Mange mennesker interesserer sig for tantra. Ofte forbindes “moderne tantra” med: At skabe mere intimitet imellem os: At “få” et mere sanseligt parforhold, bedre sex, en moderne spiritualitet som inddrager kropslighed med berøring og for eksempel massage. Nogle ser det som en anden måde at elske på, end det de fleste kender.

Tantra invitere i sin oprindelse til: At undersøge, hvad naturen er af det, som er?

Naturen ER det, som er, og ikke: “fortællingen, om det som er”.
Det kan den lige så lidt være som fortællingen om en solsikke, kan være en solsikke. Fortællinger og beskrivelser peger på noget andet end sig selv.

At forveksle en fortælling med det, den peger på, svarer til at tisse op ad skiltet, hvorpå der er skrevet WC på, frem for at åbne døren og gå indenfor og finde det sted, der beregnet til det.

At undersøge naturen af det, som er, betyder i sin enkelhed også at undersøge naturen af det, jeg er. Alt, hvad der sker i “mig”, er natur.

Intimitet imellem os i vores kultur?

Vores fortællinger om os, det, og hinanden pakker vi ind som vores “kultur”.

Til kultur hører der bestemte sprog, moral, forestillinger, tro, fortællinger og ikke mindst en acceptabel adfærd med de regler, som hører til den kultur, vi vokser op i. Når vi tænker, så tænker vi, som vi har lært at tænke i vores kultur.

Det betyder blandt andet, at når jeg skriver “intimitet imellem os” i overskriften, så har du som læser allerede en forestilling om, hvad jeg mener med det?

Invitationen i denne her artikel er at se ordene, og det, de peger på, i et andet perspektiv, end de fleste mennesker kender.

Du og jeg har ingen egen eksistens?

De klassiske tantra er skrevet ud fra en erfaret erkendelse af: At du og jeg ikke kan have nogen egen eksistens.

At alt, hvad der skal til for at holde os i live, sker i kontinuerlig udveksling med det, vi kalder for vores omgivelser.

Mine lunger fungerer ikke uden ilt i den luft, jeg indånder. Det livsnødvendige vand i hele min krop, uden hvilket jeg ville være død, er alt sammen drukket udefra. Når jeg skiller mig af med det, cirkuleres det tilbage.

Det, jeg kalder for “mit liv”, virker som en kontinuerlig interaktion med alt omkring mig.

Jeg er på ingen måde adskilt, afgrænset, eller isoleret.

Det ændrer naturligvis helt fundamentalt måden, der tænkes på. Derfor er det også helt nødvendigt, at beskæftige sig med den bagvedliggende filosofi i tantra, for overhovedet at erkende, hvad det er, den inviterer til?

Gør vi ikke det, så stiller den måde, vi har lært at tænke på, sig i vejen.

For den, som søger noget god underholdning og måske lidt lir, betyder det jo ikke spor. Der kan være meget nydelse i at mødes til nogle eksotiske ceremonier, og få lejlighed til at røre sanseligt ved andre mennesker.

Det kan naturligvis også fungere som en invitation til efterfølgende at undersøge, om der er mere end det?
…Og ja det er der meget mere!

Hvis du ændrer fundamentet

Forestil dig, at du bygger et hus. Et hus skal stå på et solidt fundament for at modstå elementernes rasen. Det er simpelthen nøglen til, at noget er sikkert at bo i, med mindre man altså bor på en båd. Der bliver det skrogets form og holdbarhed, som udgør fundamentet.

Sådan er det også for en kultur og ikke mindst for måden, vi tænker på.

Det fundament, vi i Vesten benytter i vores tænkning, kaldes for “selv”. Vi lærer fra vi er helt små, at vi har et afgrænset, isoleret selv, som “kommer ind i verden”, og skal “herfra igen”. Undervejs skal vi gøre det så godt, vi kan. Vi skal lære at begå os imellem og med andre mennesker. Der findes os – og de andre.

Overalt er vi omgivet af ting.

Sprogligt set behandler vi planter og dyr – ja også i hinanden som sådanne ting. En ting er afgrænset, den har en form og og man kan flytte rundt på den. Den kan frem for alt bruges til noget.
Vi taler om, at vi kan “give og modtage” følelser, energi, kærlighed, lyst, meninger og ikke mindst gode- og dårlige- oplevelser.

Sådan er vores sprog opbygget, med grammatik, betydninger og regler. Det præger vores tænkning. Og med den også vores adfærd.

