At lede efter kærligheden?

At lede efter kærligheden?

At lede efter kærligheden

Her til morgen var vandet i Rhinen nærmest fuldstændigt stille. Det er sjældent at jeg på en af mine morgenture med hundene har set det sådan.
Det var tidligt, og på trods af at dagen ikke havde fået magt, skinnede solen og jeg måtte smide min t-shirt og lade min overkrop kærtegne af den 25 grader varme luft.

Som jeg stod stille og så ned i det klare vand, blev jeg forundret over hvor meget liv, der var at se. Det var nyt. I stedet for de krusninger, der normalt blot reflekterer skyerne og min profil ovenfor, fulgte mit blik myriader af små og store fisk, der roligt afsøgte bunden og planterne. Hvor vandet blev dybt, forsvandt sigtbarheden i intet.

Det slog mig, imens jeg hvilede i græsset, at det synes at være en stadig ambition for mennesker “at søge kærligheden” og at netop denne søgen vil være en proces, som lukker sig om sig selv?
Bogstaveligt talt! … som i “MIG SELV”: Det, der fremstår som noget afgrænset, med alle sine værdier, tanker, ønsker, forestillinger, forbehold og forsvarsværker? “Jeg med mine grænser”.

Sårbarhed

Kontakt til kærlighed må indebære sårbarhed?
Kærlighed – selv i den mest romantiske fortælling – må betyde “at der skabes en forbindelse”? Hvordan skulle denne kunne opstå, sålænge der foregår en proces, der lukker?

At være sårbar betyder at åbne? Åbne for at sanse?

Udtrykker ikke tænkningen selv angst? Uden denne tænkning ville der ikke være noget behov for at “passe på sig selv”?
Hvordan kan der opstå forbindelse, hvor der er angst?

Stimulation

Dette at lede efter kærligheden bliver således til et middel til stimulation?

Hvis jeg siger: “Jeg vil elske”, så tænkes der på dette, så længes der, og da bliver det til noget, som inviterer ind følelser?

Længslen bliver til et middel for at nå et sted hen. Det kan ikke have noget som helst med kærlighed at gøre? Hvordan kan kærlighed gøres til et sådant middel? Betinger ikke altid midlet, der tilsættes dejen, brødet?

Derfor er det ikke kærligheden, der stræbes efter, men stimulation?
Der søges efter et middel til, at “Jeg” kan realisere “mig selv”.

Kontakt til Kærligheden

Kontakt til kærlighed kan vel kun være der, hvor tænkningen om “et selv” er ophørt? Den befrielse kommer igennem erkendelse af tænkeprocessen. Ikke “hvorfor” der tænkes,  – der tænkes “bare” – men hvordan den fungerer? IKKE som en “analyse”,“introspektion” eller “beskrivelser af fænomener i bevidstheden”, men igennem iagttagelse.
Al stræben vil stille sig i vejen for denne kontakt.

For den, der anser det umuligt at iagttage uden at beskrive, vil al iagttagelse komme til at bestå af bedømmelse – og dermed umuliggøre kontakten til det, der peges på med ordet “kærlighed”?

“Kærlighed” vil pege på kontakten til det levende – til bevægelse, og i bevægelse findes der intet “Jeg” med alle sine identifikationer, angst og krav om besiddelse?

Kontakt til kærlighed vil ikke være der, sålænge såvel selvets eller “Jeg´ets” bevidste og ubevidste aktiviteter stadig pågår?

At erfare, ikke “at lære”

Derfor bliver det vigtigt at erfare dette “selv”, der måske fungerer som en fortløbende bevægelse, der hele tiden søger genkendelse? Og denne genkendelsesproces kredser om et centrum der kaldes for “Jeg”?

At erfare dette, kan ikke “læres”. Det fungerer metaforisk som, at ingen kan “lære” mig at finde mine nøgler. Det der skal til, er at få øje på dem.

<3