Jeg har mistet min appetit på mad… eller lyst?
Jeg har mistet min appetit! På mad, elskov, lyst, at trække vejret, på dig, mit arbejde … Hvad har jeg mistet, og hvordan?
“Hej Louise, hvad vil du gerne snakke om?”
“Jeg har mistet min appetit!”
“Ja? .. Vil du fortælle mere om det?”
“Mikkel og jeg har været sammen nu i 18 år, og igennem de sidste mange år er det blevet mere og mere sjældent, at jeg bryder mig om at spise.”
“Hvordan så? Spiser du slet ikke?”
“Jo det gør jeg ind imellem. Det er jeg jo nødt til. Og du kan jo se, hvor tynd jeg er blevet!”
“Hvad spiser I derhjemme hos jer?”
“Det er Mikkel der står for maden. Han er vild med hurtig, let mad, med meget kød og uden dikkedarer, som han siger. Han gør sig såmænd meget umage med den, og er vildt optaget af om jeg kan lide den”
“Og kan du det?”
“Nej.. Når jeg spiser den, gør jeg det mest for at han ikke skal blive skuffet eller ked af det.”
“Hvis du selv skulle lave din mad, hvad ville du så spise?”
“Jeg synes aldrig, at jeg har interesseret mig særligt meget for mad. Jeg har heller ikke lært at lave mad. Og når du nu spørger, så kunne jeg tænke mig at hele måltidet var anderledes. At det ikke bare handler ´om at få noget godt og mættende i skrutten´..”
“Hvordan ville det være for dig at lære at lave sådan nogle måltider og fordybe dig i det?”
“Det kunne jeg godt tænke mig, og hvis jeg nævner det overfor Mikkel, så ser han det straks som en kritik af sin madlavning.”
“Er det da ikke OGSÅ det?”
“Joh.. Jeg tænker, vi behøver vel ikke at spise det samme og altid sammen?”
“Hvad siger han til det?”
“At hvis vi ikke spiser sammen og “det samme”, så ved han ikke om han vil leve sammen med mig mere!”
“Hvad tænker du om det?”
“At det måske ville gøre os begge mere glade og afspændte, hvis vi åbent, frit og naturligt kunne være nysgerrige på det mad vi hver især kan lide, og måden vi ser på måltidet? .. Der er jo så mange andre områder, hvor det går rigtigt fint imellem os, hvor vi fungerer som hinandens bedste venner”.
“Når jeg hører dig sige “jeg har mistet min appetit”, så tænker jeg på OM du virkelig har tabt din appetit?”
“Nej.. Alle skal jo spise for at leve. Jeg finder da lejlighed til at forkæle mig selv ind imellem. Det bliver nu også til megen dagdrømmeri om lækker mad og en anden kok .. Ja – jeg er ret sikker på, at hvis jeg først tager fat på at lave den mad selv.. eller sammen med andre, så vil jeg virkelig blive tændt af det!”
Jeg har mistet min appetit? Jeg har mistet min lyst?
De fleste, der læser ovenstående dialog, ville nok tænke at det var en meget uhensigtsmæssig adfærd hos Mikkel og Louise. Ikke bare hvad angår mad og appetit, men i det hele taget måden de betinger hinanden på omkring den livsnødvendighed det er at spise?
Hvis, jeg nu skiftede tema i dialogen, så det ikke var “mad og appetit” det handlede om, men “Elskov, sex og lyst”.. Så kunne samtalen lyde stort set på samme måde.
Det vil være genkendeligt for mange mennesker, der lever i parforhold.
Det er virkelig en undtagelse hvis mennesker efter 15-20 år (eller måske bare 4-5 år) synes at fysisk elskov med hinanden er noget særligt. Det kan være ok, rart, eller bare tomt: Ofte hører jeg om det som: “Behovs-tilfredsstillelse” …”Nå nu er det ved at være længe siden’agtig..sex”. “Vi må også hellere lige huske at få elsket…”
Det handler ikke om at have “tabt lysten”.
At være bevidst opmærksom på livsimpulsen i mig
Lyst er det, vi alle sammen ER. Livs-impulsen og livskraften der pulserer i os. Den næres af mad, frisk luft, vand, søvn, rare tanker, latter, leg og fysisk intim kropskontakt: Følelsen af at blive set og anerkendt uden at skulle måles, vejes, bedømmes eller betinges f.eks. af en bestemt “form”.
Vi kan være bevidste eller ubevidste om denne af-sig-selv-skabende puls. I det ubevidste fortrænges erkendelsen af kontakt til den, at krav, moral, skyld, skam, bør og må og en ide om at livet handler om at træffe beslutninger og gøre det rigtigt.
Det ER muligt at iagttage elskov og intimitet fra det samme perspektiv… Og simpelthen “træne noget andet” end det, vi ellers har gjort til vores vane..
