som gør at blomster folder sig ud – af sig selv – og går i stykker hvis nogen forsøger på at få dem til at åbne sig hurtigere ved lige at “hjælpe til med det”.

Det umiddelbare og spontane

Jeg kan også kalde det for “det umiddelbare”, impulsive eller spontane. Zhuangzi skiver om det i “spontanitetens bog”, der regnes for det Taoistiske hovedværk. Den handler i hovedtræk om det umulige, absurde og illusoriske i at ville kontrollere livet og det levende. I stedet inviterer han til at se, hvordan alt skaber sig selv i overenstemmelse med sin natur, og lade sig bevæge sammen med det uden anstrengelse og betingelse.

Det samme budskab er i de sange som Saraha og Tilopa synger i de Tantras, som henføres til deres hænder.

Hvad kan du så gøre for “at blive mere spontan”? INTET… Vi er det, uden at se det. Det er også vores natur. Vi er udtryk for den samme natur, som planter, dyr, vinden, havet, jorden og ilden er gjort af.

“Hvorfor kysser du mig?” – et udtryk for kontrol?

Forskellen er blot, at vi fra barnsben af indoktrineres til kontrol: Til at betinge os selv, hinanden og alt hvad vi gør – af bl.a. et “hvorfor”:

Gør ikke noget, som du ikke kan forklare nytten af! Sørg for at have en grund og mål for alt, hvad du foretager dig! Det er det, vi forventer af dig! Det skylder du!…

Med skylden følger angst, og med den kontrol.

Handler det så om at gøre, hvad jeg har lyst til?

Det er meget let at misforstå invitationen til at åbne for den umiddelbare spontanitet. Jeg møder ofte indvendingen: “Vil det så sige, at alle bare skal gøre, hvad de har lyst TIL”?

Nej.

Lysten TIL noget, vil betinge den spontane kontakt til det, som er. Det, jeg måtte have lyst TIL, udtrykker en forestilling: En fantasi, et fatamorgana, en fortælling jeg har lært at længes efter.
Lysten TIL er begæret efter noget “som endnu ikke er eller sker”.

Æbletræet har ikke “lyst TIL at danne blomster og bære æbler”. Det er æbletræets natur at gøre det spontant i mødet med regnen, jorden, lyset, varmen, bierne, og naturens kontinuerlige vekslen.

Når, jeg kysser, elsker, ser, bevæges og sanser mig med “dig i mig”, så er det min natur.

Jeg kan lade være med at gøre det hele. Jeg kan f.eks. “opføre mig, som det forventes”, og frem for alt betinge hvad jeg gør af dette “hvorfor?” I det betingede møde tydeliggøres forventingen om den ønskede afstand og kontrol.

At stille krav og forventninger imellem

En Tantra vil ikke invitere til at lade mig behandle eller terapiere af noget eller nogen. Et menneske, som berører mig for at gøre noget for- eller ved- mig – vil ikke alene betinge sig selv men også mødet og mig.

Det kan opleves som nydelse, imens det finder sted. “Jeg gør noget godt for mig, ved at få nogen til at gøre det for mig”

Det jeg peger på her, handler ikke om penge eller ej, men om at “stille krav og forventninger imellem”. Vi mødes ikke i vores natur men i påtaget kultur…

Vi forventes at levere en ydelse og holde en maske.

At se – uden at adskille

At fordybe sig i en Tantra betyder: At øve noget andet end jeg kender: At se, anerkende, bevæge og bevæges spontant i bevidst, opmærksom, erkendt kontakt til det som er.

Se at “det, der er, er, som jeg er”. Vi er forskellige og foranderlige udtryk af “den samme natur”.
Når dette øves, erstattes længslen efter at “nogen ser mig” af: “at se uden at adskille”.

Det,
der er,
er,
som jeg er

Det bliver lysende klart, at forbundethed og sammenhænge er det, som er. Det sker af sig selv fuldstændigt uden stræben og anstrengelse.

Cupisofi og elskovskunst
Påskecamp 2022
SommerCamp 2022