En af de helt centrale tanker i de klassiske tantra er, at dette selv ikke findes. Når det OPfindes, så sker det som illusion. Hvis ikke vi er et ”selv”, hvad er vi så? Til det svarer de klassiske Tantras, at alt, hvad der er, eksisterer SOM bevægelse med alt det andet. Det gælder også du og jeg.

I virkeligheden er der ikke “et mig” og “det andet”, det hele bevæges sammen. Det hele kan vi kalde for “forbundethed” uden at vi ultimativt kan isolere “noget der er forbundet”…

Når dette “selv” fjernes som fundament, så ændrer al tænkning sig også!
Altså måden, vi tænker på.

Det gælder også for: Intimitet “imellem os”

Intimitet imellem os som: At forbinde det, der er adskilt

At være intime med hinanden ses traditionelt, som at skabe en forbindelse, der er særlig.

Det er typisk ikke hvem som helst, vi mennesker vil være intime sammen med. vi vil først se hinanden an, ikke mindst for at finde ud af, om det er muligt at passe på sig selv, når vi viser det mest intime i os: Det der “derinde”, som beskyttes af “det ydre”.

Derfor opstår der blandt andet i moderne tantra utrolig meget snak omkring at sætte grænser, og selv afgøre hvor tæt på andre mennesker skal. Intentionen er naturligvis at gøre det trygt for den enkelte at bevæge sig med andre mennesker, hvor der kan opstå situationer, som virker sårbare.

Intimitet forstår de fleste som: Når vi – som adskilte individer – f.eks. i romantiske forhold eller som par – deler noget med hinanden, der eksklusivt KUN er for os. Intimiteten kommer i den tankegang til at handle om at forbinde det, der er adskilt – på en særlig intim måde.

Den måde at opfatte intimitet på forudsætter, at vi er mindst to, der mødes i en intim relation. En relation, som er noget særligt, og dermed også afgrænser “os to” fra de andre.

Jeg kunne kalde den for et “dobbelt selv”, tosomhed, eller “et par”.

Paradokser og udfordringer i intimitet imellem os.

Hvis jeg nu har en grundlæggende opfattelse af, at det er min fremtræden, som tiltrækker et andet menneske. Så vil “det indre” være noget, jeg ikke umiddelbart viser frem.

Alene det, at jeg har opgaven “at tiltrække”, eller at andre føler sig tiltrukket af mig, bekræfter mig i forestillingen om at jeg er adskilt.

Hvis naturen er, at vi ER forbundne, så vil det være unødvendigt at tiltrække nogen.

Når vi på trods af det overbevises om, at det er nødvendigt, betyder det: At vi dermed vedholdende inviteres til at opretholde illusionen om, at vi er afgrænsede!

Ellers risikerer vi jo i vores overbevisning at “glide fra hinanden!”. “Der skal arbejdes på at bevare et godt parforhold” – siger parterapeuten typisk også, med flere forliste parforhold bag sig.
og fortsætter: “Det er ligesom, at vi skal sende vores bil løbende til service”. Forholdet gøres til en “ting” som slides…

Dette anstrengende arbejde kan f.eks. være, at jeg forsøger at se så smuk og dejlig ud som mulig. Det kan for eksempel jeg gøre ved at “skjule de sider ved mig selv” (en ting har sider), jeg ikke kan lide, og jeg derfor også går ud fra, at andre ikke kan lide.

Opgaven i illusionen om adskillelse bliver at gøre mig fortjent til, at et andet menneske har lyst til at være sammen med mig. Eventuelt også til at forbinde sig seksuelt intimt med mig, hvis vi altså (stadig) “passer sammen?” Ting kan passe sammen. Natur bevæger sig “sammen”.

Til intimitet imellem os hører også personlig intim pleje

Alle dyr, plejer sig selv – og mange også hinanden hvor de ikke selv kan “nå”. Når, vi lever sammen, er det natur.

Hvis vi oplever os som adskilte, vil det, vi som den personlige intime pleje, – ud over at holde os sunde og raske – også få som mål at gøre os tiltrækkende. Vel at mærke på en anden måde end det, vi naturligt er.

Hvad, der bliver meget vigtigt i den sammenhæng er f.eks. også der at adskille os fra andre mennesker. De kan jo konkurrere med mig, ved at være smukkere, dejligere og mere attraktive på alle mulige andre måder, end jeg!?

Ambitionen om at se godt ud, opstår med andre ord i forsøget på at tiltrække, og bliver på den måde til noget, der adskiller.

