Isolation

Isolation

Jeg er ingen

“Jeg er ingen, Jeg kommer ingen steder fra og skal ingen steder hen, og du kan kalde mig for Jesper”.
Med denne sætning (der naturligvis fungerer paradokst) inviterer jeg ind imellem mennesker til at hilse på hinanden, når de deltager på et seminar i Mahamudrainstitut.

Jeg kunne også kalde den for en “affirmation”. På tysk ville man betegne en sådan som en “bejahung” dvs. at sige JA til noget.

Hvad er det så der siges JA til?

At tænke over, hvordan der tænkes

De færreste der ind imellem læser noget af det,  jeg skriver, vil være i tvivl om, at jeg nyder at tænke 🙂 ?
Ikke blot at tænke, men at tænke over, både hvad der tænkes, og hvordan der tænkes. Ind imellem hører eller læser jeg igennem kommentarer fra lyttere og læsere, at al den tænkning jo bare er “ord”,  eller “mange ord”.

(Jeg ler gerne af sådanne kommentarer, idet den, som skriver eller siger dem, vel også bruger de selvsamme ord til både at tænke over AT de er mange, OG til at bedømme og kommentere på, at de er det.)

At tænke er at bevæge

For mig handler tænkning om bevægelse. Helt på samme måde som jeg igen og igen fordyber mig i bevægelighed i det fysiske møde med et andet menneske, ved at erfare bevægeligheden i min egen krop, og i iagttagelse af, hvordan vi bevæges og bevæger os “helt af os selv”, som et udtryk for at vi lever. – Selv når vi mener at sidde stille?

Det, som måske allermest fascinerer mig, er hvordan tænkningen for alle mennesker indtager en meget stor plads i måden livet leves på, og hvor få der virkeligt har lyst til at fordybe sig i dette “hvordan”?

Er den “spirituelle” tanketom?

Jeg ser også en tendens til, at “spiritualitet” forbindes med “ikke længere at have tanker” og “bare være”?
Havde det været tilfældet ville vi intet have hørt fra hverken Buddha eller Jesus, eller for den sags skyld Lao Tse, som til sin bekvemmelige undskyldning – i følge myten – blev “tvunget” til at skrive sine overvejelser ned?

Vi “er” OGSÅ med tanker. At der tænkes hører med i den bevægelse, der finder sted i “hele jeg” – ja i alt hvad der lever.

På mange måder kan det, der benævnes: “Den systemiske tænkning” ses som “Yoga for intellektet”. Yogaen kan (som et eksempel) invitere ind i at forstå bevægelse i/af “sig”. Den systemiske tænkning, eller “Meta-tænkning” (dvs. at der tænkes over hvordan og hvad, der tænkes) inviterer til at iagttage den “mentale bevægelse”.

Bevægelse forstås i bevægelse

Bevægelse forstår jeg KUN, når jeg bevæger mig i den. Det er ikke muligt at erkende den bevægelse, der erfares ved at sidde på en hest i galop, uden at gøre det.

At se på nok så mange beskrivelser eller billeder af ryttere i galop, har overhovedet ingen sammenligning til selv at bevæge sig med hesten.

I virkeligheden handler det måske om at opdage , at der ikke er “forskel” på den bevægelse, der sker i kroppen, og det som foregår i intellektet. Bevægelsen “er” den samme. “Er” i gåseøjne, fordi bevægelse jo netop ikke “ER” noget, men hele tiden udtrykker forandring.

På den baggrund er det også muligt at undersøge, hvordan tænkning fungerer ved at bevæge kroppen, hvilket i øvrigt også er det, vi inviterer til på linjen “systemisk forståelse” i Mahamudrainstitut.

At give noget et navn betyder ikke, at noget er forstået

Når jeg siger, at “jeg ingen er, ingen steder kommer fra, og ingen steder skal hen, og at du kan kalde mig “Jesper””, så rummer den sætning bla. en invitation til at få øje på, at det at give noget et navn, overhovedet intet har at gøre med at have forstået noget?

