iagttagelse

Iagttagelse beskriver essensen i Tantra

Tantra betyder “en invitation til iagttagelse “. At iagttage det der er, og ikke fortællingen om det, der er. At smide masken og stå nøgen uden filter. Det kan være meget vanskeligt at forstå (ja vel umuligt) med intellektet. Det gøres ikke lettere af at meget kaldes for “tantra” og inviterer til noget fuldstændigt andet.

Iagttagelse

Se engang på sætningen:
Jeg iagttager mig selv!

Hvem kan “mig selv” være? …Andet end iagttagelse?

Altså står der:
“jeg iagttager iagttagelse”

Hvem er så “jeg”? …. Er “jeg” ikke OGSÅ iagttagelse?

I så fald vil der stå:
“Iagttagelse iagttager iagttagelse”

Det må betyde, at når “iagttagelse” ophører, er der ingen tilbage?

“Jeg” skabes igennem iagttagelse, og det er det samme “jeg” eller den samme iagttagelse, der formår at skabe et “du”. Det sker som bevægelse eller skelnen.

Intellektet har meget svært ved at (be)gribe dette. En måde at få øje på det på, kalder jeg for “meditation”.

Indsigt – betyder at erkende sig selv.

At komme til indsigt, betyder at erkende sig selv. Ikke således at denne forståelse fører til, at den ene historie om mig erstattes af en anden, som synes mere passende, men at erkende at det er iagttageren, der skaber sin verden igennem betragtning.

At se hvordan denne verden konstrueres – ikke ud fra et centrum, men i sammenhænge og kontinuerlig bevægelse med det, som er.

At betragteren selv fremstår som et udtryk for betragtning. Der begynder indsigt.

Tantra kan ikke læres – den skal ses.

Derfor er det heller ikke muligt at “lære” Tantra eller for den sags skyld den systemiske tænkning. Der er ingen “teknik” eller metode kun noget at få øje på.

Jeg kan undersøge “i” nogle forskellige rammer, og det, der undersøges og måske ses, vil hver gang være måden, jeg skaber “mig selv på”.

Fælles for dem vil være, at de inviterer til bevidst bevægelse. Ingen erkender dette igennem passivitet, ved at se sig som “modtager”, eller gjort til genstand for en behandling, hvor “jeg” og “du” sættes i spil.

Det kan føles meget anstrengende at ville forstå ovenstående med sit intellekt. Det handler om at intellektet har lært at adskille sig selv fra det, der gives betydning. At intellektet gør sig til centrum for iagttagelse, tolkning og mening.

Kopernikus har på den måde levet forgæves. Det er ikke Jorden der er verdens centrum, ej heller solen, men det intellekt, der kalder sig for “jeg”.

At få øje på, at der ikke er noget centrum, “transcenderer” alt.

Det betyder, at det kan erfares, men ligger hinsides erfaring,“oplevelse” eller beskrivelse.

Hvis du har lyst til at undersøge sammen med os på Mahamudrainstitut så kontakt os.

Cupisofi og elskovskunst

Uddannelse i systemisk forståelse