Det er typisk anstrengende at være optaget af at være attraktiv nok. Derfor skelner vi gerne imellem “et privat selv” (sådan er jeg derhjemme) , og “et offentligt selv” (derude)?

Det kan jeg også beskrive som, at “opretholde en facade”.

Den fornemmes af alle, og kommer dermed til at forstærke illusionen om adskillelse og i det også at skabe barrierer for intimitet.

At måle sin attraktivitet

Hvis et menneske måler evnen til at skabe forbindelse – og forbinder den med egen attraktivitet, vil det uvilkårligt også se efter den, hos andre mennesker.

På den måde bliver møder betinget af vurdering: Af sine egne fortællinger og sammenligninger frem for at se det, som er.

Jeg tror, at vi alle sammen ind imellem møder mennesker, som på den måde lader “deres selv” stå i vejen for sig selv?

Målet er for dem er (måske) at blive to? (Hvis der ellers er plads til det ved siden af “selv”?)

De gør det ved: At være afstands-skabende, unikt tiltrækkende, og noget “helt særligt”, i ønsket om at finde sammen med en, som også gør sig særlig ved at (ad-)skille sig ud.

Der kan to helt specielle mennesker så sidde som “et par” i illusionen om at være adskilte fra “de andre” igennem denne særlighed.

Hvad, de ikke ser, er, at adskillelsen ved at være to principielt er den samme, som ved at være alene. To betyder blot “et dobbelt selv – eller “dobbelt særlig” og adskilt fra alt det andet og alle andre.

I samtaler om intimitet, så får det gerne et verbalt udtryk som: “At vi to er kun intime med hinanden”. Underforstået: “Når betingelsen derfor opretholdes”.

Den betingelse: At hvis du ophører med at fremtræde med denne attraktive facade, så forsvinder det, som begrundede intimiteten. Et sådant forbehold virker alt andet end intimt. Der bliver ikke megen plads til at vise spontanitet, sårbarhed og åbenhed.

Slækkes der på facaden, kommer det for dem begge til betyde: At “forholdet er blevet mindre vigtigt, og ikke længere noget særligt”.

Par sammen med andre

Hvis jeg ser “vores relation” som en isoleret enhed: “os”adskilt fra andre – “dem”. Så vil det alt andet lige også reducere evnen- og friheden til – hos os begge – at engagere sig åbent og intimt med mennesker udenfor “os”.

Opmærksomheden skal centres om “min partner”. Enhver anden intim kontakt, vil true betingelsen om at være den særlige udvalgte.

De “andre” vil som følge af “vores særlige relation” føle sig udelukkede eller mindre værdige til intimitet og forbindelse. Det skaber afstand. Også når det endda sker for “at tage hensyn” til de to og ikke forstyrre “det særlige de har”!

Paradoksalt nok kan det forstærke en følelse af ensomhed eller adskillelse hos parret selv.

Tantra – Intimitet imellem os som opløsning af adskillelse

Hvis nu vi tænker og ser: At dette isolerede selv med EGEN eksistens, må være en illusion?

Så betyder det, at alt i virkeligheden er forbundet?
Det, vi gør, er blot, at gøre som om, vi er adskilte.

Intimitet imellem os bliver i den måde ikke at forbinde, men at opløse illusionen om adskillelse. Det ændrer ganske enkelt alt!
At erkende det, bliver en invitation til at se: Hvordan vi kan skabe så meget lidelse for os selv og hinanden? Og hvor enkelt det i virkeligheden kan være at øve noget helt andet.

Jeg vil slutte med at summere op:

Der er måske to grundlæggende måder at se intimitet imellem os på?
…..
Som noget, der forbinder det, der opfattes som adskilt.
eller
Som noget der opløser illusionen om adskillelse.

Den første tager afsæt i vestlig filosofi og tænkning
Den anden i Østens filosofi og f.eks buddhistiske Tantras.

Det er forbundet med stor anstrengelse at forbinde noget “forskelligt”, der ses som adskilt.
I den opgave er der meget at gøre for at få det til at passe sammen.

Illusionen har et navn: Den kaldes for: MIT AFGRÆNSEDE SELV.
Eller “VI”..overfor hvem der er “de andre”

Illusioner findes kun, så længe de opretholdes.
Det handler altså om at holde op med at gøre.

Der skal IKKE skabes forbindelse. Den er der som: Det der er.

Hvad kan være mere intimt end at indse, at jeg er dig?
Min tænkende krop er din, og din er min..

EN tænkende krop, der er det, der er..
… Og intet er “kendt”

Sans lige det!