jeg lever

Jeg lever – jeg “har” ikke et liv.

Jeg lever.. Jeg “har” ikke “et liv”. “Livet” skabes som en fortælling eller illusion, der skal lede mig ind i kontrol.

“Du jo står midt i livet”… Siger den ene til den anden, som efterfølgende falder død om morgenen efter.

Vi har lært, at “vi skal blive til noget i livet”, “nå noget i livet”, “have noget UD af livet” eller “leve livet”. Måske endda at løbe rundt med en følelse af “at spilde livet” som var det en kop kaffe, vi kan hælde ud på gulvet?

Livet” ses som en “proces” med en start og en slutning. En perlekæde af “nu´er”, eller en lang række af “oplevelser”.

Det liv udtrykker en fortælling – en illusion. På den måde er det meget rammende når nogen kan sige: “Jeg tager fat på et nyt kapitel i mit liv”.

Jeg lever

At leve, er det, jeg er.
Bevægelse der sker helt af sig selv. Pulserende og rytmisk i bevægelse med og af alt der er.

Det fungerer ikke som: “Herfra og derhen”. En sådan ide om proces, kan vi kun beskrive, ved at skabe en fortælling og tro på, at den er sand.

Når det er så vigtigt i samfundet at overbevise mennesker om, at det drejer sig om “livet” og ikke om “at leve”. Så hænger det sammen med et ønske om at bruge hinanden. Hvis jeg skal have noget ud af “livet”, skal jeg også have noget ud af dig.

I den tanke er du og jeg her med et “formål”, som vi betinges af. Om det så at være en tjener for “Gud”, en arbejdsgiver eller dine venner gør lige fedt.

Frygter du ikke at gøre al dette det “godt nok“, vil du være let at invitere i kontrol.

“At leve” vil intet andet end “at leve”. At leve betyder, at noget kontinuerligt fødes og dør. At leve er ikke “at have lyst til…”. At leve er det, jeg kalder for “lyst”.

Et spørgsmål kan så blive: “Hvordan lever du og jeg?

Vores årsforløb:


Systemisk cupisofi

Systemisk uddannelse