Jeg ER vel ikke mit navn? At mine forældre blev enige om, at jeg skulle kaldes for “Jesper” betyder vel ikke at jeg så BLEV “En Jesper”?
Var det så let, kunne jeg sige til et stykke jern: “Vær GULD!”… og jeg ville anses for at være en troldmand?

Isolation og ambition

Det meste af den indledende opdragelse jeg blev givet, tog imidlertid sigte på, at få mig til at identificere mig fuldstændigt med dette navn. At få mig til at tro på at jeg ER “Jesper”.
Det er dels praktisk, at jeg kommer, når det navn nævnes? (Derfor lærer vi også hunde at reagere på det navn, vi har givet dem?) – og det er dels helt afgørende for at kunne styre og kontrollere mig senere igennem AMBITION og ISOLATION.

Det der styres skal være isoleret

Hvordan nu det?
Betingelsen for at kunne styre noget som helst er, at det er isoleret som en “del”: En Enhed. “Noget” der kan/skal navigeres rundt i “noget andet”. Det er det styring handler om: F.eks. at styre en bil rundt i landskabet, eller en tråd igennem øjet på en synål?

I begge tilfælde adskilles det, som styres, fra det, det styres I, og den, det styres AF. I eksemplet ovenfor: Bilen i landskabet styret af føreren.

“SE hvor dygtig!”

Midlerne der benyttes i opdragelsen for til stadighed at opretholde og udbygge denne isolation, og dermed forstærke og forbedre mulighederne for at kunne styre, er bla. at invitere ind i AMBITION?

“SE hvor dygtig Jesper er” bliver til det, som allerede fra spæd, lægger kimen til den mekanisme der automatisk og ubevidst kan vedligeholde sig selv – og benyttes af andre – til at opretholde isolationen og styrbarheden af “Jesper”?

I begyndelsen igennem forældre, senere ubevidst igennem de samme forældres værdier, koblet på alle de andre “forskrifter” som opdragelse, uddannelse, religion, politik og kultur har bidraget med – og alt sammen i kraft af et intellekt, der IGENNEM sin måde at tænke på opretholder denne isolation.

Få noget med ud?

“Jeg er noget særligt – og ikke som de andre, og alt det andet”. “JEG skal/vil have noget UD af livet – til MIG.”

“Jeg kan noget med tantra”, “Her er listen over alle mine uddannelser!”, “Jeg er særligt sensitiv”, “Jeg er blevet forladt”, “Jeg ved hvad jeg vil”, “Jeg har en særlig mening i livet”… Jeg kan fortsætte denne liste ud i det uendelige.

Som om dette overhovet kan være muligt? Kan nogen overhovedet få noget “med” ud af livet?
Eller leves livet lige her?

Jeg er godt klar over, at der opfindes troskonstruktioner, der forsøger at opretholde isolationen til at række ud over døden, igennem fortællinger om f.eks. “en sjæl” eller “genfødsel som” .. og gerne noget ret eksotisk”.

At tænke og inviteres ind i angst

Hvis alt dette lyder plausibelt – dvs bare som en mulighed, så vil det betyde at min tænkning som sådan, hvis jeg altså ikke er bevidst om det, igen og igen vil invitere ind i isolation, og dermed også i ANGST?

Angst opstår ikke, med mindre jeg har en oplevelse af at noget ikke er en del af mig. Ingen har vel f.eks. angst for sin egen hånd? Angst opstår i forhold til det, som er “udenfor”.

Denne angst forstærker muligheden for at “bremse mig”. Og det er vel i princippet ideen med al styring: At forhindre det uforudsigelige og impulsive? Det der bare sker “af sig selv”? … Også det som kaldes for “Lyst”?

En bremse, som ikke længere behøver en fysisk forældre, bedstemor, præst, veninde, ven eller forbillede, men som alt sammen klares helt “automatisk” og typisk meget velbegrundet (styring gives altid en “grund”) af intellektet selv?

At få øje på!

Har dette så noget med “psykologi” at gøre? Med “filosofi” (kærlighed til visdom – at forstå “sandheden”)?

Nej!

Det handler om at iagttage: At opdage hvordan der bevæges og relateres i det, som lever, af sig selv.

“At få øje på”

At sige JA til den umiddelbare kontakt til lyst.

<3