immunsystemet

Immunsystemet og Tantra – hvordan?

I en tid med “Pandemi” og megen angst, finder jeg det interessant at iagttage, hvordan der kommunikeres om vores immunsystemet og “kampen mod denne virus” – der i virkeligheden blot repræsenterer “natur”.

Immunsystemet fungerer IKKE som noget, der skal bekæmpe det, som trænger ind over mine grænser. I stedet virker det som et lærende system, der øger mulighederne for, at jeg kan bevæge mig i ukendte omgivelser.

Jeg aflæser, hvordan det bevæger sig

Når, vi møder et andet levende væsen, vil det mere end noget andet være måden, dette bevæger sig på, som vil afgøre, hvordan vi opfatter det.

Al kommunikation finder simpelthen sted igennem bevægelse.

Al kommunikation finder simpelthen sted igennem bevægelse.

Mine sanser reagerer på bevægelse – uanset om det opfattes som syn, lyd, smag, dufte, tryk, træk, spænding, afspænding, berøring, smerte, balance, tyngde, proprioceptivitet, eller som fornemmelser fra mine organer.

At opfatte sig selv i verden.

At sanse og dermed “at bevæge” er den måde et levende system opfatter sig i verden på.

Dvs. skelner imellem sig “derinde”, og noget andet “derude”. FOR at opfatte “sig selv”, må det nødvendigvis igennem måden, det skelner og bevæger sig på, skabe en omverden “for sig”.

Som denne kontinuerlige adskillelse opretholdes, skabes identitet. En adskillelse der sker af-sig-selv og vedvarende forandres ved, at det levende lærer at skelne på nye måder.

Når opfattelsen af “omverdenen” forandres, ændres også identiteten, og vice versa.

At falde i vandet..

Et voksent menneske, der ikke kan svømme, som pludselig falder i vandet, vil meget let gå i panik. Det sker, hvis måden, det reagerer på, er at spænde op, og dermed reducere sin bevægelighed.

En baby, der med blid afspændt hånd introduceres til det våde element, vil af-sig-selv begynde at svømme.

En meget væsentlig forskel på de to beror på netop “identitet”.

Den voksne vil opfatte sig selv som adskilt fra vandet. F,eks, se det som noget farligt og fremmed for sig.

Barnet møder vandet af-sig-selv som en mulighed – og afprøver – dvs. møder sig selv åbent og undersøgende i bevægelse med det.

At stå på ski…

De forældre, som f.eks. meget tidligt introducerer sine børn for at stå på ski, vil meget tydeligt opleve denne forskel. Der går ikke lang tid før den lille purk, som det naturligste i livet, spurter frygtløst ned af bakkerne.

Han eller hun falder utallige gange, kommer op igen, og udvikler umiddelbart og hurtigt de bevægelser, der skal til, i mødet med både sne, is, ski, og bakkerne. Igen og igen vil han/hun – inspireret af sine ældre søskende, eller bare ved at iagttage børn og unge omkring sig udfordre sig selv med sværere og sværere opgaver. Han/hun lærer…

At lære og møde forandringer

Det er kernen i et “levende system”, at det af-sig-selv kan lære. Sin tilpasningsdygtighed til forandringer af enhver art hænger uløseligt sammen med denne evne.

I denne tid iagttager jeg nøje, hvordan der tales og skrives om “Corona-virus”. Retorikken spejler ovenstående.

“Vi er i krig mod denne virus”. “En krig vi nok skal vinde!”. “ Immunsystemet skal bekæmpe denne virus”. “Den rammer de syge og ældre”…

Virus er en af de ældste organismer, vi kender. Den er utrolig overlevelsesdygtig, og det er den ved at være vanvittig hurtig til at forandre sig og tilpasse sig de omgivelser, den møder.

Virus er natur. I sig selv kan den ikke formere sig. For at gøre det behøver den en vært.

Krigen mod naturen.

Hvad, der sker lige nu i verden er en forlængelse af en identitetsskabende tankegang, der igennem mange tusinde år har været dominerende i religiøse kulturer over hele verden. Nemlig at mennesket “er i krig mod naturen” – og skal beskytte sig mod den.

Den bygger på meget stærke fortællinger om, at vi er satte på jorden som nogen, der skal beherske den.
At vi adskiller os fra den og alt, hvad der er på den med en gud-given ret til at styre og kontrollere den.

Denne opfattelse af “os i verden”, der meget let smitter af på hver enkelt af os, leder til, at vi skaber en identitet, der afgrænser sig fra naturen, frem for at se sig selv som “lærende natur” – fuldstændigt integreret i al natur.

Immunsystemet som et lærende system.

I dag ved vi, at immunsystemet fungerer som et lærende system, der ikke er der for at nedkæmpe noget, men for at lære og dermed forandre os i symbiose med forandringer i det, som sker omkring os.

Kort beskrevet:

Som at hjælpe os med at øge vores handlemuligheder i mødet med noget, som hidtil var ukendt.

Som at hjælpe os med at ØGE VORES HANDLEMULIGHEDER i mødet med noget, som hidtil var ukendt.

Når jeg igen og igen peger på, hvor dårlig en ide det er mentalt at placere sig “bag sunde grænser”, som en måde “at passe på sig selv på” – underforstået i en mere eller mindre “fjendtlig verden” – så hænger det bl.a. sammen med ovenstående.

Jeg er natur.

En Tantra inviterer til at få øje på, at jeg er natur.

Iagttagelse af naturen og Naturen som billedet på sind og krop, er helt fremtrædende i Tantra.

Zuang Zi, Lao Tse, Saraha, Tilopa, Zen mestre, myterne om Shiva og Parvati peger alle på evnen til at bevæge sig med det, som er og ikke imod det. At livet ikke er en kamp, men en invitation til at erkende og lære.

At styrke immunsystemet.

Når vi i den Tantra, vi inviterer til på Mahamudrainstitut, mødes i nærhed, inderlighed og intimitet, så er det, vi øver: At øge mulighederne for at bevæge sig.

Det betyder: At blive bedre til at passe på hinanden – i erkendelse af, at jeg og du ikke er adskilte fra hinanden og ej heller fra naturen omkring os.

Vi er den…De mentale modeller om grænser opløses af-sig-selv, i takt med at vi får øje på naturen af sindet og kroppen.

Det sker ved at åbne sig for kontinuerligt at finde nye muligheder for at bevæge sig med os selv og hinanden. Se at alle møder er forskellige og helt unikke.

I virkeligheden betyder det, at vi styrker immunsystemet og evnen til at lære.

Vi inviterer os selv i møder med forskellige, kendte som ukendte mennesker (hvornår er nogen overhovedet “kendt”?) – og undersøger, “hvad der også er muligt” – uden evt. at være nødvendigt.

Cupisofi og elskovskunst